søndag den 31. oktober 2010

Endnu en spændende uge

Det har været en rigtigt spændende uge arbejdsmæssigt, det kunne jeg godt have lyst til at skrive noget mere om … Men her handler det altså om hunde :-)
Jeg har aldrig lagt skjul på at jeg synes at det er sjovt at undervise, jeg har gjort det i snart 30 år, men aldrig som fuldtidsbeskæftigelse. Det har været om alle mulige emner, men mest i projektledelse, og det sidste par år også i hundetræning. Det har aldrig været kedeligt at undervise, men nogen gange sker der alligevel noget, så undervisningen skiller sig ud på en positiv måde. Og én af gangene var i tirsdags. På vejen hjem hørte jeg for jeg véd ikke hvilken gang 2. sats af Beethovens 5. klaverkoncert spillet af Wilhelm Kempff og jeg kunne bare mærke, at det havde været en ganske særlig dag. Da jeg kom hjem skrev jeg til dagens kursister og fortalte hvordan jeg havde oplevet træningen: det var som om alt lykkedes, fremskridt på en masse områder, detaljer der bare var der og en god stemning, der var til at føle på. Jeg sluttede min mail ”Det er en af de allerbedste træningsomgange jeg har oplevet som instruktør!! Tusind tak til jer alle!!”
Onsdag kom der yderigere en god træningsomgang.
Og så kom ugens træningsdag pt.: søndag!
  • Først var jeg indskrevet som figurant til Camilla og Emmas DcH-træning. Jeg skulle i halvskjul, Emma skulle finde mig og give hals. Emma er bare så sød, og hun kender mig bare så godt, så jeg tror ikke træningen viste så meget, men hun fandt mig 3 gange, hun gav hals (med lidt animering), så hun skal nok lære det!
  • Så skulle Megan og jeg lave demo af baljeøvelse, fremsending til hulahopring og endelig gennemføre en rallybegynderbane for Susannes begynderhold.
  • Dernæst hjælpelærer på Camillas unghundehold, og det er altså ret lækkert at se hvordan de rykker. Der er flere der er rigtigt gode, og jeg har dem mistænkt for at træne derhjemme :-))))))
  • Næste punkt var at Lille Bjørn skulle deltage på Camillas unghundehold, og jeg synes det er dejligt at opleve hvor fokuseret han kan være, når jeg gør mig umage. Bl.a. noget rigtigt godt fri ved fod, fine indkald (LP1 og LP2), god fællessit og fællesdæk. Det er dejligt at arbejde med ham til organiseret træning igen!
  • Næste punkt var at jeg skulle træne noget rally med Susanne og Charlotte efter Susannes øvet hold. Jeg var klar i god tid, og kunne lige nå at komme med nogle kommentarer til Charlotte og CJ’s banegennemgang. Megan gik banen som en drøm. Mange af skiltene varierede jeg (det var en øvet bane), så jeg udover det, der stod på skiltet, fandt på 1-2 andre øvelser ud for skiltet. Og med lækre bøf-rester som belønning var Megan helt med på den!
  • Indimellem fik jeg lige talt med Marie, som er midt i et hvalpehold, og igangsatte et andet i dag.
  • Endelig kom Susanne efter træningen hjem til os, og over noget let frokost klarede vi lige planlægningen af Sydkystens Hundeskoles rallyprøver 29. december 2010.
Så det har bestemt været en dag i hundenes tegn!

søndag den 24. oktober 2010

Gang i træningen igen

Det er rigtigt længe siden jeg har været til træning med både Lille Bjørn og Megan samme dag. Men i dag var dagen, og det føltes ret godt :-)
Søndagene er den store træningsdag i Sydkystens Hundeskole på denne årstid. I dag var ingen undtagelse, i alt 8 hold i gang mellem 9 og 13. Jeg plejer at være medhjælper på Camillas unghundehold, man da der var en del efterårsferieafbud havde jeg fået fri. Så dagens hundeprogram blev følgende:
  • Lille Bjørn var med på Camillas unghunde LP-hold, som er målrettet hunde på vej mod LP1. Lille Bjørn var bare rigtigt flot på, og han kan jo alle øvelserne på et fornuftigt niveau. Jeg har lige nogle kriterier jeg skal have styr på, men generelt går det fint :-) Det fristende ottetal havde Camilla taget med specielt pga. og os og jeg prøvede med massiv lokning – jeg fik hos Piamarie nasset nogle godbidder smurt med leverpostej og fik total kontakt selvom vi gik lige op ad madskålene. Nu skal jeg bare have trappet lokningen ned …
  • Derefter var jeg vikar på Susannes rally øvet hold – Susanne skulle på rallykursus hos Conni :-)))) Jeg havde sammensat nogle meget svære og udfordrende forløb, men de 6 kursister tog det med oprejst pande og gennemførte dem alle med bravur. Lækkert at se!!
  • Derefter kom Megan på banen, og sammen med Charlotte og CJ trænede vi på en meget vanskelig ekspert+ bane. Hold da op hvor er Megan bare skøn at arbejde med!!! Én banegennemgang, med det passende antal belønninger, og så fri til at snuse på det dejlige areal (tak Premack!).
Og så kan jeg forstå på Sofie (ejer af Hasselgaard Træningscenter), at Lille Bjørn og jeg bliver brugt som eksempel på Connis rallykursus ved gennemgang af fristende ottetal, noget med at han er ret underholdende for publikum, men bestemt ikke for sin ejer i den øvelse … Og det er jo så sandt som det er sagt!

torsdag den 21. oktober 2010

Lille Bjørn på førtidspension?

Kirsten har forbudt mig at pensionere Lille Bjørn! Jeg havde ellers ”truet” med at gøre det efter de miserable rallyprøver på det sidste. Jeg ved ikke hvad forklaringen er på, at det går så dårligt, men han er blevet bange for klap og klik – meget mærkeligt med en hund der er klikkertrænet helt fra lille af. Så nu er der dømt pause fra alt hvad der har med LP og rally at gøre. Jeg har bl.a. meldt ham fra de to indendørs prøver 19. november og 11. december.
Den 14. november deltager han i det første af den stribe sporkurser, som Vibeke Gyldenkærne holder for Sydkystens Hundeskole, og mon ikke det er noget for ham?!
Apropos Sydkystens Hundeskole, skal vi nu også afholde en officiel rallyprøve. Ideen blev fremsat tirsdag den 12. oktober af Charlotte Lia i forbindelse med træning. Dagen efter fik jeg ok fra DKK for at vi måtte holde prøve mellem jul og nytår, og Johanna sagde ja til at dømme. Det sværeste var at finde et egnet indendørs areal; Jersie Hallen skulle have lakeret gulv, Havdrup Hallen skulle bruges til noget andet, men søndag 17. oktober tjekkede jeg et tip fra Camilla, og fik en aftale om at bruge et glimrende ridehus cirka 4 kilometer fra vores træningsplads den 29. december. Ansøgningen gik til DKK samme eftermiddag, og mandag morgen havde Hanne Madsen lagt den på hundeweb! Onsdag den 20. oktober om aftenen lukkede vi tilmeldingen, fordi vi havde passeret de 50 hunde, som vi havde sat som max. Nu er der masser af tid til at få stablet et godt arrangement på benene, og vi glæder os et hyggeligt arrangement.
Og så lige en kommentar til billedet af Megan: Vicky Bjerring var inviteret som officiel fotograf til Spaniel Klubbens LP- og rallyprøver den 12. september, og det er der naturligvis kommet en masse flotte fotos ud af. Billedet af Megan er bare perfekt fanget! Flot cigarføring i næseprøven, en meget koncentreret Megan – og Vicky har naturligvis fået det i den perfekte vinkel!!!

lørdag den 16. oktober 2010

Dansk Collie Klubs prøver 16. oktober 2010

Collie Klubben arrangerer nogle fantastiske LP- og rallyprøver, og i dag var ingen undtagelse! Ved Rishøj Hallen sørgede de med to LP-ringe og en rallyring for at en masse entusiaster var samlet om deres foretrukne fritidsbeskæftigelse.
Jeg havde tilmeldt Megan og Lille Bjørn for længe siden, da Camilla fortalte mig at hun skulle debutere i LP Elite til denne prøve, og det blev en dag hvor jeg havde meget mere fokus på at se LP end at have fokus på mine egne konkurrencer.
Der blev opnået rigtigt mange flotte resultater, men jeg starter i den billige ende.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har rigtigt svært ved at få Lille Bjørn til at gå en rally øvet bane, og i dag gik jeg og jokede lidt med Amanda (Anitas datter), at hun jo kunne gå op med ham. Og sørme, hun vendte tilbage og sagde, at det ville hun godt. Hun arbejde fint med ham inden og fik flot kontakt, og Lille Bjørn synes helt sikkert det var sjovt. Den første del af prøven gik strygende, men ved det syvende skilt gik det galt. Jeg ved ikke hvorfor, men pludselig hang Lille Bjørns hale, og han strøg ud af banen og ind til en hund i et fremmed telt :-) Der ligger en optagelse af prøven her:

En stor tak til Amanda, det var flot at du tog udfordringen op, og det var meget fint arbejdet ind til Lille Bjørn stod af!
Megan var oppe i Ekspertklasse, og med tre pinde hos Frank kunne vi ikke bruge resultatet til noget, men derfor ville jeg jo alligevel gerne opnå et godt resultat. Megan var igen helt på dupperne, hvad man ikke kunne sige om føreren. Jeg klappede i hænderne (det må man ikke i den klasse), og i bakke 3 skridt fik jeg taget 1½ skridt og gik så videre. Jeg er også trukket for lidt andet og endte med 84 point. Øv.
Der var heldigvis nogle gode nørdresultater i rally: Mette debuterede med O’Malley og Coco i øvet klasse, og fik med 88 og 97 point en flot debut. Charlotte Lia havde efteranmeldt Spot i Ekspertklasse og han hentede sin anden pind med 97 point.
I LP var det først og fremmest Camilla & Emma, der var fokus på. At debutere i Eliteklasse er noget ganske særligt, og med point i 6 øvelser (kun 4 nuller) og en totalt glad Emma, tror jeg nok Camilla er godt tilfreds. Der er bestemt noget at arbejde videre med. Jeg vedlægger klip fra fællesøvelserne  (meget nørdet, mest nærbilleder af Emma), del 1 og del 2 af prøven. De endte med 107 point, og absolut godkendt!
I LP2 vandt Vibeke & Julie med imponerende 207 point! Listen over årets lydige spaniels er opdateret . Anita & Django fik 193,5 og Denise & Becca debuterede med 182,5. Se video med fællesdæk hvor alle tre nævnte er med, samt med Anita & Django og Denise & Becca.
Der var flere andre nørder oppe, men jeg må indrømme jeg ikke har styr på alle præmieringerne. Til lykke til alle med de flotte resultater, og et sidste stort til lykke til Lene med berneren Lanzo som blev 2. vinder i LP1 med 171,5. Da Megan og jeg startede på LP-træning var det på hold med Lene og Lanzo, og det var skønt at opleve de to sammen til en meget flot prøve.

søndag den 10. oktober 2010

En herlig dag i Sydkystens Hundeskole!


Morgenturen foregik i meget diset vejr og var efter vores forhold meget sen, jeg tror den var omkring halv otte.
Derefter drog Megan og jeg til Jersie, hvor vi havde aftalt lidt træning med Camilla, som jo skal debutere i LP Eliteklasse på lørdag i Køge.
Derefter stod den på Sydkystens Hundeskole!
Det er vist en offentlig hemmelighed at jeg er stolt af at have været med til at banke Sydkystens Hundeskole op fra ingenting til en seriøs spiller på det brogede marked af udbydere af hundekurser på mindre et år.
I dag var der ”kun” seks hold i gang i Jersie, med aktivitet fra 900 – 1300.
Jeg var som sædvanlig hjælper på Camillas dygtige hvalpe fortsætter hold, et dejligt hold, selvom jeg savnede Mojo …
Det var altså ret diset, og som det kan ses af nedenstående billede var vi nogen der undrede os over hvor Camilla var :-)

Marie skulle starte den praktiske del af sit hvalpehold i dag kl. 12. Vi talte sammen lidt over 10, da jeg lige var kommet hjem, og inden jeg havde set mig om var jeg ansvarlig for ½ enetime fra kl. 11.20, for at gøre en deltager – der ikke havde været med på teoriaftenen – klar til kl. 12.00. Vi nåede det :-)


Marie er 23 år, har 8 års erfaring som hundetræner, og er bare fantastisk til at håndtere mennesker og hunde. Jeg er stolt af alle trænerne i Sydkystens Hundeskole, men at opleve Marie som instruktør var bare en fantastisk oplevelse.

lørdag den 9. oktober 2010

Rallyprøver i Islandsk Fårehundeklub

Den 13.09 kl. 07:36 skrev Nørd og FaceBook ven Annie Larsen på FaceBook: ”Der er MASSER af ledige pladser ved Rallyprøverne i Nyvangshuse d. 9.oktober:o)” Hvad gør man så? Skriver til Nørdklubben, til rallydeltagere i Sydkystens Hundeskole, tilmelder Lille Bjørn og Megan. Og sikken herlig dag det blev! Annie og de andre arrangører havde sørget for det mest fantastiske prøvevejr. Og deltagerne sørgede for at udnytte de gode betingelser til nogle flotte resultater.

Lille Bjørn og fører er ikke helt enige (foto: Annie Larsen)

Ok, der var en enkelt undtagelse. Lille Bjørn skulle op i øvet klasse. 1. skilt var sit-dæk, det gik fint. 2. skilt var fristende 8-tal, det fik vi kæmpet os igennem, men Lille Bjørns hale røg ned, og da vi kom til tredje skilt (360 grader højre om), var han ikke med længere. Han trak over mod Frank (dommeren), og jeg besluttede at stoppe. Øv.
Men ellers var der en stribe flotte resultater. I begynderklasse kørte Mette virkelig med klatten, og blev 1. og 2. vinder med Coco og O’Malley, som begge fik 100 point, og nu stiller i øvet klasse næste lørdag. Superflot og kæmpestort til lykke. Lone med ESS Meggie fik 95 point og blev RBM. Anne med døve ESS Nullen på 10½ år debuterede med 94 point! Og Gitte & ESS Harley fik 85 point. Meget flot alt sammen!

Præmieoverrækkelse i Ekspertklasse (foto: Annie Larsen)

I ekspertklasse fik Lisa og Louie sin sidste pind og blev en meget fortjent DKRLCH.
Og Megan. Hun var rigtigt veloplagt, og jeg fik varmet hende godt op mens først Conni & Zcarlet og derefter Lisa & Louie var oppe før os. Og så var Megan på fra 1. skilt. God kontakt, og totalt på hele vejen igennem. Det eneste kiks jeg noterede under banegennemgangen var at jeg ramte et skilt med min ene fod … Da jeg var færdig kom Frank Kuhfeld hen og sagde, at det var det bedste han nogensinde havde set os lave! Og vi endte med 99 point (det med skiltet kostede det ene point) og blev 1. vinder på dagen, og fik vores tredje pind. Det bliver man ikke champion af, når alle tre pinde er opnået hos samme dommer, men det betød intet i dag. Det, der virkelig betød noget, var at jeg i dag havde fokus på rallyen, fik varmet Megan ordentlig op, og at hun var glad hele vejen igennem. Det føltes bare … godt!

Megan og fører i flot samarbejde (foto: Annie Larsen)

Jeg har ikke pt. nogle billeder fra dagen - udover ovenstående hugget fra Annies blog - men forhåbentlig kommer der nogle fra Camilla, som fotograferede intensivt hele dagen!
PS: I forlængelse af gårsdagens blog kan jeg nævne at Johanna Allanach – tak!!! – har sagt ja til at dømme rallyprøver den 11. september 2011 i Køge-Herfølge Jagtforening. Jeg har sendt en ansøgning til DKK i dag, og håber at vi kan annoncere prøven i næste uge.

fredag den 8. oktober 2010

Sydkystens Hundeskole - og årets sidste rallyprøver

Det er godt nok længe siden der er gået så længe mellem mine blogopdateringer. Så jeg må endnu engang give et kort resume af den forløbne uge …

Hundemæssigt har den stået meget i Sydkystens Hundeskoles tegn. I søndags gennemførte vi i alt syv hold i Jersie! Susanne startede sine to rallyhold, Mette havde sit hvalpehold og Barn & Hund, og Camilla sine to unghundehold og et intro til LP-hold. Tirsdag og onsdag begyndte de to indendørs LP-hold, som jeg har ansvaret for. Onsdag var der også teoriaften på Maries hvalpehold, som begynder træningen på søndag. Så vi har 10 hold i gang med egne instruktører. Derudover har vi nogle hold annoncerede med instruktører udefra (spor og HTM), så ja, det går rigtigt godt. På torsdag har vi instruktørmøde, hvor vi skal planlægge den kommende sæson, og der er mange emner der skal på bordet. Superspændende!
Jeg må indrømme at jeg bruger en del mere tid på at træne andre hundeførere end at træne mine egne hunde pt. Det er en kombination af travlhed på diverse arbejdsopgaver og opgaver for Sydkystens Hundeskole.
Og måske også et spørgsmål om manglende lyst pt.? Jeg har dog meldt både Megan og Lille Bjørn til fire rallyprøver den kommende tid:
  • I morgen i Holbæk. Det er for at støtte Annie og Islandsk Fårehundeklub, vi specialklubber må støtte hinanden
  • Næste lørdag er det i Køge, hvor Collie Klubben står for arrangement. Den eneste grund til at vi er tilmeldt er, at Camilla & Emma skal debutere i Eliteklasse i LP, og så ville jeg da også lige op i noget. Men fokus er bestemt på Camilla :-)
  • 19. november skal vi op indendørs til Ophians prøver i Hasselgaard Træningscenter, den eneste af de prøver, vi er tilmeldt, hvor Frank Kuhfeld ikke er dommer. Johanna skal dømme.
  • 11. december til Border Collie Klubbens prøver, igen indendørs.
Målet er helt klart: Lille Bjørn skal bestå hos Johanna og en gang hos Frank. Og Megan skal have mindst 95 hos Johanna. Klare og enkle kriterier for resten af årets prøver!
Og så var det også ugen hvor vi (Spaniel Klubben) fik godkendt at afholde LP-prøve 11. september 2011 i Køge-Herfølge Jagtforening med Marianne Jensen som dommer. Dejligt at være i god tid. Vi forsøger også at afholde en rallyprøve samme dag, vi mangler accept fra den første dommer, vi har spurgt.