onsdag den 29. april 2009

Isn't This a Lovely Day?

Det kunne være fristende at spørge hvor titlen på denne blog stammer fra, men det ville være for nemt :-) Svaret er: Det er en sang skrevet af Irving Berlin til Top Hat fra 1935 med Ginger Rogers & Fred Astaire, og ja, dem har jeg også en svaghed for.
Dagen i dag har virkelig været en skøn dag.
Det startede med en sms i går aftes fra Charlotte Lia, om jeg ville deltage i noget træning i dag i Glostrup. Ja tak, og i formiddages mødtes Sus (Tulle & Bastian), Charlotte (Spot & Laika), Katrine (Laika) og jeg (Megan & Lille Bjørn) så til træning på et pragtfuldt areal i Glostrup.
Igen i dag var Lille Bjørn en stjerne. Jeg gør mig umage med at få generaliseret hans færdigheder til nye områder og nye hunde, og jeg synes det går rigtigt godt. Det er åbenbart kun Jersie, han ikke vil arbejde i … Jeg var i dag glad for nogle flotte apporteringer, et par gode fremsendinger til felt, et perfekt indkald med stå (ikke LP3 afstand, men alligevel) og et flot sit under gang. Og så var jeg specielt glad for hvordan det gik i fællesøvelserne! I første fællesdæk var de fire unghunde med og det blev en noget rodet start de første to gange, fordi alle bortset fra Bastian (meget flot!!!) rejste sig, men i tredje forsøg blev alle liggende, og efter 2:10 sekunder gik vi tilbage og afsluttede. Superflot, Lille Bjørn har aldrig ligget så længe før. Vi tog lige en sid i gruppe med de unge, og Lille Bjørn blev klikket efter 15 og efter 10 sekunder. Herligt.
Megan virkede frisk og oplagt nok, men for at tage det dårlige først: Det med keglen skal vi have skabt meget mere entusiasme om, og indkaldet med stå og dæk er bare helt ude i skoven pt. Så tilbage til delmomenter og glæde ved hver del.
Stå, sid og dæk fungerede nogenlunde (der er noget uro i ståen, men resten er ok), Sid i gruppe var flot (1 minut i skjul), og Fællesdæk sådan næsten ok. Megan rejste sig efter 2:20, men blev på stedet, og er blevet meget mere stabil.

Jeg havde aftalt med Kirsten, at vi skulle have frokost på Brasserie 33 på Køge Havn. Charlotte & Henrik, som ejer Brasseriet, har vi kendt gennem mange år via deres gourmetrestaurant Horizonten.
Jeg fik en anretning med det hele, som bestod af tre serveringer:
1: Sennepssild, lakserilette og fiskefilet med remoulade
2: Dyrlægens natmad samt kalvemørbrad ned champignon à la creme
3. Tre slags ost.
Jeg fik et glas Pinot Blanc til første servering og et glas Cappello di Prete til anden servering.
Hold da op, jeg blev bare så mæt, så aftensmaden blev sprunget over …

16:30 – 17:30 var vi lige omkring træningsarealet i Jersie, for at træne lidt med Camilla og Emma. Det bestod for vores vedkommende i at Megan var med i fællesøvelserne, og at jeg dirigerede Camilla i nogle øvelser. Fællesdækken gik super, først 2 minutter i skjul og derefter 2:30. Og Sid i gruppe blev med 1 minut i skjul også en succes.

Sidst på eftermiddagen fik vi et glas mousserende vin på balkonen, og nød udsigten over Køge Bugt.

This Is a Lovely Day!

mandag den 27. april 2009

Ursa Minor

Lille Bjørn er opkaldt efter stjernen Ursa Minor, på dansk Lille Bjørn, fordi vi regnede med at han ville blive en stjerne :-)
Og ved dagens træning hos Charlotte var han totalt stjerne, i en grad som jeg bare aldrig har oplevet det tidligere.
Der var nogle skæve pladser, et indkald med stå hvor han løb for langt, nogen sit i plads som ikke holdt så længe og et enkelt tilbagespring der missede. Men det var også cirka alt hvad der ikke fungerede i løbet af en times træning.
  • Ståen i Stå, sid var bare lige i øjet 3 gange
  • Indkald med stå var 2 ud af 3 med skarpe stop
  • Fremsendingen var bare en drøm: Intet target, fremsending fra to forskellige sider, han tordnede ud, blev stoppet i centrum, og blev dækket af på en kommando. Totalt flot og lækkert!!!
  • Frem/tilbagespring var 2 ud af 3 ok, men vi skal træne de afslutninger særskilt (låg/balje)
  • Apporteringen var tæt på perfekt (lidt hurtig aflevering)
  • Alle 2-skridtsøvelserne og vendinger var superflotte.
  • I fællesdækken belønnede jeg efter 60 sekunder, derefter igen efter 60 sekunder, og så lavede vi en korrekt afslutning hvor Lille Bjørn blev liggende

Conni kan bekræfte at jeg var helt euforisk bagefter! Dette var bare den mest fantastiske træningstime jeg har haft med Lille Bjørn.
En rigtig god måde at fejre Charlottes fødselsdag på!!

PS: Megan trænede jeg den næste time, men lad mig nøjes med at konstatere, at det ikke kørte helt så godt som med Lille Bjørn …

søndag den 26. april 2009

Træning med to hunde – og uventet weekendtræning i Niløse

Jeg har lige opdateret træningsdagbogen efter lidt træning i haven med Lille Bjørn, og kunne konstatere at det jeg havde regnet med skulle være en træningsfri weekend alligevel ikke helt blev det.
Efter aftensmaden i går gik jeg ud i haven med Lille Bjørn og gennemførte en halv LP2: Apportering, Frem/tilbagespring, Indkald fra dæk, og Fri ved fod. Lille Bjørn var bare totalt oplagt – som han stort set altid er herhjemme – og det hele gik rigtigt godt. Der er nogle afslutninger, jeg skal arbejde med, specielt nogle skæve pladser.
Når jeg træner hjemme med den ene hund, ved den anden det godt, for der følges ivrigt med inde fra stuen, så det ender altid med at den anden hund også lige skal trænes lidt. Så Megan prøvede lige en Springapportering, Fjerndirigering apportering og lidt Fri ved fod. Det med fjerndirigeringen gik ikke helt godt, det vender jeg tilbage til. Men Megan var meget veloplagt, og der gik leg i det bagefter.
Jeg havde luret lidt på træning søndag i Niløse, hvor Conni arrangerer noget af og til. Camilla ville også komme forbi, og efterhånden fik jeg overbevist mig selv om, at Megan og jeg skulle af sted – og det fortrød vi bestemt ikke!
Arealet bag Niløse gamle skole er perfekt til LP-træning. Et stort lækkert grønt areal, og en dejlig mur som skabt til at gå i skjul bagved i fællesøvelserne. Et spring, et par felter, masser af kegler, ni entusiastiske førere og cirka 15 hunde. Jeg havde på forhånd planlagt at træne lidt mere end 20 minutter, og jeg endte med at komme det meste af Eliteprogrammet igennem, og der var da lige nogle forbedringspunkter, der poppede op :-)
  • Sid i gruppe: Megan lagde sig efter cirka 10 sekunder, men 2. gang sad hun 15 sekunder, som var mit kriterium. Kun ros og kærtegn, ingen godbid, for vi fortsatte med
  • Fællesdæk. Jeg havde sat kriteriet til først 30 sekunder og dernæst 2 minutter. Jeg belønnede efter 30 sekunder, og gik i skjul igen, og efter yderligere 1:15 blev vi kaldt ind, og jeg afsluttede normalt. Meget meget tilfredsstillende. Megan dækkede på første kommando, reagerede ikke på al støjen, og kom på plads i første kommando. Lækkert og masser af ros og godbidder!
  • Fri ved fod – vi lavede lidt som opvarmning, men det var ikke fokuspunkt i dag.
  • Stå, sid og dæk – det er en øvelse, som jeg har haft det svært med, men som jeg troede var relativt sikker nu. Det er den så ikke. Sitten gik helt i skuddermudder!? Kom jeg alligevel til at gå for stærkt? Jeg afbrød og vi måtte lige starte helt forfra med sit, før vi genoptog øvelsen og sluttede med sit og dæk.
  • Indkald med stå og dæk – jeg trænede dækken separat, fordi jeg stadig ikke har besluttet mig helt for om jeg vil bruge verbal kommando eller håndsignal. Jeg hælder mest til verbal kommando, og det er den vi går efter nu. Jeg sluttede med en fuld øvelse, hvor ståen var flot, men dækken krævede en ekstra kommando. Tempoet kunne også være bedre.
  • Fremsending. Hmmm. Det med keglen har vi lidt problemer med, både i denne øvelse og apporteringen. Megan stiller sig pænt ved keglen, men altid med siden til mig og front mod venstre. Når felt eller apport er til højre giver det nogle akavede vendinger og et meget rodet indtryk. Og i apporteringen tager hun uvægerligt den apport hun ser først, og hvis det er en venstre apport ser hun den højre først :-( I fremsendingen er hun efterhånden ret sikker i feltet.
  • Fjerndirigering apportering. Camilla lagde apporterne, og sjældent har Megan været så ufokuseret. Først rejste hun sig mens apporterne blev lagt ud for at snuse. Vi afbrød. Anden gang opførte Camilla et større danseshow for at få Megans opmærksomhed, men det var synd at sige at Megan fandt det interessant. Vi trak i øvrigt en venstreapport og Megan gik mod den til højre.
  • Springapporteringen gik rigtigt fint.
  • Næseprøven – hvor jeg nu har skiftet kommando fra find til pind, gik også godt.
  • Fjernkontrol – her lavede vi et enkelt dæk-stå, det reagerede hun ikke på fra 20 meter, men fra 15 meter blev det perfekt.

Det med keglerne nager noget, så det besluttede jeg at vi måtte se på i morgen.

Men vel hjemme igen endte det med at Lille Bjørn skulle trænes lidt. Han virkede rigtig sulten og hold da op hvor gik det bare godt. En stribe af succeser og en dygtig fører der huskede at stoppe i tide:

  • Jeg havde lagt feltet op ad en skråning, hvor det ikke har ligget før til Lille Bjørn; det havde han ingen problemer med, han blev sendt frem fra to sider, stoppede perfekt midt i feltet og blev dækket af. Han har virkelig forstået hvad det går ud på!
  • Ståen i stå, sid var lige i øjet, jeg kom til at bruge en ekstra sid kommando da jeg gik tilbage forbi ham, men det var vist ikke nødvendigt.
  • Frem/tilbagespring er en favoritdisciplin
  • Og det er springapportering også ved at blive!
  • I stillingsskift arbejdede vi kun med dæk-stå, hvor han nu er ret sikker på 2 skridts afstand. Vi har fået forsømt det stillingsskifte …
  • Indkald fra dæk er også en favoritdisciplin – dem er der vist nogle stykker af – han dækker perfekt, reagerer på første pladskommando og kommer ind i en perfekt plads
  • Endelig fri ved fod, hvor vi tager et L i alm. gang, alle 2-skridtsøvelser og alle vendinger. Også en ren fornøjelse. Han hænger en anelse i en vending, og der er et par skæve pladser, men helhedsindtrykket er rigtigt godt!

Her var det godt at stoppe, og da Megan nu gerne ville, prøvede vi lige det med keglen: target bag keglen, belønning for at stå ved target med front mod mig. Fremsending fra 5 meter til target: Megan går flot ind bag keglen og med front mod mig. Så fra 10 meter og så 10 meter uden target. Perfekt og stop for i dag!!

Hold da op hvor nåede vi meget på en ”træningsfri” weekend!!!

fredag den 24. april 2009

Træning og overvejelser

Sidste år var jeg oppe til i alt 20 prøver med Megan (Lydighed og Rally), samtidig med at vi trænede rigtigt meget. For jeg var bare så sikker på at masser af træning var det der skulle til, for at få den famøse DKLPCH. Den fik vi også, men som læserne af denne blog véd, var det på bekostning af så meget andet.
Så i år er stilen lagt helt om. Jeg træner meget mindre, men meget mere effektivt. Og jeg konkurrerer også meget mindre, og er slet ikke så fokuseret på resultater, som jeg var før. Ikke sådan at forstå at jeg er ligeglad, men ud fra en erkendelse af, at det ud fra min nuværende situation med både Megan og Lille Bjørn, er meget vigtigere at hundene får gode oplevelser til prøverne, end at jeg prøver at ”hente nogle flere point”.
Så som det ser ud lige nu skal Megan op til syv prøver i år, og Lille Bjørn til seks, muligvis kommer der 1-2 mere til, men det er også det maksimale.
Og selvom træningen selvfølgelig ikke sker helt vilkårligt i forhold til prøvetidspunkterne, så kan jeg mærke at jeg selv har det rigtigt godt med at betragte prøverne som statuspunkter frem for punkter, der kræver resultater.
Næste statuspunkt for Megan er 1. juni, hvor hun og jeg skal debutere i Eliteklassen. Jeg har stor respekt for Eliteklassen, og jeg véd at det er detaljer der skiller mellem høje point, point og ingen point. Mit udgangspunkt er selvfølgelig, at vi kan øvelserne til træning på et tilfredsstillende niveau; men omvendt ser jeg også prøven som en god mulighed for at konstatere, hvor langt vores ”tilfredsstillende” er fra noget som kan give point i Eliteklassen. Så selvom der er meget som vil være langt fra idealet til prøven, så er jeg indstillet på at tage det som en oplevelse.
Fokusområdet til træningen i dag i Jersie var generelt nedtrapning af belønninger i form af godbidder. Både ved at Megan får færre godbidder, når jeg bruger dem, og også helt at undlade godbidder mellem øvelser. Megan kigger underligt på mig når hun kan se, at hånden ikke ender i godbidslommen efter at hun er blevet rost, men så er vi klar til næste øvelse, og indtil videre har det fungeret fint med to øvelser og så belønning.
Jeg kan mærke at der er mange af øvelserne, hvor forkommando, starttempo og mange detaljer bare sidder på rygraden, og det giver en helt anden mulighed for at udstråle den ro, som Megan har brug for.
  • Stå, sid, dæk kører nu til træning fint hver gang
  • Fremsendingen fungerer fint de fleste gange, men engang imellem er det som om Megan står og tænker og først efter lidt tid begynder at reagere, og så løbe i en bue ud til feltet, men hun ender altid midt i det
  • I indkald med stå og dæk er ståen temmelig sikker (håndtegn), mens dækken (verbal) er lidt mere haltende, men det er noget vi arbejde med.
  • Fjernkontrollen er også blevet meget bedre. Hvis jeg husker mine indåndinger og ikke stresser i kommandoerne kommer der nogle rigtigt flotte skifter.
  • Fri ved foden går også meget bedre, men jeg véd der er langt op til Elite-niveau endnu.

Så det var en rigtig god gang træning med Megan.
Jeg havde også Lille Bjørn med, og hvis jeg havde resultatforventninger til hans debut i LP2 den 20. juni kunne jeg godt blive lidt nervøs. For han ville stort set ingenting. Han ville snuse, han var ikke interesseret i godbidder og favorit frisbee’en kunne lige få ham op i omdrejninger til et enkelt LP1-indkald. Apporten luntede han ud til, samlede op, gik tre skridt tilbage og smed den ... Så jeg stoppede hurtigt træningen med ham.

Hjemme igen, efter en times tid, kiggede han sådan på mig, og jeg gik ud og hentede apporten, og pludselig ville han meget gerne arbejde: en super apportering og nogle flotte stillingsskift inden vi stoppede.
Så jeg må virkelig gå i tænkeboksen med hensyn til træning med Lille Bjørn i Jersie. Det er efterhånden flere gange, hvor det slet ikke har fungeret med ham der. Jeg tror jeg finder et andet sted i Solrød til lidt træning lørdag eller søndag, for at se om det ændrer på motivationen.

søndag den 19. april 2009

Skue for Norfolk og Norwich terriere den 19. april 2009

Vi har flere gange brugt de fantastiske faciliteter i Køge-Herfølge Jagtforening til hundeskuer, og i år havde vi inviteret Norfolk terriere til at deltage sammen med Norwich terrierne. Det var en herlig oplevelse: Der var tilmeldt 14 Norfolk og 17 Norwich terrier og at se så mange samlet på én gang går der mange år imellem herhjemme.
Vi havde hyret det bedste tænkelige personale:
  • Som ringsekretær Margit Sørensen – så kører alt papirarbejdet efter en snor, ikke et papir bliver lagt forkert og alt det administrative er bare i orden
  • Som ringassistent Maja Dal – og så kører alt det praktiske bare på skinner: folk kommer ind i ringen, sendes ud af ringen i præcis orden. Publikum bliver også instrueret om at rejse sig og om at klappe. Ringtræning sker på en måde, så folk bagefter kommer og spørger om de ikke kan komme på kurser hos Maja, og bedømmelse af Juniorhandling klarede hun også lige indimellem.
  • Og sidst men ikke mindst Cecilia Brunhoff Håkansson, kennel Gryphon's, Sverige, som dommer. Hun har arbejdet med Norwich terrier i 30 år og havde læst grundigt på Norfolk terrier standarden, og hendes bedømmelser blev givet professionelt og med gode begrundelser.

De officielle resultater kan ses her.
Lille Bjørn fik en nydelig kritik, men først og fremmest var han med, fordi jeg havde lovet at give en kort introduktion til klikketræning, og vise hvad Lille Bjørn havde lært.
Jeg havde nok undervurderet hvor stort springet var fra haven til udstillingsringen i Herfølge: mange tilskuere, mange hunde (inkl. løbsk tæve) og vildt spændende/duftende græsareal, så der var nogle øvelser vi måtte tage en ekstra gang, men generelt gik det super, og jeg tror de fleste var ret imponerede over hvor dygtig Lille Bjørn er :-) Programmet var en skøn blanding af LP-øvelser og øvelser fra klikkerinstruktøruddannelsen:

  • Elefant (med balje) (Klikker)
  • Aflevere i kurv (Klikker)
  • Fremsending til target (Klikker)
  • Indkald med stop (LP3)
  • Apportering (LP2)
  • Stillingsskift 2 skift (LP1)
  • Dreje hoved til venstre (Klikker)
  • Næseprøve (LP2)
  • Indkald (LP2)

Det var et skue som bare kørte på skinner fra start til slut. Vi håber på en gentagelse næste år, og gerne med endnu flere af de lækre små terriere :-)

søndag den 12. april 2009

Lydighedsprøver den 11. april 2009 - Lille Bjørn LP1

DKCH LP1 Lille Bjørn og DKLPCH Megan

Nogle dage er bedre end andre – og den 11. april 2009 var bare en af de allerbedste!
Beagle Klubben arrangerede officielle lydighedsprøver i Hårlevhallen og jeg havde både Lille Bjørn og Megan med. Målet var to glade hunde gennem begge prøver, og selvfølgelig håbede jeg også på en 1. præmie til Lille Bjørn. For Megans vedkommende betød pointene intet i dag.
Jeg synes det var svært at være til prøve i Hårlevhallen. Der var meget støj og rungen, LP1-hundene skulle op tættest på indgangen, og det område, hvor de fleste tilskuere var, så der var mange distraktioner. Opstregningen i sportshallen skulle også vise sig at volde problemer, for båndet omkring feltet var ikke nemt at få øje på i det virvar af kulørte streger på gulvet. Ingen af Elitehundene fik point i fremsendingen, og langt de fleste hunde havde problemer med feltet.
Men når alt det er sagt var det ikke det, der var den store udfordring med Lille Bjørn: Den var, at jeg ikke kunne få ham til at sitte i begyndelsen af hver øvelse. Det er lidt problematisk, når hunden skal starte i plads, så der blev arbejdet en del før vi kunne melde klar til øvelserne. Han gider ikke gentagelser ret meget, og det var tydeligt at han syntes det var rent pjat at skulle sidde hele tiden. Men da vi først var klar i hver øvelse gik det fint, og 157 point, en 1. præmie og 4. vinder ud af 16 hunde er jeg ovenud tilfreds med. Pointene i de enkelte øvelser kan ses her, og der ligger en video (sammenklippet) af øvelserne her.
Så nu er Lille Bjørn officielt DKCH LP1 Wessex Paddington, og er klar til LP2. Jeg har kigget på Hundeweb, og så vidt jeg kan finde frem til er Lille Bjørn kun den tredje Norwich terrier der går op til lydighedsprøver herhjemme. I 1988 blev Dennick's Lord Arthur LP1, så Lille Bjørn er kun den anden Norwich med titlen i Danmark.
Med hensyn til Megan havde jeg som nævnt i en tidligere blog Megan og Eliteklasse valgt at gå op i en LP3 og springe fællesdækken over, som hun ikke er tryg ved, og endnu mindre indendørs. ” Målet er at se Megan med noget der minder om Lille Bjørns glæde, når han er på.” Og der lykkedes, som man kan se på videoen, og som jeg fik flere positive tilbagemeldinger om. Megan fik 10 i Sid i gruppe, og det er hendes første point i en fællesøvelse siden hun blev champion, og det var bare en skøn fornemmelse. Vi endte med 227 point og blev 2. vinder, og det var en fin bonus, nu pointene ikke var vigtige.
I øvrigt fik jeg lige godt input til at ændre en kommando: I næseprøven bruger jeg ”Find”, og alle der hørte det (inkl. Megan!) troede jeg sagde ”Felt”, så der sker lige en udskiftning af kommando:-)
Det blev en rigtigt god dag for de to andre engelske springer spaniels i dag.
Camilla og Nova fik 172 point og blev 1. vinder (video).
Katrine og Laika fik 155 point og blev 5. vinder. Det var med et 0 i næseprøven, ekstra flot (video).
Dermed kom der tre nye hunde på årslisten for lydige spaniels.
Camilla og Emma missede desværre feltet, men fik alligevel en 1. præmie i LP2 (se video del 1 og video del 2).
Catja og Zazu fik en 3. præmie i LP1 (video).
Anita og Django fik desværre ingen præmiering i LP1 (video).
Næste prøver bliver 20. juni 2009 i Kastrup, hvor Lille Bjørn skal debutere i LP2 og Megan skal op i ???

onsdag den 8. april 2009

Spaniel Klubbens officielle lydighedsprøver den 26. september 2009

Foto: Conni Hansen

I forbindelse med den officielle generalprøve i Benløse den 5. april fik jeg Conni til at tage ovenstående billede. Det viser fra venstre Katrine Søegaard med Laika, undertegnede med Megan og Camilla Dindorp med Nova. Det er det første billede med de tre førere, som havde engelske springer spaniels til lydighedsprøver 2008! Som det kan ses af denne oversigt
gik Katrine desuden til prøve med Carlos sidste år. Men fire engelske springer spaniels var godt nok ikke meget.

Men det bliver helt anderledes i 2009!

Spaniel Klubbens officielle lydighedsprøver den 26. september 2009 har fået mange ejere af engelske springer spaniels – og spanielejere i det hele taget – til at tage udfordringen op, og påbegynde træningen, så de kan gå op i LP1 på dagen.

Også fra udlandet har vi fået henvendelser. Yvonne Keeves, Sporty Springers i Tyskland, som også er meget entusiastisk indenfor lydighed, regner med at komme medbringende venner og flere engelske springer spaniels og vi glæder os rigtigt meget til at byde de udenlandske gæster velkommen! Flere af hundene går i Eliteklasse, så det gør det ekstra spændende, for det er ikke hverdagskost i Danmark at se en engelsk springer spaniel i den klasse.

Prøven er åben for alle racer, vi har Erling Olsen og Palle Bergsø som dommere, så det er bare om at reservere datoen 26. september og tilmelde til prøven.

søndag den 5. april 2009

Generalprøve på Lydighedsprøve - den 5. april 2009

Foto: Conni Hansen

Vi var seks, der skal op til LP1, LP2 eller LP3 den 11. april i Hårlev, som havde arrangeret en officiel generalprøve i Benløse i dag.
Og det var virkelig prof!!
Korrekt afmærket prøveareal, dommertelt med bord og stole samt alle rekvisitter, kegler, flag mv. langs siderne, et felt på banen (også under LP1) osv. Der var udsendt katalog, man skulle aflevere resultatbøger, fik nummerskilte, hilste på dommeren, fik kritikker og præmiebånd – det var helt som en rigtig prøve, hvilket også var meningen.
Som prikken over i’et havde vi allieret os med Conni Hansen, der dels var prøvesekretær for de 5 LP1-hunde, som Camilla Dinesen dømte, dels var dommer for de to LP3 hunde. Og hun er garant for at der er styr på det hele!
Det hele blev optaget på video af Camilla Dindorps kæreste (stor tak for det!), og alle optagelserne er lagt på YouTube:

LP1
  • Shetland Sheepdog, Elverlamshuset's Django (Django), fører Anita Jakobsson: del1 og del2
  • Rhodesian Ridgeback, Kuzonga's Chunuka Zazu (Zazu), fører Catja Hæmal: del1 og del2
  • Engelsk Springer Spaniel, Dietrich (Nova), fører Camilla Dindorp: del1
  • Norwich Terrier, Wessex Paddington (Lille Bjørn), fører Paul Lysholdt Rasmussen: del1 og del2
  • Engelsk Springer Spaniel, Sieger's One In A Million (Laika), fører Katrine Søegaard: del1
  • Fællesdæk
  • Præmieoverrækkelse
LP3
Kommentarer til Lille Bjørns prøve: Som man kan se, var der hård konkurrence om Lille Bjørn opmærksomhed, og på dagen var 112 point (= ingen præmie) en ganske fair bedømmelse. Lille Bjørn valgte efter springet at løbe ind i dommerteltet til Conni, hvad man jo ikke kan fortænke ham i, men det giver ikke point ... Og det var heller ikke meningen at han skulle gå med mig i fællesdækken, hvor de tre hanner fik nul :-( Flere af igangsætningerne er ikke gode, men han ville altså ikke sitte ... Og flere afslutninger var heller ikke skarpe nok. Der er meget vi kan træne.

Kommentarer til Megans prøve: Her var kriteriet alene at der skulle være glæde hele vejen igennem. Og det synes jeg der var (uden at have set videoen endnu).

  • Camilla og jeg havde aftalt, at vi lavede en udvidet LP2 fællesdæk (20 meter og 3 minutter), og det var succes!
  • Det var ærgerligt at Megan gik med mig i Sid i gruppe
  • Fri ved foden var ikke dårlig, jeg kunne mærke at Megan var med mig, og tror ikke jeg fik drejet mig mod hende som jeg gjorde ”i gamle dage”.
  • Stillingsskiftet synes jeg så super ud, alle positioner indtaget i første omgang, men jeg fik at vide at Megan rykkede en anelse frem i samtlige skift.
  • Apportering af udlagte genstande gik rigtigt godt. Megan hang lidt ved vendingen ud til keglen, men resten var super – hun fulgte min dirigering til apporten, som jeg kunne se hun ikke så blive lagt. Lækkert.
  • Springapporteringen (med metalapport) var super (lidt skæv plads).
  • Stå, sid, dæk – der blev hun trukket for en tøvende sit, men hun indtog alle tre positioner og det var lækkert.
  • Indkald med stå, der løb hun i pæn fart, og stoppede indenfor to længder.
  • 0 i fremsendingen skal vi et år tilbage for at opleve til en prøve – den plejer at være stensikker, men vi er altså begyndt træningen til LPE-fremsendelse, og det giver lidt forvirring af og til ...
  • Næseprøven var flot, men der blev trukket for en anelse tygning.
Og helhedsindtryk: ”Dejligt samarbejde, fører støtter hund fantastisk”! Tak Conni, det var det bedste der kunne stå i dag! Jeg havde lagt linen udenfor ringen, da vi gik ind, og jeg havde bare 100 % fokus på Megan. Og var meget tilfreds med Megans arbejde gennem hele prøven. 186½ og en 3. præmie.

Det var nogle meget lærerige timer under fantastisk konkurrencelignende forhold, så vi er nogen der har fået lidt at arbejde videre med. Vi er enige om at gentage dette arrangement med mellemrum, og gerne med en større kreds!