tirsdag den 7. februar 2012

Feedback

I går sluttede mine tre mandags LP-hold, men heldigvis starter en ny runde næste mandag, og stort set alle deltagerne fra første runde er med igen. Og når de få, der ikke fortsætter, kommer med gode undskyldninger (som at de skal starte agility), så er det til at leve med.
Undervisningen er jo i vidst omfang feedback til kursisterne om hvordan jeg oplever at de træner deres hunde, og mine råd om hvordan de kan få endnu mere ud af deres træningsindsats.
Men det er jo også vigtigt at få at vide, om vi som instruktører fungerer så godt, som vi bilder os ind, vi gør. I Sydkystens Hundeskole har vi rutinemæssigt evalueringer efter hvert afsluttet hold, men behandlingen af evalueringerne bliver aldrig rutinemæssig. Fx kan jeg nævne at alle evalueringer automatisk sendes til en mailgruppe, og dermed bliver både gode og dårlige tilbagemeldinger synlige i en større kreds og kan og skal anvendes til noget konstruktivt.
Der går længe mellem de dårlige evalueringer eller deciderede klager, som alle naturligvis bliver behandlet seriøst og professionelt. Langt de fleste tilbagemeldinger er heldigvis positive – og i dag fik jeg så en, der var LIDT udover det sædvanlige: ”Det er svært at finde et sted hvor de anvendte træningsmetoder, trænerens evner og personlige væremåde samt niveauet for træningen går op i en højere enhed med hvad man selv ønsker og formår. Men det føler jeg, jeg har fundet i SHS, så os slipper i ikke af med foreløbigt :-)”
Så er det svært ikke at glæde sig til næste gang jeg skal have holdet med den kursist :-))))))

Ingen kommentarer:

Send en kommentar