Sommertræning

Jeg må erkende, at det bliver ikke til så meget træning her i sommerperioden. Bortset fra lidt træning i haven har jeg ikke siden 22. juli trænet i større udstrækning; men i dag benyttede jeg en ekstra fridag til lidt træning med Megan. Hun skal jo op til prøve den 9. august, og vi skulle gerne være nogenlunde skarpe.

Hverken Megan eller jeg har det godt med varmen, så vi var i Jersie lidt over 7 i morges, hvor det kun var 19 grader, stadig fugtigt i græsset og med god skygge. Og vi fik trænet de fleste af LP3-øvelserne. Nogle enkelte har jeg lyst til at kommentere:

• Fællesdæk. Kan man træne det alene? Ja, der har været nogle problemer med starten af denne øvelse; så jeg prøvede da alligevel med 1 minut i skjul, og det var der ingen problemer med. I øvrigt tror jeg det er en god distraktion, at hunden skal ligge alene.
• Fri ved fod. Det er svært at vurdere denne øvelse objektivt, men jeg kunne mærke at der var rigtig god kontakt, også i løbedelen, som volder os en del problemer. Jeg animerer noget undervejs, men belønner ikke med godbidder under selve øvelsen.
• Stillingsskift. Vi træner den indledende afdækning særskilt, da den er noget vekslende i kvalitet. Jeg er i denne øvelse specielt opmærksom på at smile, at sige kommandoerne på en glad måde, og at undgå overdrevne kropsbevægelser ud over håndtegnene.
• Apport udlagt. Når jeg træner denne øvelse alene sætter jeg Megan af, går ud og enten lægger eller kaster apporterne, går tilbage til Megan, og så går selve øvelsen i gang. Jeg hæver normalt kriterierne ved at have større afstand til keglen (10 meter) og ved at apporterne lægges noget kortere fra midten end 5 meter. Jeg har her specielt fokus på udgang til keglen, og meget tydelige håndtegn ved fremsendingen, og begge dele fungerer fint i dag.
• Indkald med stå. Jeg har flere fokuspunkter. Først og fremmest kropssproget, hvor jeg har haft nogle overdrevne kropstegn, som jeg må koncentrere mig om at undgå. Og for det andet at Megan har tendens til at sætte hastigheden ned, når hun nærmer sig keglen. Sidstnævnte træner vi ved at der ligger mange kegler, så hun ikke tænker på at stoppe ud for en bestemt; og det virker. Der kommer godt tempo på, og hun stopper også flot.
• Fremsending. Her virker distraktionen rigtigt godt, for Megan begynder at løbe mod en kegle, der ligger til højre bagved feltet. Under udløbet giver jeg en ny feltkommando, og Megan retter op mod det rigtige felt. Anden gang vi prøver, efter nogle andre øvelser, træner vi fra en ny side, og med 30 meters afstand, og der er ingen problemer og en flot placering midt i feltet – her stopper jeg i 90 % af tilfældene ved træning.
• Næseprøve. Jeg må selv lægge prøverne, og det er jo ikke helt realistisk, men den reelle del af øvelsen er der ingen problemer med. Megan tjekker tre af de seks næseprøver, tager den rigtigt og afleverer den pænt – ikke noget med at smide den.

Hvad giver sådan en træningsrunde, som varede lige godt ½ time?

Først og fremmest giver den mig mental ro; selvom det er modbevist mange gange, går jeg alligevel og bekymrer mig om, at Megan glemmer øvelserne – hvad hun absolut ikke gør.

Dernæst får jeg konstateret, at Megan bare er supermotiveret under disse omstændigheder – altså længe siden sidste træning, fornuftige omgivelser og entusiastisk fører, der belønner godt for hver af de mange succeser.

For det tredje får jeg lige et pejlemærke på, hvor vi ligger i forhold til de detaljer, vi træner til hverdag, som er delmomenter i de samlede øvelser, men dem jeg rigtigt gerne vil have til at fungere. Og den korte udgave af læringen er: Der er fremskridt – og der er stadig masser af forbedringsmuligheder.