søndag den 15. april 2012

Hundedag


Der var et nørdarrangement i dag, som jeg måtte melde afbud til, fordi jeg selv havde flere aktiviteter i gang i regi af Sydkystens Hundeskole. Det er den evige afvejning af at træne andre førere med hunde og egne hunde. Jeg kan godt af og til diskutere med mig selv om jeg skulle træne mere med mine egne hunde, men jeg synes jeg samlet har en fornuftig balance af mit ”hundeliv”.

Prioriteringen af hundene er glidende blevet ændret, og det er nok lidt underligt synes jeg selv. Megan står nu sidst i hierarkiet, fordi fokus er på Lille Bjørn, Max og så Megan. Og udover rallyen vil jeg jo gerne arbejde med Megan i dogdancing, som ikke har nogen prioritet lige nu. Jeg blev mindet om det i dag, hvor jeg var involveret i tre arrangementer for Sydkystens Hundeskole, alle i Herfølge Jagtforening.

Vibeke Gyldenkærne gennemførte et af sine populære grundkurser i spor. Under afslutningen af kurset kom deltagerne til at tale om hvad de ellers lavede med deres hunde, og pludselig faldt snakken på dogdancing, og jeg fortalte at jeg trænede det med Megan. En af deltagerne havde erfaring med dogdancing, og så gik snakken ellers :-)

Jeg stod selv for et introduktionskursus til rallylydighed om formiddagen. Seks dygtige ekvipager, hvor de fire allerede nu er klar til at gå op til en rallyprøve. Dejligt at se.

Eftermiddagens LP1 generalprøve var afbudsramt, så det endte med at Merete & Jewel var de eneste deltagere. Det var hyggeligt indtil Megan og Max skulle luftes i en pause, sammen med Jewel. Max er MEGET madfikseret og gik målrettet efter Meretes godbidshånd …

Næste uge bliver en ekstra spændende uge. Mandag starter en ny runde LP-hold i Jersie. Onsdag har jeg sammen med Eva Jensen og Anita Jakobsson teoriaften for vores to hvalpehold. Torsdag går turen til München hvor jeg fredag-søndag skal deltage i Ken Ramirez Training & Consulting Seminar. Det bliver ekstraordinært spændende!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar