Vi holder ferie i denne og næste uge, og vi har INTET planlagt. Vi har en liste med ideer til museer, byer, restauranter, steder vi godt vil besøge, og så beslutter vi om morgenen hvad vi gør – eller lader være med at gøre.
I går tog vi til København, fik lidt morgenmad på Cafe Europa, var på udsalg, endte på restaurant l’Alsace og fik en fantastisk frokost. Jeg fik den skønneste bouillabaisse, og Kirsten salat med parmaskinke og grillet gedeost. Perfekt.
Hjemme igen fik vi styr på Christians ansøgning til DTU, og han kvitterede med en dejligt pastaret.
I dag tog vi til Lund (i Sverige). Lund er universitetsby og en af de ældste byer i Sverige. Vi kommer der med et par års mellemrum, fordi – ja hvorfor? Det er en hyggelig by, der er masser af muligheder for at handle, og vi har fået nogle dejlige måltider i byen. I dag fik vi en let morgenmad, osede (ja vi købte ikke noget udover mad!) og endte på Brogatan på Lundia, hvor vi fik en mindre let frokost: Kirsten fik ”Pepparstekt rostbiff med äpple- potatissallad och rostad lökcrème” og jeg fik ”Kalvlever med bacon och kapris”. Og så var vi mætte! Vi gik lidt rundt i byen, og endte i Saluhallen hvor vi købte 5 forskellige oste, noget brød, 4 slags pølse og noget tørret rensdyrkød. Og så var aftensmaden i flere dage reddet.
Hjemme igen skulle Megan og jeg ned og tjekke vandet, og der var store bølger og noget tang, men det skulle da ikke afholde os fra en svømmetur! Oppe igen cyklede Megan og jeg til Irma og købte nogle snacks, og hjemme igen var der så dømt lidt træning – jeg tog kassen med rallyskilte og samlede en lille bane, som først Lille Bjørn og derefter Megan skulle gennemføre. Det gik fantastisk for dem begge. Den eneste slinger var at jeg havde fået sat en kegle så tæt op ad et træ, at Lille Bjørn næsten ikke kunne komme forbi, og et andet sted skulle jeg gå rundt om ham, hvor jeg måtte dukke mig ind over ham fordi en busk stod i vejen, og det kunne han ikke lide …
Kirsten så Lille Bjørns banegennemgang, og spurgte så, hvordan en stor bane så ud, hvis det jeg havde lavet var en lille. Og da jeg talte op, var den måske ikke så lille endda: 7 begynderskilte, 6 viderekomne skilte og 4 ekspertskilte. Jeg kunne konstatere, at ingen af hundene har problemer med øvelserne. Og kun de tre skridts bakning sprang jeg over med Lille Bjørn.
Så fik vi nogle lækre anretninger med ost og pølse og en mere end drikkelig Amarone.
Lyder som om at I rigtig hygger jer i ferien.
SvarSletHej Lone, det gør vi bestemt, vi får kombineret det praktiske, det kulturelle, det kulinariske og det med hundene på en god måde.
SvarSlet