Er de 20 minutter ikke snart gået?

Dag to af weekendkurset med Helle Damkjær blev indledt med opsamling fra dagen før, indlæg om håndtering af prøvesituationen samt forberedelse af hver øvelse i prøvesituationen.
Mit spørgsmål ”Er de 20 minutter ikke snart gået?” citerede Helle flere gange under opsamlingen; jeg stillede det, da Megan og jeg endnu ikke var færdige med den 20 minutters træning, som jeg omtalte i går. Det var virkeligt intense 20 minutter og Helle brugte mit spørgsmål rigtigt fint til at få os til at tænke på denne tidsperiode fra hundens side. Helle fraråder træning i over 20 minutter, groft sagt er alt udover 20 minutter spild af tid, for hunden kan ikke kapere det, eller bliver mindre skarp, ligesom vi selv gør.
Jeg har noteret en række gode råd i øvrigt:

• Tænk hver eneste gang du gør noget over hvad du vil opnå, hvordan du vil belønne og hvor du har belønningen
• "Nej" må kun bruges til to ting: Til at fortælle hunden at det den gør nu, er uønsket adfærd under alle omstændigheder (modsat en fejl i et moment i en øvelse). Eller til at fortælle føreren, at det hun (eller han) gør lige nu ikke er rigtigt
• ”Hov” er en fin kommando til at fortælle hunden, at det den gjorde lige nu ikke var noget, vi vil belønne for
• Fri ved fod og stillingsskift under gang er ekstra vigtige i konkurrencesituationer, fordi det ofte er de to første individuelle øvelser, og dermed er øvelser der kraftigt påvirker dommernes opfattelse af hvor god ekvipagen er samlet set
• Det er vigtigt at gøre så meget som muligt for at få trænings- og konkurrencesituationer til at ligne hinanden helt. Både hvad opgivelser angår, fx andre der dirigerer, dommere der følger med rundt på banen, og i øvelserne, så fx forkommandoer og klartegn indgår som en naturlig del af alle øvelserne

Masser af inspiration og stof til eftertanke.
Så skulle vi ud med hundene, og jeg arbejde med følgende momenter:

• Træning af dirigering fra kegle, med skåle, der hvor der senere skal være apporter, lægger godbid i den skål, hunden skal dirigeres ud til, og dermed få dirigeringen helt på plads inden der bygges apport på.
• Fremsending til kegle, hvor jeg skal have meget bedre belønninger (godbidder) for at få intensitet i momentet. Vi kommer kommando på med det samme. Og ved kombination med andre momenter kan vi så ændre kommando, så det bliver en hjælp for hunden. Helle bruger fx Go – Felt henholdsvis Kegle – Apport: I første del af øvelsen er det jo præcis det samme hunden skal gøre, men de to forskellige fremsendingskommandoer fortæller, at det er to forskellige momenter der kommer bagefter.
• Springapportering. Her manglede Megan også intensitet, så jeg skal arbejde med at belønne tidligere i flowet, fx før optaget. Og i øvrigt træne med så mange forskellige slags apporter som muligt, så Megan ikke studser over en ny apport – her en svensk metalapport.

Efter frokost fortalte Helle om sin grundindlæring af spring. Jeg noterede mig specielt, at hun starter med at placere hunden på den ene side af springet og kalder på den fra den anden side (det nogle vil kalde tilbagespring), fordi kommandoen spring blot skal betyde spring over, uanset hvor hunden er i forhold til føreren, og det er nemmere at indlære spring mod føreren frem for væk fra føreren. Og så noterede jeg det er en god idé ikke at lade spring & tilbagespring komme i et flow, men have en ”afvent”-kommando, så hunden har fokus på føreren, og får besked på om at der en apportering eller et tilbagespring, som skal kommer derefter.
Og så kom dagens afsluttende momenter i praksis indenfor øvelserne Næseprøve, Felt og Fjernkontrol.
I næseprøven trænede vi med ca. 14 næseprøver, heraf én med førerens fært. Det skaber fokus på søgeadfærden (modsat apportadfærden) og styrker også udholdenheden. Megan manglende noget intensitet i øvelsen, men søget er upåklageligt.
I felt arbejdede jeg med fremsending fra kegle, dvs. Megan var placeret lige ved keglen og jeg sendte hende derfra i feltet. Der er slet ingen tvivl om at Megan véd præcis hvad øvelsen går ud på, men føreren skal godt nok arbejde med at gøre feltet MEGET mere spændende at komme ud i!
Jeg noterede mig også lige nogle råd til startindlæringen, hvor Helle hurtigst muligt får target væk, sender hund fra meget kort afstand ind i felt fra forskellige vinkler, og når dette er stabilt øger afstanden til 20 meter, så hunden kan få tempo på.
Endelig sluttede jeg med stillingsskift, hvor jeg havde valgt start af øvelsen samt skiftet dæk-sit. Jeg fik bagefter at vide – for under øvelsen havde jeg naturligvis fuldt fokus på Megan :-) – at Helle havde smidt sig i mudderet pga. noget rod jeg havde fået lavet. Jeg måtte afbryde to gange, fordi Megan ikke indtog dækken første gang. Så dækkede hun, og jeg fik kludret med belønningen, så det virkede som om jeg ville gå, og fik belønnet totalt kikset. Ups ups. Og så fik jeg at vide, at Megan var meget i tvivl om, hvor vidt hun skulle gå med eller ej, så jeg skal bestemt have en forkommando ind her, så denne øvelse, indkald og fællesdæk, som jo alle starter med hunden i dæk, bliver helt forskellige for Megan, når jeg går.
En flok meget trætte kursister (det kunne man se på dem), og en formentlig meget træt Helle (men hende kunne man hverken se eller mærke det på) havde noget afrunding. Ingen af os kursister er gået upåvirkede fra dette kursus. Hold da op hvor har vi fået meget input, og rigtigt mange konkrete råd og anvisninger, som vi nu skal indarbejde i vores træning. Jeg skal selv først og fremmest:

• Arbejde med at belønne når der er grund til det, hvilket det er meget hyppigere end jeg er opmærksom på.
• Arbejde med glæden hos mig selv, så jeg bliver den million værd, så Megan til hver en tid vil foretrække mig.
• Arbejde med en masse detaljer, ikke mindst forkommandoer, som kan skabe den tryghed i starten af hver øvelse, som Megan har brug for.

Helle Damkjær er en drøm af en instruktør. Hun var på hele tiden begge dage i 8-9 timer, og gejsten, energien og humøret var bare i top hele tiden. Hver eneste deltager fik meget konkrete og præcise råd i forhold til deres egen situation og niveau. Og der blev sagt meget, som måske ikke lige var det vi havde drømt om at høre, men – i hvert fald for mig eget vedkommende – alt sammen var meget præcist iagttaget, og alt sammen sagt på en måde, så jeg kun kunne tage imod det som en sand guldgrube af input til mit videre træningsarbejde.
Tusind tak Helle for et fantastisk kursus!