søndag den 29. marts 2009

En herlig weekend!

For mig startede weekenden allerede fredag. Jeg skulle til et møde i Holte kl. 10, og kom lige forbi Holte Fiskehandel, og det resulterede lige i et kilo sprællevende fjordrejer og godt et kilo red king crap ben. Og dermed en fantastisk frokost plus aftensmad!
Vi var fire til træning i Jersie om eftermiddagen; Charlotte Lia havde taget en gave med, fordi jeg havde bestået klikkerinstruktøruddannelsen: en flaske Ca’Barone, Villa Vinea, Cabernet, Veneto IGT, Italien 2007 – tusind tak. Den er lagt godt tilrette i vinreolen
Til alle der tvivler på at jeg kan sætte Lille Bjørn fokus: Jeg trænede længere med ham end med Megan!
Lille Bjørn synes duftene på træningsarealet i Jersie er fantastiske :) Så føreren skal virkelig stramme sig an for at få opmærksomhed.
I fremsendingen var han i første forsøg godt på vej, og så stoppede han for at snuse – andet forsøg fra 6 meter var superflot, og med perfekt afdækning midt i feltet.
I apporteringen var han i første forsøg flot ude ved apporten, og så begyndte han at snuse. Anden gang var det superflot.
I næseprøven var han meget ukoncentreret i første forsøg, og jeg sprang indledningen over, så jeg bare holdt ham da næseprøvegenstandene blev lagt. Men han tog den forkerte. Anden gang kom han med den rigtige; han véd godt hvad øvelsen går ud på, men der er vist forårshumør og gang i hormonerne …
Men der var også meget der lykkedes første gang - og ja, så stopper vi, for ellers kommer Helle efter os :-)
Fri ved fod, 24 meter med to vendinger med perfekt kontakt, alle to-skridtøvelser og vendinger, det var bare lækkert alt sammen.
LP1 ståen, kun seks sekunder (jeg huskede at sænke kriterierne), ingen problemer.
Fællesdæk, 10 meter og 30 sekunder – yes.
Sid i gruppe – 10 meter og 20 sekunder – super.
En meget tilfreds fører skiftede Lille Bjørn med Megan.

Vi varmede op med en fantastisk fri ved fod. Okay, Megan er nogen gange en anelse langt fremme, men det er virkelig et luksusproblem, når jeg i flere år har kæmpet med at hun hang …
Så lavede vi nogle flotte dæk under gang.
Fremsending til felt var dagens eneste smutter: Første fremsending til kegle endte med Megan i feltet. Næste fremsending var super. Første fremsending til felt – ingen reaktion. Anden fremsending til felt, et meget flot og hurtigt udløb.
Indkald med stå var super, og indkald med dæk (trænet separat og adskilt fra stå) var ok, Megan indtager positionerne men lidt langsomt.
Den fjerndirigerede apportering gik bare super, så jeg måtte stoppe efter første forsøg :-)
Megan var virkelig tændt, det var en ren fornøjelse, og jeg huskede at stoppe, selvom hun gerne ville fortsætte!

Lørdag havde vi familien på besøg til Christians 28 års fødselsdag, så det blev til minimal træning, 15 minutter med Lille Bjørn og 10 minutter med Megan. Og det blev bare såå effektivt.
Vi arbejder videre med klikkerinstruktøruddannelse-øvelserne, specielt aflevering i kurv, som Lille Bjørn er blevet rigtigt god til. Og så er vi også i gang med at videreudvikle elefanten så han kan tviste på baljen.
På LP-siden fik vi en perfekt apport, indkald med stå og LP1-indkald. Og et meget flot LP1 stå (10 sekunder).
Masser af succes.

Megan var også rigtig god, men vi havde en underlig springapportering. Hun lavede nogle flotte optag og tilbagespring, men smed apporten inden hun kom i plads, to gange. Så måtte vi lave en almindelig apportering med metalapporten, og den gik flot, og så fik vi en ok springapportering – dog med skæv plads. Hmmm, hun kan virkelig ikke lide den metalapport.
Fremsending til kegle, dæk under gang, fri ved fod og dæk-stå på 15 meter gik bare superflot alt sammen. Og vi sluttede med afdækning hvor jeg var i skjul 60 sekunder, og det gik bare flot.

Menuen til fødselsdagen var i øvrigt denne:
  • Saltmandler/Österreich Gold
  • Forret, snacks/Beringer Sparkling Zinfandel Rosé
  • Thai-oksecarpaccio, thai-salat, brød/Victor Delauze Carianne 2006, Cerise et Poivre
  • Grillet manchego
  • Desserttallerken/Quinta de la Rosa 2005 Vintage Port
  • Chokolade/Kaffe, specialøl, vand

Lørdag begyndte så sportræningen hos Ulla Hobert. Jeg havde lokket Kirsten med, så hun gik med Lille Bjørn og jeg med Megan.
Vi var i alt seks ekvipager der mødtes ved Tokkekøb hegn på begynderholdet. Efter gensidig præsentation og en kort introduktion til sporarbejdet, lagde vi hver to spor, ca. 50 meter hver, og smed godbidder ca. hver anden meter og med fiskefrikadelle som belønning til sidst.
Lille Bjørn var lidt længe om at komme i gang, der var en del tisseri og snusen omkring startsted og han kom langsomt i gang med det egentlige spor. Men så kom ham godt i gang og den sidste del var rigtigt fin.
For Megan var det bare en herlig oplevelse. Hun gik straks på sporet og selvom der kom nogle udsving var der ingen tvivl om at hun vidste præcis hvad opgaven gik ud på. En lækker oplevelse for os begge!
Vi glæder os til de næste fire gange træning, og håber på ligeså godt vejr som i dag, for meget bedre kan det ikke blive.
Kurset udbydes af ” Karlebo's Ivrige poter” og her til aften fik vi så lige to andre tilbud om lydighedskurser herfra, som vi straks har tilmeldt os:

  • Den 23. maj skal Lille Bjørn og jeg på kursus hos Åsa Eriksson og
  • den 9. juni skal Megan og jeg på kursus hos Hanna Helminen fra Finland.

Og så fik lige noget lækker sushi til aftensmad,
En perfekt weekend, og dejligt trætte hunde – og førere :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar