De to dårligste prøver nogensinde

Ved DKK Kreds 10 lydighedsprøver ved Kastrup Skole i Vordingborg den 20. juni 2009 præsterede jeg mit livs to ringeste lydighedsprøver nogensinde. Megan fik 37,5 point i Eliteklassen (nul i 8 ud af 10 øvelser) og Lille Bjørn debuterede i LP2 med 56 point (nul i 6 af 9 øvelser). De samlede bedømmelser kan ses på min hjemmeside.
I henhold til min egen filosofi kan ansvaret placeres ét sted: hos føreren. Bob Bailey ville have sagt jeg skulle slå hovedet hårdt ind i væggen – og derefter vurdere hvor min træning var gået galt.
Svar: Jeg véd det ikke. Jeg aner ikke hvorfor Megan og Lille Bjørn på samme dag skulle opnå så ringe resultater.
Lille Bjørn, en terrier. Når han melder sig ud er han ude, og styrer selv, hvad han vil. Jeg har oplevet det flere gange til rallylydighedsprøver, og i dag for første gang i LP. Jeg har altid benægtet at en hund kunne give en fingeren, men den måde han udførte næseprøve på virkede godt nok sådan: Lille Bjørn trissede stille og roligt ud, snusede til de fire genstande, markerede tydeligt den rigtige, og luntede derefter tilbage uden nogen. Palle Bergsø sagde meget morsomt, ”Far, den kan du selv hente!”. Vi prøver igen den 4. juli.
Megan, spaniel, lydighedschampion for 9 måneder siden. Sandheden er, at hun ikke har præsteret noget som helst siden 13. september 2008, da hun blev champion. Jeg er startet forfra med bl.a. fællesøvelserne, set dem fungere igen, og set dem falde fra hinanden. Når Megan er god er hun nogenlunde, når hun ikke er god falder hun helt igennem.
Ja, selvfølgelig er det førerens skyld.
Til førerens forsvar skal siges, at han har trænet præcis to hunde i LP. Ja, Megan og Lille Bjørn. Lille Bjørn er for sjov, og for at se hvor langt jeg kan drive det med en i LP-sammenhænge ekstremt sjælden race. Og jeg véd vi kan bestå LP2!
Megan er prototypen på en crossover hunde (traditionelt trænet hund, som skifter til klikkertræning), og heller ikke en oplagt lydighedshund. Jeg har fået mange kommentarer på det sidste, om det at træne med Megan også giver mig den forstærkning, jeg har brug for, når jeg træner. Og svaret er: Nej, det gør ikke. Vi gør fremskridt og lige så mange tilbageskridt, og samlet set går det tilbage.
Det kan måske ikke udelukkes, at jeg bare ikke duer til at træne hunde. Men jeg vil give mig selv the benefit of the doubt.
Det betyder at Megan går på pension i LP sammenhæng når året er omme, at træningen med Lille Bjørn bliver mere på hyggeniveau, og at jeg nu sætter jagten ind på en hund, som for første gang vælges med henblik på lydighed!
Den chance vil jeg give mig selv. Det skal være en engelsk springer spaniel, og jeg har allieret mig med klogere rådgivere, så jeg får valgt den rigtige hvalp.