Blog om aktiviteter med mine hunde Max og Otto, begge border terriers. Der er mange indlæg om Megan, engelsk springer spaniel, som døde 7. juni 2017 og Lille Bjørn, Norwich terrier, som døde 28. januar 2020. Begge efter et langt, aktivt liv.
torsdag den 2. december 2010
En kold tid
Ovenstående foto er fra træningen i Jersie i søndags. Det er taget af Camilla, som havde lokket Megan og mig ud i det kolde vejr og træne. Som det kan ses lå sneen ret højt! Megan fik trænet lidt apportering, og hun lavede en flot dirigeret apportering, hvor hun blev belønnet bare for at samle den rigtige apport op. Ellers blev det mest til en række rallymomenter. Nå ja, og så fremsending til sneskovl!!
Jeg skulle hjælpe med Emmas runderingstræning, og det var sjov at se superartige Emma efterhånden fandt ud af at jeg kunne belønne med noget trækkeleg, hvis hun gøede af mig :-)
Jeg havde hjulpet Susanne med at rydde et lille areal til hendes to rallyhold, så de kunne gå på et nogenlunde snefrit areal. Susanne har to hold med henholdsvis 8 og 7 deletagere. Og hvor mange kom så: 1 og 2, hvoraf en fra hvert hold kom fra Holbæk!
I går onsdag havde jeg afslutning på mit onsdags LP-hold, hvor der har været op til 8 førere. Der var godt nok en del afbud pga. vejret, men de to seje kom frem og sammen med Susanne fra tirsdagsholdet kunne vi præstere i alt 5 ekvipager for dommer Erik Sørensen: 2 x LP1, 2 x LP2 og 1 x LP3.
Som sædvanlig havde deltagerne fastsat egne kriterier, og jeg var meget glad for at de blev udnyttet godt! Det er altså sjovere at få succes med en fællesdæk på 5 meters afstand, hvor man belønner med passende mellemrum, end at øvelsen mislykkes fordi man lige vil prøve at gå ud i fuld LP-afstand. Erik var rigtig god til at guide deltagerne, og stillede mange spørgsmål for at tjekke kendskabet til LP-reglerne. Så jeg tror da lige der er nogen der vil bruge en kold vinteraften på at læse LP-reglerne grundigt igennem :-)
Det var rigtigt rigtigt koldt. Hundenes vand frøs til is, og jeg var stiv af kulde i min højre hånd, som jeg skulle skrive med, jeg håber deltagerne alligevel kunne læse Eriks guldkorn!
I dag var der så heldigvis en varm indendørs hundeaktivitet, nemlig et historisk bestyrelsesmøde hvor alle bestyrelsesmedlemmer var til stede!!!
På en effektiv time fik vi gjort status på arrangementer, overblik over økonomi, talt om visioner mv., aftalt dato for generalforsamling og diskuteret rekruttering af bestyrelsesmedlemmer – og både før, under og efter beundret og leget med Camillas dugfriske iPad!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar