Amanda. Dygtig hundefører med Dumle og Osseau, skarp træningsmakker, medinstruktør på rallyhold, fast følgesvend til rallyprøver i Jylland, på Fyn og i Sverige.
Anitas datter.
Anita. Min allerbedste og allerskrappeste træningsmakker. Tankelæser. Fast følgesvend til at dømme rally på Bornholm og i Odder, og til at gå til HTM-prøver alle vegne.
Amandas mor.
Anja. Verdensmester i HTM med Queeny. Min coach, som stadig efter 2½ år kan få mig til at reflektere over, hvorfor jeg gør, hvad jeg gør.
ATP. Noget man får, når man bliver folkepensionist. Jeg får 849 kr. om måneden.
Blog. Et sted man skriver blogindlæg. Jeg har en ret død Filmblog, en mere aktiv blog om Mad og vin og en meget aktiv blog om Hundetræning.
Border terrier. Se Max.
Bornholm. Dansk ø kendt for ualmindeligt højt aktivitetsniveau på hundefronten både som arrangører og udøvere. Altid fede arrangementer, jeg kommer gerne som dommer, udøver eller begge dele. Også kendt for sine fantastisk dygtige udøvere, kærlige onde (!) tunger vil vide, at det er fordi de træner så meget, da der ikke er så meget andet at tage sig til på øen. Også fantastisk feriemål, og stedet for den skønneste ferie med hele familien.
Butterfly. Rekvisit som jeg ikke har anvendt siden mit bryllup tror jeg. Med 6+ blev det pludselig noget jeg skulle forholde mig til. Se påklædning.
Champagne. En gudedrik, som vi bruger herhjemme til at markere særlige lejligheder. Vi er også blevet gode til at dømme særlig lejlighed.
Charles Trenet. Fransk sangskriver, som pludselig er blevet kendt i HTM-verdenen, det er ham der synger, når Max og jeg går HTM.
Coach. Person der coacher. Se
Anja.
Debut. Når man gør noget første gang. Fx HTM1 med Lille Bjørn, HTM3 med Max, svensk rally med Lille Bjørn og Max eller undervisning med
Amanda.
Dengang da jeg var lille. Et af mange Kim Larsen numre man kan opleve, hvis man går til HTM/FS-konkurrence. Dette er Lille Bjørns og min sang.
DM = Danmarksmesterskab. Et mesterskab for de bedste, og noget jeg som rallyudøver kæmpede for at komme med til, og kom med til med begge hunde.
Drømme. En vigtig ingrediens og drivkraft i hundelivet og livet i øvrigt.
Dumle. Skøn, sort blandingshund med den mest logrende hale (se dig Lille Bjørn). Føres af
Amanda.
Enetime. Time hos en af de bedste (fx
Anja,
Johanna,
Sonja), typisk med
Anita, for at få kompetent, direkte og konstruktiv feedback.
Farfar. En titel, som jeg bliver mere og mere stolt af.
Frasse og
Leo bliver bare skønnere og skønnere.
Flatcap. Se påklædning
Frasse. Ældste barnebarn og fantastisk på alle måder.
Frederiksminde. Gourmetrestaurant i Præstø med Michelinstjerne, måske årets bedste kulinariske oplevelse i konkurrence med KOKS.
Freestyle. Se FS.
FS. Disciplinen hvor hunden primært skal udføre tricks. Disciplinen hvor Max fik sin FS1-titel i år, og som Lille Bjørn har flirtet med i For Sjov klasse.
Færøerne. Øen vi besøgte i sommerferien, fordi vi ville på KOKS. Og vi har fået lyst til at komme igen.
Hangar 17. Hangar lige uden for Feldballe, hvor jeg elsker at gå til HTM-prøver. Afstanden kompenseres der rigeligt for med fantastisk hal og stor gæstfrihed.
Heelwork to Music. Se HTM.
HMC. Hundesport mod Cancer. Et initiativ hvor hundesportsfolk i Danmark laver arrangementer, hvor overskuddet går til Kræftens Bekæmpelse. Sydkystens Hundeskole har i år haft en julemarch og en rallyprøve, som har skaffet pæne beløb til det gode formål.
Hotel Fredensborg. Vores foretrukne base på Bornholm, med rum til hunde og børn, luksus og service i top.
HTM. Heelwork to Music. Disciplinen hvor hundene primært er i en af de 10 definerede positioner, til daglig P1-P10. Disciplinen som i løbet af året blev til MIN disciplin.
HTM/FS Summer Camp. En årligt tilbagevendende begivenhed, som jeg deltog i for andet år. Den skal man deltage i som nørd indenfor HTM og FS. Desværre har jeg måtte melde afbud til næste år, der er en sommerferie, der skal prioriteres.
Hundepension Nyholmegård. Hundenes base da vi var i Præstø og på Færøerne. Den bruger vi gerne igen.
Hundesport mod Cancer. Se HMC.
Højrehandling. Det, der trådte i stedet for Ærespladsen, da den blev afskaffet i rally. Som konsekvens er springet til championklasse blevet meget mindre.
Jalousi. Følelsen når noget, man selv gerne ville have, går til andre. Vigtig at kunne forholde sig til.
Johanna. Den mest kreative træner af alle de mange, jeg har gået til. Kan altid finde en ny vinkel, og man kommer altid videre på konstruktiv måde.
Kadeau. Årets kulinariske skuffelse, Bornholmsk restaurant med Michelinstjerne, som den ikke levede op til, og med den mest fedtede vinmenu vi har oplevet.
Kirsten. Min kone på 38. år og den fantastiske hjemmebase, der gør hundenørderiet muligt.
KOKS. Gourmetrestaurant på Færøerne med Michelinstjerne, måske årets bedste kulinariske oplevelse i konkurrence med Frederiksminde.
Landshold. For første gang repræsenterede jeg mit land! Sammen med
Louise og Billie var Max og jeg på landsholdet i 6+ ved NM. Og fik en 3. plads individuelt og en 2. plads i holdkonkurrencen.
Leo. Næstældste barnebarn og fantastisk på alle måder.
Lille Bjørn. Norwich terrier der fik sin helt store genfødsel i år med debut i rally championklasse, deltagelse i DM og Årets Hund, samt debut i svensk rally og ikke mindst debut i HTM. Kendt for fantastisk udstråling, fokus og en logrende hale, som kan konkurrere med Dumles.
Liv. En af Danmarks bedste HTM’er og hende der gav mig nogle vigtige mentale skub på et meget vigtigt tidspunkt, og fik mig til at smile ordentligt.
Lonni. Den perfekt rallyudvalgssekretær, den superdygtige udøver og hende der stod for nogle fantastiske Nose Work hold, som Max og jeg var så heldige at komme på. Vi ønsker os flere!!!
Louise. Dygtig FS’er. Billies fører, på landsholdet i FS med Billie og Rosie. Og min makker i 6+.
Luksusproblemer. Ordet jeg tænker på, når jeg ikke helt kan træffe en beslutning. Se også prioritering.
Max. Border terrier, som når han er bedst (= hans fører er bedst), kan det mest utrolige inden for FS, HTM, Rally og Nose Work. En usleben stjerne, som stadig er på vej mod toppen.
Megan. Min første LP- og rallyhund, en meget stor hundepersonlighed, som vi havde glæde af til 4 dage efter hendes 14 års fødselsdag. Hun har lært mig ufatteligt meget og givet mig utallige store glæder, dejlige oplevelser og skønne minder. Og
Amanda og
Anita gav det mest uforglemmelige minde om hende (foto for oven).
Mental træning. Når jeg træner mig selv i at gøre det rigtigt til træning og prøve, inden jeg blander en hund ind i det.
Mia. En hundenørd som er på helt samme bølgelængde som mig, og konkurrerer med mig om flest blogindlæg. Vi har de samme luksusproblemer med prioritering, og breder os over alt muligt, og ændrer prioritering, dog aldrig uoverlagt, men fordi vi bliver klogere.
Michelinstjerne. En udmærkelse visse restauranter opnår, og som
Kirsten og jeg i år forsøgte os med at fokusere på i en ferie med besøg på Frederiksminde, KOKS og Kadeau.
Millimeterdemokrati. Når lovgiverne med reference til en paragraf kan redegøre præcis for, hvorfor noget, som for udenforstående ikke virker rimeligt, skal opfattes som rimeligt.
NM. Nordisk mesterskab. Se 6+.
Norwich terrier. Se Lille Bjørn.
Nose Work. Årets nye hundedisciplin, det nye sort. Max har været til uofficielle prøver og en officiel. Max har gået på hold, Lille Bjørn går på hold. Der sker noget i 2018!
Nybörjarklass. Den svenske begynderklasse i rally. Et nyt og spændende bekendtskab, som helt sikkert vil udvikle sig i 2018.
Osseau. En meget alsidig sheltie som træner/konkurrerer med
Amanda i rally/LP og
Anita i HTM/FS.
Pensionist. Ny titel jeg fik pr. automatik 3. november. Jeg er dog stadig fuldt erhvervsaktiv, og har ingen planer om at gå på pension.
Performancejournal. Kombinationen af et regneark med alle mulige fakta om mine hundeaktiviteter & Hundebloggen. Den løbende forstærkning af mit eget hundearbejde, og også ind imellem andres.
Plan B. Det jeg husker at have klar, når det indimellem ikke helt går, som jeg havde visualiseret.
Pokaler. Synlig påskønnelse af at en ekvipage har nået et resultat. Med tiden er jeg begyndt at foretrække rosetter, som ikke fylder så meget, og generelt er kønnere.
Prioritering. At vælge noget frem for noget andet. Erkendelsen af, at døgnets 24 timer ikke altid rækker til alt det, man gerne vil. Se også
Mia.
Privaten. Restaurant i Køge, som lagde bord til mit første aftenmåltid som pensionist. Michelinniveau, og vi kommer igen!
Påklædning. Noget der kom meget mere i fokus med HTM1, HTM3, FS1 og 6+ til samme prøve, og der skulle holdes styr på skjorter, bukser, sko, hovedbeklædning (Stetson, Flatcap), jakke, vest, slips/butterfly, stok.
Que reste-t-il de nos amours? Charles Trenet sang, som bruges til Max’ HTM-nummer.
Rallyinstruktøruddannelsen. Blev gennemført for fjerde gang i år og jeg er på tredje medinstruktør (tidligere
Merete x 1,
Anita x 2 og nu
Amanda).
Rekvisit. Se påklædning.
Rosetter. Synlig påskønnelse af at en ekvipage har nået et resultat. De findes i utallige udformninger, og de er altid sjove at modtage. Jeg har en vis svaghed for dem.
Samsø. I 1980’erne et fast feriemål, nu er fast mål til det årlige Samsø går i Hundene, som i år var det hundemæssige højdepunkt for mig, med HTM1-debut med Lille Bjørn, HTM3-debut med Max og Max’ første supercertifikat.
Skanör-Falsterbo Brukshundklubb. Stedet hvor Lille Bjørn, Max og jeg debuterede i svensk rally i Nybörjarklass. I øvrigt sammen med
Amanda, Osseau og Dumle.
Slips. Se påklædning.
Smil. Det vigtigste at huske i ringen. Se også
Liv.
Sommerferie. 23 fantastiske dage med Frederiksminde, Færøerne, KOKS samt Bornholm med svenskerne.
Sonja. Superskarp iagttager, instruktør og dommer i HTM/FS. Gav Louises og mit 6+-program et løft der ville noget inden NM.
Statistik. Grundlaget for en væsentlig gren af nørderiet.
Stetson. Se påklædning
Supercertifikat. Noget man kan opnå i rally. Se Samsø.
Svenskerne. Fællesbetegnelse for
Christian (søn),
Sandra (svigerdatter),
Frasse (ældste barnebarn) og
Leo (yngste barnebarn).
Sydkystens Hundeskole. Arrangør af rallyprøver og sådan noget. En nørdet bestyrelse med bl.a.
Amanda,
Lonni og mig, og
Anita som revisor.
Teamwork to Music. En meget mere dækkende betegnelse for 6+.
The Silver Duo. Kunstnernavnet for team
Louise og Paul til NM, måske pga. vores distingverede hår, måske pga. de sølvfarvede artistveste.
Visualisering. Når jeg træner uden hund, tit liggende. Jeg har gået det mest fantastiske prøver i sengen om aftenen eller om morgenen. Og virkelighedens prøver nærmere sig mere og mere drømmenes.
When I'm 64. Det Beatles-nummer Max og jeg brugte til FS1,
Æresplads. En øvelse i rally, som jeg var med til at afskaffe i år. Jeg har ikke hørt en klage over det. Se også Højrehandling.
Årets hund. En konkurrence for de bedste rallyhunde, og noget jeg som rallyudøver kæmpede for at komme med til, og jeg kom til finalen med begge hunde.