onsdag den 28. september 2011

Når træningen kører

En pragtfuld tirsdag morgen på Solrød Strand

Mandag havde jeg den skønneste træningsaften med først Max, derefter Lille Bjørn på Johannas Foundation/tricks-hold. Når jeg selv skal sige det (og det skal jeg jo!) er Max let at distrahere, men når jeg gør mig umage (og det gør jeg jo!) så får jeg opmærksomhed, og masser af adfærd at arbejde med. Vi kom rigtigt godt i gang med at kravle under hulahopring, slalom (shapet!) og feetup. Hans indkald er lynende hurtigt, og hans dæk er blevet flot. Han er bare så lækker at arbejde med.
Det samme kan bestemt også siges om Lille Bjørn. Han vil rigtigt gerne prøve de nye øvelser (giver masser af godbidder!!), som at bakke op af bræt (start på at stå på ”hænder” op ad mur) og lave 8-tal gennem hulahopring. Jeg ville rigtigt gerne have input til to LP-fokusområder: stillingsskiftet dæk-stå samt fællesdæk, og jeg fik en masse ideer, som jeg nu arbejder videre med; ja, back to basic, ingen genveje her.
Tirsdag på Maries hold var Max om muligt endnu bedre at arbejde med. Marie blev forsinket da hun var vidne til en trafikulykke, så jeg startede holdet med indkald, og brugte Max som demohund. Naturligvis svigtede han ikke, han stormede i en lige linje hen til mig. Og sådan kørte det bare: masser af kontakt, en flot start på fri ved fod, flere runder på baljen (og nogle gode belønninger efter lidt råd fra Marie), ægte leg med ham, (det plejer han ikke at ville, når der er godbidder i farvandet) og vi kom godt videre med dæk-stå. Der var masser af distraktioner, men Max vil gerne arbejde, hvis han får noget for det - og det gør han!!!
I aften skulle vi ind og spise på Les Trois Cochons, så det blev til lidt, meget fokuseret træning inden vi tog af sted. Først højrehandling med Megan (højreplads). Og så fællesdæk, dæk-stå og bakning med Lille Bjørn. Jeg tog med god samvittighed ind til en fantastisk middag.

søndag den 25. september 2011

En fantastisk LP-oplevelse

I dag var Lille Bjørn og jeg oppe i LP2 i Fensmark (DKK Kreds 10). Jeg havde for en gangs skyld været fornuftig og holdt fokus på den ene prøve, selvom der også var rallyprøver.
Så Lille Bjørn og jeg tog alene af sted. Efter 6 LP1-hunde var der fællesøvelser i LP2 med alle 8 hunde, og derefter gik vi i gang som den første af de 8 hunde i LP2.
Resultaterne kommer nedenfor (det blev ”kun” til en 2. præmie), men den følelse jeg havde indeni før, under og efter prøven var ubeskriveligt dejlig. Lille Bjørn var bare så glad, fokuseret og opmærksom – så er det bare evigt sjovt at gå til prøve. Jeg har talt op at jeg har været til LP-prøve 47 gange, og jeg kan ikke mindes at jeg har haft den fantastiske fornemmelse tidligere. Jeg har haft prøver der gik godt, men den fornemmelse af at samarbejdet bare kører og kører og kører, og Lille Bjørn der bare blev ved og ved og ville yde mere hele tiden, den var altså til at blive høj af.

Dagens resultater:
  • Fællesdæk: 0/20: Går tilbage til fører efter 1 min 30 sek.
  • Fri ved fod: 16/20: Flagrer lidt i følget og i nogle vendinger. Et par skæve pladser ellers fint
  • Frem og tilbagespring : 18/20: Et par skæve pladser, ellers fint
  • Apportering: 15/30: Knaldapport. Taber og samler med kommando
  • Stå og sit: 16/20: Hænger lidt i starten. Ekstra sit kommando, skæv plads.
  • Fremsending: 30/30: Fint
  • Stillingsskift: 24/30: Ekstra positionskommando. Rejser sig da fører går ind til hund
  • Indkald fra dæk: 19/20: Lille skæv plads, ellers fint
  • Næseprøve-søg: 16/20: Smider ved fører og går ikke plads
  • Helhedsindtryk: 9/10: Pænt førerarbejde. Fører støtter sin hund rigtigt godt. Dejlig arbejdsglad hund, hvor der mangler lidt sikkerhed og præcision.
  • I alt: 163/220, 2. præmie.

Der er ikke så meget at sige, bortset fra fællesdæk og apportering var det cirka vores niveau. Stor tak til Susanne Jervin som har optaget det hele på video:

Fællesdæk:



Start af fri ved fod:



Resten af programmet:

onsdag den 21. september 2011

En normal hundeuge

Efter en hundefri weekend bliver det igen en travl hundeuge (og også arbejdsmæssigt, men det er en anden sag).

Mandag stod den på de to timer hos Johanna. Max arbejdede virkeligt godt, tog bl.a. to runder på baljen, og var igen på på en god måde. Underlaget i ridehallen begynder at blive ret interessant, og jeg skal arbejde lidt mere med at fastholde hans interesse. Godt!
Lille Bjørn var igen en stjerne, og det var på min rangliste en af de allerbedste timer jeg har haft. I en af runderne valgte jeg en fri øvelse, nemlig stå under gang, som har naget mig et stykke tid. Lille Bjørn fastholder ikke positionen, hvad er det som går galt? Det så Johanna straks: Jeg har klikket for at han gik med (efter vendingerne), eller for at jeg kom helt tilbage ud for ham – det har så haft den sideeffekt, at han gerne vil gå, idet jeg er næsten tilbage, for så kommer der jo en godbid. Når jeg beskriver det sådan er det nemt at se fejlen: Jeg skal naturligvis belønne for at fastholde positionen mens jeg bevæger mig væk/tilbage den ene og den anden vej … Det gav hurtigt resultater, så vi klør på.
I går på Maries hvalpehold gik det nogenlunde – Max var meget interesserede i det nyslåede græs, og var noget mindre koncentreret end normalt. Vi fik trænet lidt target, stå, dæk og balje, men med 10 minutter igen stoppede vi, der var ikke mere tilbage.
Begynderholdet for voksne hunde, som jeg også underviste i går, udvikler sig rigtigt spændende. Deltagerne har selv ønsker til indholdet – og det kan jeg godt lide. I går var der fokus på næsearbejde, apport, in the box og balje. Der er et par kandidater til lydighed på det hold, de arbejder meget seriøst og man kan se resultaterne!
I dag havde jeg planlagt træning af egne hunde i haven, ca. ½ time i alt med fokus på nogle få momenter pr. hund. Max: balje, target, stå og dæk. Lille Bjørn: stå under gang, stillingskift (dæk-stå og sit-stå) samt næseprøve. Og endelig Megan: fri ved fod på højre side, sideskift og højrehandling af bakning i forskellige variationer. Efter sådan en ½ time fører jeg nu disciplineret dagbog, og reflekterer over den enkelte hunds performance (og dermed mit førerarbejde). Det skal der som altid tænkes over. Der er ingen tvivl om at jeg pt. er en bedre fører for Lille Bjørn end for de andre. Jeg vil gerne lige god for dem alle sammen …
I morgen står den på næstsidste runde af mit skønne LP-hold, fredag har jeg en enetime, lørdag morgen tager jeg til Sorø med Megan og deltager i OEC-støtterallyen, og lørdag eftermiddag træner jeg i Jersie med tre andre – fokus er på Lille Bjørn og nogle udvalgte LP2-øvelser, inden søndagens prøve med ham i Fensmark.
Ellers er der flere spændende aktiviteter på hundefronten. Forhåbentlig går planerne med at leje en hal for det næste halve år til Sydkystens Hundeskole på plads i denne uge, og vi er klar til at udbyde en lang række kurser samt udleje hallen til andre interesserede.
30. september til 2. oktober får vi igen i Sydkystens Hundeskoles regi besøg af Niina Svartberg til foredrag om "Konkurrencepsykologi og mentaltræning" fredag og kursus i konkurrencelydighed i weekenden. Der er stadig ledige pladser til foredraget og til weekendkurset (dog uden hund).
Og endelig skal det nævnes at den revitaliserede Nørdklub har fået tilpasset ambitionsniveauet med den planlagte prøve den 28. april 2012. Det har været en rigtigt sund øvelse at diskutere hvad vi ville med Nørdklubben og med prøven.

lørdag den 17. september 2011

Hundefri weekend


Nej, vi havde ikke fri fra hundene, men der var planlagt NUL hundeaktiviteter.
Vi havde for længe siden (jeg havde bare glemt det) besluttet at vi skulle ind til Torvehallerne, så jeg gik glip af Camilla og Emmas uofficielle debut i DcH.
Men Torvehallerne var godt nok et besøg værd, og det bliver bare et sted vi kommer til at handle fast!

Først gik vi en orienteringsrunde, så fik vi morgenkaffe og morgenbrød på Fougaz og så var vi rundt og handle. Bl.a. købte vi lidt af hvert fra hav.dk, som man kan se på billedet. Det rakte rigeligt til frokost og aftensmad sammen med nogle forskellige oste og noget silderogn
Jeg havde noget hjemmearbejde, der skulle klares, men fik også trænet lidt med Lille Bjørn. Bl.a. næseprøven. Jeg tror simpelthen jeg har glemt at resette ham i den øvelse. Efter en smutter lavede han to flotte søgninger med i alt 14 pinde, og usvigeligt sikkert fandt og apporterede han den rigtige.
Der er et par øvelser vil skal have arbejdet lidt med inden næste søndags LP2 i Fensmark, så det håber jeg lige der bliver mulighed for.

onsdag den 14. september 2011

Max 3 måneder

I dag fylder Max 3 måneder og har været hos os i 5 uger og 1 dag. Og som det passer sig føles det som om han har været her altid.
Han er den første af vores hunde der har haft en decideret træningsplan inden han kom hjem til os, og han har allerede været på 5 x Foundation hos Johanna, 3 x hvalpehold hos Marie og han er blevet socialiseret til den store guldmedalje bl.a. på turen til Bornholm i forbindelse med DM.
Så jeg har en hund på tre måneder som er meget arbejdsivrig, ualmindeligt glad for godbidder, som han arbejder ihærdigt for at få, og med stor udholdenhed når vi træner. Hvis jeg er afvekslende er han gerne på en hel time.

Den videre træning er også planlagt, foreløbig med deltagelse i Foundation II og forhåbentlig et let øvet hold i Sydkystens Hundeskole. Og så skal han med på kursus den 22.-23. oktober hos Helle Damkjær, arrangeret af Susanne Bach for Nørdklubben. Jeg har spurgt Helle hvad hun ville sige til at jeg kom med en hund på 4 måneder, og hun har svaret ”det er da en super god ide at tage lille Max med. Så kan vi se på de ting jeg træner med så ung en hund mhp eliteklassen (engang). Selv har jeg jo netop nu en lille en på den alder og jeg har fået så meget ud af mine nye tiltag med så ung en hund. Så tag ham endelig med.” Så det glæder jeg mig rigtigt meget til. Både Megan og Lille Bjørn og ikke mindst jeg har fået så fantastisk meget ud af tidligere kurser med Helle, så jeg er sikker på at det bliver lærerigt, inspirerende og sjovt.

Vi får ikke taget ret mange billeder af ham, så I må nøjes med fotos af vores aftensmad i dag og et par fotos fra aftenturen med hundene :-)

tirsdag den 13. september 2011

Lille Bjørn og LP

I forbindelse med Spaniel Klubbens LP- og rallyprøver i søndags i Herfølge skulle jeg for første gang i et år op i LP, og for første gang i over to år op i LP med Lille Bjørn. Det blev en rigtig god oplevelse. På forhånd havde jeg sat succeskriteriet til en 3. præmie, men som prøven skred frem begyndte det at lugte af mere, og jeg kan dårligt være utilfreds med at det ”kun” blev til en pæn 2. præmie med disse bedømmelser fra Marianne Jensen:

  • Fællesdæk: 17/20: Rejser sig og rodet afslutning
  • Fri ved fod: 16/20: Dejligt opmærksomt følge. Ekstra kommando samt skæv plads.
  • Frem og tilbagespring: 20/20: Nydeligt
  • Apportering: 24/30: Håndtegn idet hund sendes frem, samt lidt kort kast og lidt rodet afslutning
  • Stå og sit: 17/20: Ekstra kommando plus lidt urolig stå samt skæv plads ved afslutning eller fine positioner
  • Fremsending: 28,5/30: Dobbelt kommando ved afslutning ellers fint
  • Stillingsskift: 24/30: Hund bevæger sig noget frem + noget rodet afslutning
  • Indkald fra dæk: 17/20: Et lidt løst følge + rodet afslutning, ellers fint indløb
  • Næseprøve-søg: 0/20: Hund finder desværre ikke korrekt genstand
  • Helhedsindtryk: 9/10: Dejligt arbejdsivrig hund som viser at den kender øvelserne. Flot støtte fra fører. Kun sidste præcision og sikkerhed mangler på dagen.
  • I alt: 172,5/220, 2. præmie.
Det er en af de mest tilfredsstillende LP-prøver jeg har været oppe til. Lille Bjørn var virkelig på på den gode måde, og hans energi og evigt logrende hale er da kun til at blive i godt humør af – også tilskuerne nød det kunne jeg forstå!
Der var nogle enkelte detaljer der kunne have været bedre, men generelt gik Lille Bjørn cirka det bedste han kunne i forhold til hvor vi er træningsmæssigt.
Det er første gang han ligger en fuld fællesdæk på 2 minutter. Hans fri ved fod var den bedste jeg har gået overhovedet til en prøve (Megan har fået venlige 8½ én gang). Frem- og tilbagespring var lige i øjet. Apporteringen var med en dum førerfejl i starten og en næsten perfekt afslutning. Stå/sit under gang var på niveau. Fremsendingen var tæt på perfekt. Stillingsskiftet var over forventning. Indkald fra dæk en anelse under. Næseprøven ærgerlig – men Lille Bjørn var ret træt og søgte slet ikke. Og at få 9 i helhedsindtryk hos Marianne er jeg meget meget glad for. For jeg er ikke i tvivl om, at det er udtryk for at fører og hund har gjort det godt sammen.
Jeg har virkelig fået blod på tanden på at arbejde videre med Lille Bjørn i LP.
I går aftes tog vi så lige 1½ time tricks hos Johanna, og Lille Bjørn var bare helt på igen igen.
Hold da op hvor er jeg glad for at arbejde med ham.

lørdag den 10. september 2011

Spaniel Klubbens LP- og rallyprøver den 11. september 2011

Så skulle alt være klar til Spaniel Klubbens årlige LP- og rallyarrangement i morgen.
Megan og jeg mødte 7:45 ved Køge-Herfølge Jagtforening, dels for at sætte det første læs af rekvisitter af i klubhuset, dels (og ikke mindst) for at få græsset på prøvearealet slået. Som man kan se af dette billede:


er det tydeligt, at der var behov for at græsset blev slået.
Vi har fået slået et areal, så der skulle kunne være 2 rallyringe og 1 LP-ring samt noget udenoms, hvor græsset er nyslået.

Hjemme igen var vi ude og handle, og da vi kom hjem var det frokosttid. Jeg havde fået nogle helt friske æg i forbindelse med træningen i går (tak Gitte!) og de 6 blev brugt til en rejeomelet, mums:


Så skulle Lille Bjørn lige testes. Torsdag morgen ville han ikke spise noget, et sikkert tegn på at han ikke var rask. Han havde kastet lidt op, og virkede meget uoplagt. Fredag morgen var status uændret, han ville ikke engang med på morgenturen. I løbet af eftermiddagen fik han det bedre og ville gerne spise lidt, og fik havregrød til aftensmad; han var klart friskere. Her til morgen virkede han helt frisk, men jeg ville være sikker på at han var klar, så vi gennemførte det meste af en LP2 i haven i eftermiddags. Det så fornuftigt ud, så Lille Bjørn er med i morgen :-)
Max? Han er bare fuld af energi og det er godt nok ikke meget han sover. Her er han fanget på et af de sjældne tidspunkter hvor han slapper helt af!


Efter dagens rallyprøver er der flere der har skrevet for at få hundene flyttet til vores prøver i morgen, så papirerne er så opdaterede, som de kan blive.
Vi udnyttede det gode vejr til en gang grillmad, dem har vi virkelig været underforsynet med i år.


I morgen senest 7:30 er Megan, Lille Bjørn og jeg klar i Herfølge, vi glæder os til en fantastisk dag med masser af flot LP- og rallyarbejde.

fredag den 9. september 2011

Masser af detaljer

Tirsdag var Max til sin anden træningsrunde på Maries hvalpehold i Sydkystens Hundeskole. Jeg kom naturligvis med alt grejet inkl. hulahopring og stok, og blev mødt med en kommentar om at det ikke var Johannas hold :-)
Men jeg bruger naturligvis Johanna-øvelser som afveksling.
Det er rigtigt godt at få trænet på græs også, for det er åbenbart en meget større distraktion en ridehusunderlaget, så jeg må sænke kriterierne i fremsendingen.
Træningen var en ren fornøjelse, men jeg har noteret en række punkter til observationslisten:
  • Max er MEGET fokuseret på godbidder, så i kontaktøvelsen arbejder jeg særskilt med at han ser mig i øjnene (fravælger godbidder i højre og venstre hånd)
  • Introduktion af legetøj var han helt ligeglad med da jeg gjorde det. Men Marie ville han godt lege med … Vi fandt ud af, at når jeg leger, ser han kun efter godbidderne. Så det arbejder jeg med på tidspunkter hvor jeg ikke har godbidder …
Og så kommer der bare så mange tilbud fra Max, så vi fik lige moveon freeshapet ved et tilfælde!
Jeg skal virkelig være påpasselig med mine signaler, for Max ser alt, og reagerer på det. Hvad mere kan jeg ønske mig?
I forlængelse af dette hold kører Marie og jeg et hvalpehold, og jeg har et begynderhold for voksne hunde. Det er herligt at se folk kæmpe på en god måde med at få kontakt til hunden, få gang i baljeøvelsen, få introduceret næsepinden osv. Og først og fremmest der sværeste af alt: vente på at hunden selv tilbyder noget :-)
Torsdag har jeg mit skønne LP-hold. Der er stor spredning, og det betyder at det er en god mulighed for at se detaljer på mange forskellige indlæringsstadier. Lige fra hunde der skal lære at springe på kommando, til hunde der skal sidde roligt med apporten i munden efter springet. Osv.
I eftermiddags havde jeg en enetime med en snart debuterende LP1-er, og efter en lille generalprøve arbejdede vi med to øvelser, der drillede lidt. Stillingsskift, hvor hunden pludselig ville hente til føreren i sitten, men hvor de endte med at kunne indtage skiftet på 5-6 meters afstand. Og så fællesdækken, som virkelig drillede; og det gav lejlighed til at lægge en præcis slagplan for at opbygge denne øvelse fra grunden, med fokus på de to kriterier: tid og afstand.
Ellers har der været rigtigt mange detaljer med Spaniel Klubbens LP- og rallyprøver på søndag. Heldigvis har jeg min uundværlige tjekliste, som dog manglede ét vigtigt punkt, som jeg heldigvis kom i tanker om i forgårs: græssets længde! Så i morgen kl. 8:00 står jeg nede ved arealet og en mand hyret til formålet sørger for at et passende areal slås til prøverne! I sidste øjeblik, men vi når det!
Vejrudsigten er med os og jeg tror og håber vi får en fantastisk dag!

mandag den 5. september 2011

En fantastisk dag!

Der er god dage og der er mindre gode dage.

I går var en af de mindre gode – og indrømmet, på en ultimativ skala var den ikke dårlig, men jeg havde bare håbet på mere.
Jeg skrev på Facebook:
”En forglemmelig dag i Tjæreby. Lille Bjørn 78 point i Ekspertklasse (mistede bak + 3x3 + 3x1), men fik for første gang æresplads! Megan 81 point i Championklasse (mistede højrebak + 3x3), det rakte til 3. vinder. Kæmpe til lykke til Johanna og Spooky som blev 2. rally super champion med sejr i dag med 99 point. Og så har jeg mistet Megans rallyresultatbog :-( Øv. Mest tilfredse var Christian som fik Megans præmie, 24 dåser Harboe Classic :-)”
Jeg måtte virkelig minde mig selv om det jeg siger til andre der går til prøve: fokusér på det positive fremfor det dårlige.
For Lille Bjørns vedkommende var det helt klart positivt at han fik ærespladsen (dæk foran) for første gang, og det endda med bravour. Han lå bare totalt roligt, det var en fornøjelse. Johanna fulgte hans banegennemgang fra ringside, og er helt sikker på at det ikke var bakken vi mistede, men en anden øvelse, og jeg er blevet overbevist. Og det gør mig også glad, for vi har arbejdet en del med bakken, og kun at miste 3 point på den er ok. Megans prøve var ikke ok, hun var meget ukoncentreret, og Johanna fangede mig lige da jeg gik fra banen med spørgsmålet ”Var du tilfreds med Megan?”, svaret var nej, og så fik jeg besked på ikke at belønne hende, men lave nogle øvelser med hende som jeg kunne belønne hende for. Godt.

Til gengæld var dagen i dag en absolut fantastisk hundetræningsdag. På en skala fra 1-10 vil jeg give den mindst 11 :-)
Max og jeg er nået halvvejs igennem Johannas Foundation hold. Og hold da op hvor er Max bare skøn at arbejde med. Han er meget opmærksom, meget hurtig og jeg skal virkelig være skarp med klik og belønning – men så får jeg også meget præcis adfærd hos ham. Jeg husker at holde lidt pauser indimellem, men han kan uden videre køre igennem en hel time, det er kun hans mave der sætter en begrænsning. Vi har afstand på inside (hulahopring), arbejder med at fastholde position og at få tempo i fremsendelsen. I spin arbejder vi med at fastholde positionen med ryggen mod fører. Clock (med uret om pind) er vi kommet godt i gang med. Setup er han helt vild med og vi går nu også fremad hvor han fastholder positionen. Ind imellem trænede vi left/right, balje (nu sker der virkelig noget!), in the box (fastholde ståen) og indkald. Det er en GAVE at have en så arbejdsivrig hund og en skarp træner til at inspirere og kommentere!!!
Lille Bjørn og jeg fortsatte på tricksholdet, og han er også en fornøjelse at arbejde med. Så snart snoren kommer af er han på, og vi holdt stort set ikke en pause i de 5 kvarter der blev trænet. Lille/stor, som jeg jf. sidste uges blog har omdøbt til small/big, kæmper vi med, og hvis vi skal have has på den er lidt men daglig træning nødvendig. Hulahopringen drønede han ud i (jeg bruger felt som kommando), og jeg er i gang med at freeshape pole (mod uret på indersiden af ringen). Setup elsker han og nu blev den kombineret med at se til venstre; hans freeshapede venstrekik hænger bare ved, så nu skal vi også have højrekik samt se op og se ned. Endelig arbejdede vi med wall: target på væg, som hunden skal dutte på og fastholde duttet; det er rigtigt interessant belønningsmæssigt, fordi klikket typisk vil afbryde adfærden og hunden vil fjerne duttet for at få belønningen … så vi arbejdede med at time det så vi kastede en godbid, der skulle ramme lige over target samtidig med hundens snude rørte target, og splitsekundet inden skulle klikket gerne falde :-)
Indimellem fik vi også arbejdet med pole (om pind) og in the box. Lille Bjørn har bestemt ikke glemt sin ungdomslæring!!!
Det er meget meget længe siden jeg er kørt så tilfreds fra en træningsaften. Hold da op hvor har jeg to skønne hunde at arbejde med – plus en tredje derhjemme, men det er jo en helt anden sag :-)
Og så fik jeg besked fra Kisser Pyrmov om at Megans resultatbog var fundet, det var bare en perfekt afslutning på dagen.

lørdag den 3. september 2011

Masser af træning


Lille Bjørn elsker tomater!
I tirsdag begyndte en stribe nye hold i Sydkystens Hundeskole. Jeg var involveret i tre af dem. Først et hvalpehold med Max, med Marie som instruktør. Det var første time Max skulle arbejde på græs, og det gav lidt udfordringer, som vi dog hurtigt kom over. Vi arbejdede med kontakt, fingertarget, stå-sit og indkald, og trænede Johanna-øvelser indimellem. Direkte i forlængelse af det hold har Marie og jeg sammen et hvalpehold. Og endelig har jeg et begynderhold for voksne hunde. Det var lidt af nød, at jeg på tog mig de to hold, men det glemmer jeg altså i det øjeblik, hvor vi går i gang. Jeg kan blive helt blød indeni når jeg ser hvor ihærdigt folk arbejder med deres hunde, og de fantastiske fremskridt der kan ske på bare en time. Betingningen af klikkeren og den åbenbaring dette fantastiske redskab er til hundetræning er herlig at iagttage!
Megan var med som demohund, og Lille Bjørn hyggede sig i en plantekasse med tomater, som han elsker!
Torsdag har jeg mit LP-hold, hvor hovedemnet var fri ved fod: starten, en vending, og nogle to-skridtsøvelser. Og igen igen var det kontakt, der var nøgleordet. Hundene kan langt mere end mange førere tror, bare der er kontakt. Der er et par, som snart skal debutere i LP, og der har vi virkeligt fokus på at de ikke giver klartegn uden at have kontakt med hunden, og ikke give en kommando uden af have kontakt med hunden. Og så fungerer en masse øvelser bare flot.

Fredag var jeg ude med fire klassekammerater, og ikke hvem som helst :-) Annikki, Bente, Margrete, Thomas og jeg begyndte i 1. klasse på Sankt Knud Lavard Skole 1. september 1959, så det var et 52-årsjubilæum der blev fejret. Jeg havde valgt l’Education Nationale som mødested, og det var som altid et hit. Selv nød jeg deres eminente skaldyrsfad med Sancerre til.


Lørdag morgen nød de fire hunde og jeg en sjældent smuk morgen på Solrød Strand.

Derefter gik turen til Kirke Hyllinge. Lille Bjørn og jeg var tilmeldt et kursus med Åsa Eriksson, arrangeret af Sydkystens Hundeskole på Hasselgaard Træningscenter. Der var 8 tilmeldte ekvipager, heriblandt 5 nørder med 6 hunde. De fleste havde også været på kursus hos Åsa før, bl.a. jeg selv, så vi vidste hvad vi gik ind til.
Hver ekvipage var af Åsa Eriksson på forhånd bedt om at komme med tre punkter, de særligt ville arbejde med, og jeg havde skrevet:
  1. At bevare gejsten over et længere forløb.
  2. Apportering: Det at tage og holde fast (ditto med næseprøve).
  3. At fastholde positioner (fx plads som udgangsposition).
Jeg fik i detaljer arbejdet med hvordan jeg får Lille Bjørn i position, og hvordan jeg med 100 % konsekvens skal belønne ham i præcis den ønskede position. Og naturligvis virkede det, og inden jeg havde set mig om har jeg nu en hund, som jeg kan belønne på en måde, så han bliver siddende. Det byggede vi videre på i fastholdelsen af apporteringen; dvs. først skulle jeg demonstrere en færdig LP2-apportering, og det var tæt på at den var perfekt. Det var kun lige afslutningen der var lidt kludder med, det var hans flotteste apportering nogensinde tror jeg! Det gav rigtigt god mening at arbejde med selv det at holde og holde apporten helt ind i plads, og holde den i munden til jeg stille og roligt kunne tage den. Det har vi nu også nogle gode teknikker til. Og så gik Lille Bjørn naturligvis også en flot fri ved fod, da han skulle demonstrere dét, og jeg fik talt med Åsa om hvordan vi bygger videre på dette til længere stræk.
Mange direkte anvendelige teknikker, meget hyggeligt selskab, og vi fik det allerskønneste træningsvejr. En fantastisk kursusdag!