søndag den 13. februar 2011

Endnu en skøn weekend

Solrød Strand søndag eftermiddag
Vi har igen haft en skøn weekend!
I går oplevede vi på nært hold, hvor meget vandstanden ændrer sig på kort tid hos os. I går aftes var der lavvandet, i løbet af natten har det stået virkeligt højt – vi kan se på stranden og på stien ned til stranden, hvor højt vandet har stået – og til morgen var det lavvandet igen. Men vandet på stien var frosset til is, og det var ikke helt nemt at komme ned til stranden.

Stien til stranden, svær at passere for to små drenge!
Så tog vi til København og var turister i vores egen by. Vi begyndte med en dobbelt latte på cafe Europa, og så gik vi ellers rundt mellem de mange små hyggelige gader i det centrale København, og helt ekstraordinært købt vi intet. Vi var ellers forbi og inde i flere tøjforretninger og gik lige forbi Summerbird.
Summerbirds kønsdiskriminerende reklame
Vi endte på ærkefranske l’Education Nationale og fik en traditionel frokost. Kirsten en quiche Lorraine og jeg et skaldyrsfad.
Skaldyrsfad til frokost ...
Hjemme igen gik vi en dejlig tur på stranden med hundene, jeg fik trænet lidt med Megan og Lille Bjørn, og vi fik en skøn tapasmiddag.
I dag startede jeg i Jersie med at træne højrehandling med Megan i ½-times tid, inden Lille Bjørn og jeg skulle på Camillas LP-hold. Som sædvanlig havde jeg stillet nogle rallyskilte, nogle kegler og et fristende ottetal op til opvarmning, og Lille Bjørn ænser det ikke, fordi han er totalt på. Fremsending på 15 meter uden problemer. LP2-indkald superflot. Næseprøve, god diskriminering, og han sluttede med at tage pinden helt tilbage. Osv. Lille Bjørn er bare så skøn at arbejde med, så jeg overvejer seriøst om vi skal arbejde mod en LP2 igen.
Efter en lækker frokost og en god tur med hundene, klarede vi lige generalforsamlingen i Lysholdt Consulting, og en lækker middag fra Sushi/Wok i Køge - og nej, det er ikke en af de kineserrestauranter der går 12 på dusinet af!
Først på aftenen fik jeg en opringning fra en kursist, som er tilmeldt hos os, men ikke er startet endnu. Hun ville høre lidt om vores træningsmetoder. Og det kan jeg godt forstå, efter det hendes hund har været udsat for. Indlæring af dæk: Hunden ligger dækket af, ”instruktøren” går hen til hunden, løfter hunden, skriger dæk i hovedet af hunden og kyler hunden i jorden. Mærkeligt nok forbandt hunden ikke kommandoen dæk med noget rart måneden efter, og føreren stoppede straks det pågældende sted.
Jeg glæder mig virkelig til at hun kan opleve at der findes andre metoder at træne hunde på.
Jeg har en ufrivillig vinterferie i næste i uge, men heldigvis en kontrakt tæt på plads derefter. Så i næste uge får hundetræningen lige noget prioritet!

2 kommentarer:

  1. Hvor i al verden træner man dæk sådan? Det har jeg gudskelov aldrig hørt om før.

    SvarSlet
  2. Nej, jeg har heldigvis heller aldrig hørt om det tidligere. Men jeg har ingen grund til ikke at tro på fremstillingen. Hold da op at udsætte en hund for det.

    SvarSlet