En L-dag

Mit ene indlæg til DGI Agility Convention i lørdags handlede om motivation af hunden. Blandt de mange kloge ting jeg sagde, var:

•  Hvis det ikke fungerer, er det ikke hundens skyld :-)
• Hvis hunden lykkes er det førerens skyld!

Disse vise ord har jeg haft god lejlighed til at tygge på i dag, hvor jeg var til rallyprøve i Lellinge, arrangeret af Spaniel Klubben med Pia Johnsen som dommer. En veltilrettelagt prøve i fantastiske rammer:

• Lellinge Stadion, hvor der ingen forstyrrelser er af betydning,
• et flot græsareal,
• fine parkeringsfaciliteter, hvor bilerne kan stå i skyggen med døre åbne og vinduer nedrullede,
• mulighed for at sidde i skygge og se på.

Hvis jeg selv skulle have lagt programmet kunne det ikke være mere perfekt for mig. Start med championklasse, præmieoverrækkelse, og derefter ekspertklasse. Man kan altid diskutere hvad der er en god eller mindre god bane. Jeg vil være så flot at sige, at der ikke er nogen af skiltene som teknisk er for svære for Megan og mig, så banen var på den måde ikke teknisk udfordrende, der var godt flow i den, og faktisk synes jeg den passede rigtigt god til os. Jeg følte mig ualmindeligt veltilpas fra morgenstunden, og tænkte – at dette ville blive en god dag; og jeg havde ægte smil på da jeg gik ind i ringen med Megan og hele vejen igennem.

Alligevel gik det helt i skoven. Vi gik forbi startskiltet, første skilt var skift side foran, Megan hverken hørte eller så mine kommandoer/tegn, og jeg valgte bevidst at tage minus 10 (jeg gik bagom hende og fortsatte). Næste skilt (foran sit, 1-2-3 skridt baglæns) fik vi også minus 10 for fik jeg at vide bagefter. Og så havde vi flere ommere, bl.a. i favoritøvelsen bakke tre kropslængder væk fra fører. Vi endte med 67 point = ikke bestået. Og ikke en god fornemmelse, for det var ikke sjovt at gennemføre prøven, som det ikke har været et stykke tid.

Lille Bjørn var oppe som nr. 13 af 14 tror jeg i Ekspertklasse. Vi har kørt kampagne på bakningen de sidste 4 uger, og jeg synes den er blevet virkelig skarp, og så lå den fint som 2. øvelse. Og vi måtte lave den om :-( Derefter var der flere situationer hvor vi bevægede os i lidt for forskelligt tempo, der var et par ommere, og så kom næstsidste skilt, stå under gang og gå rundt om hund, og Lille Bjørn satte sig både 1. og 2. gang :-(((((( For hulen, det er vores glansøvelse fra LP, og så fik vi minus 10. Vi endte med 72 point og var dårligst placerede hund bortset fra 3 IB’er.

Det var bestemt ikke vores dag. Jf. indledningen er det min skyld – så jeg er virkelig gået i tænkeboks. Med Megan er det et mønster der skal brydes, jeg kan bare ikke finde ud af det. Jeg véd hun på en bare halvgod dag kan gå meget bedre, og på en god dag er hun nærmest umulig at slå – men jeg sørger desværre for halvdårlige dage det meste af tiden. Og jeg nægter at købe Kirstens forklaring med at Megan er klar til pension og ikke gider mere. Jeg skal bare finde ud af at motivere hende.

Med Lille Bjørn er det noget andet. Han går rigtigt godt, jeg synes faktisk vi gik noget at det bedste jeg længe har oplevet i dag. Jeg skal have arbejdet mere med bakningen, så den kommer i et forløb. Jeg skal udføre stå under gang 100 % som i LP. Og ellers tror jeg ikke jeg skal lave så meget om, og bare erkende at det ikke var en god dag.

Der var – herligt! – præmieoverrækkelse mellem hver klasse, så jeg kørte hjem efter ekspertklasse med begge hundene, fik frokost, og tog af sted med Max. Vi kom da banegennemgangen til begynderklasse var i gang, og fik lejlighed til at træne med forstyrrelser, og endnu mere hyggelig hundesnak. Og at nyde Vibeke og Julies debut i rally med 96 point og 2. vinder, det var lækkert at se!

Jeg kunne vælge at se dette som en Lorte-dag, men det kan jeg ikke bruge til noget. Så jeg betragter det som en Lærings-dag, med stort potentiale for at uddrage læring til det videre arbejde med rally.

DGI Agility Convention 2012

I går morges kiggede jeg ud i haven og så Max stirre på ”noget”, som viste sig at være en lille fugl. Da jeg kom ud stod Lille Bjørn og Megan der også. Jeg troede fuglen var død, hvad den bestemt ikke var. På underlig vis fik jeg kaldt hundene væk, og pludselig fløj fuglen, og hundene kiggede langt efter den …

I dag gik turen til Fjelsted Skovkro i Ejby (på Fyn)., hvor DGI Agility afholdt DGI Agility Convention. Der blev afholdt 3 x 3 parallelle sessioner, og jeg var inviteret til at holde to indlæg à 2½ time. Et om Underviserteknik: ”Hvordan planlægger og afholder man undervisningen, så den er spændende?” og et om Motivation: ”Bliv klogere på hvad der motiverer hunden samt få råd til, hvordan du sammensætter træningen, så både hunde og førere bliver motiverede til at deltage.” Med henholdsvis 47 og 67 tilmeldte var det emner, som appellerede til de knapt 100 deltagere.

Jeg kan helt i overensstemmelse med sandheden sige, at det kom meget bag på mig at der var så stor interesse for mine to indlæg!

Det er begge områder som jeg brænder for, og det var en fornøjelse at møde en masse engagerede deltagere, som stillede mange gode spørgsmål og dermed bidrog væsentligt til den interaktion, som gjorde indlæggene meget mere levende. Jeg fik en masse positive tilbagemeldinger undervejs, og har allerede et par bestillinger på at holde foredrag igen på bedding :-)

I indlægget om Motivation brugte jeg en del eksempler fra LP-verdenen, og det var vist ikke helt tosset valgt, for det gav meget kvalificeret modspil når jeg talte om timing, kriterier og frekvens – det var ved at blive et LP3-kursus undervejs. Jeg håber deltagerne synes det var lige så interessant som jeg gjorde!

Conni holdt parallelt med mit Motivations-foredrag et indlæg om rallylydighed, og da jeg tog afsked med hende skulle hun i gang med et indlæg om klikkertræning. Dejligt med god repræsentation fra Sydkystens Hundeskole og Nørdklubben ved sådan et arrangement.

Søndag er fri for hundeaktiveteter.

Mandag skal Megan og Lille Bjørn til rallyprøver i Lellinge.

Generalisering

Jeg fortæller kursister om det HVER træningsgang: Ja, jeg er sikker på at det rigtigt når du siger at hunden kan øvelsen hjemme … men her er det ikke hjemme! Det har jeg helt inde på livet nu med Max, som er meget opmærksom, læser mine signaler uhyggeligt hurtigt (så den mindste usikkerhed hos mig fører til ”forkerte” reaktioner), og er fantastisk når han og jeg er tunet ind på samme kanal.

I går havde jeg ham med til Osted og trænede en lille halv time inden hvalpeholdet. Vi gik to små rallybaner (for første gang!) og det gik flot. Indkald, spring og stillingsskift gik også fint. Så kom Anita og Amanda, og pludselig blev det meget sværere at få kontakt med ham. Vi arbejdede lidt videre, men det var helt klart at det var meget sværere for mig at holde hans fokus.

Det samme skete i dag, hvor vi efter 4 ugers pause startede træning hos Johanna igen. Vi kom som de første og lavede nogle flotte øvelser, inden der kom andre. Så kom de andre kursister, og det hele blev igen meget sværere. I dag var jeg specielt tilfreds med lineføringen – kontakten er fantastisk, og 2-skridtsøvelser og vendinger er ved at ligne noget.

Jeg fik noget godt input til fastholdelse af næseprøvepinden. Jeg skulle vise hvordan jeg arbejder med at indlære fastholdelse af næseprøvepinden, og mens jeg viste det kunne jeg se, at jeg klikker splitsekundet før Max slap, fremfor det øjeblik han holdt fast – en lille detalje for en udenforstående, men essentielt når hunden skal lære at der belønnes for at holde, ikke for at slippe.

Og dagens største succes var fællesøvelserne. Max lå 2 x 1 minut. Han blev belønnet undervejs i begge øvelser, men jeg var mere end 10 meter væk til sidst, og han blev liggende. Der er virkelig sket noget med den øvelse – kampagneøvelse 1 de sidste 4 uger :-)

Fokus er nu generalisering i bred forstand!

Så var det Lille Bjørns tur.

Så sent om i går fortalte jeg nogle kursister, at det ikke er et mål med træningen at hunden ikke begår nogen fejl. Hvis den ikke gør, er træningen som udgangspunkt for nem! Så tanken om at hæve kriterier ved en succesrate på 80 % er jeg varm fortaler for.

Jeg blev mindet om dette i dag, da Lille Bjørn i begge fællesøvelser begik ”fejl”, som krævede at jeg gik tilbage og startede om, og derefter overvejede mine kriterier. Og der kom derefter ikke flere fejl i de to øvelser, men 2 belønninger undervejs i begge øvelser.

Min fokusøvelse i dag var dirigeret apport, hvor jeg nu skal arbejde med at kunne dele øvelsen op (så jeg kan træne dirigering separat, og ikke nødvendigvis til apport men gerne fx skål med godbid), og arbejde med forstærkning af at bevæge sig i den rigtige retning (apporten ligger altid i samme retning og afstand, så forstærkning af bevægelse mod apport er godt!).

Der var masse af gode momenter i træningen i dag i øvrigt, og specielt fremsendeingen fra 25 meter var superb, og så en færdig næseprøve, med et perfekt søg, optag af den rigtige og perfekt plads med pinden i munden. Lille Bjørn smed på Johannas ”Tak!”, men så har vi også det at træne på :-)

Max i LP1 og Kristiansminde

Jomfruhummere på grillen

En dag uden planlagt træning eller prøver. Den blev naturligvis anvendt til lidt træning på forskellig vis. Det helt store fokusområde hos os er at få Max glad igen, og jeg synes vi er godt på vej. Det betyder at vi er meget opmærksomme på at holde øje med Lille Bjørn, komme ham i bur af og til, så vi kan lege og kæle med Max – og i det hele taget tænke os om.

Til formiddag, da vi nød formiddagskaffen og et meget stort gåsebryst (kage) i solen, aftalte vi, at jeg skulle lave en fuld LP1 med Max i haven, med Kirsten som prøveleder. Hvis jeg havde været i tvivl (hvad jeg ikke var), så er jeg det ikke længere – Max er meget dygtig. Selvom mor, som synes Lille Bjørn er STJERNEN, ikke er helt enig, så er Max meget mere arbejdsivrig, opmærksom og præcis end Lille Bjørn var i samme alder.

Og Max er bare totalt vidunderlig at arbejde med. Hans fri ved fod (og lineføring) er fantastisk. 2- skridtsøvelserne og vendinger er også ved at være ret skarpe. Stå og spring er fantastiske. Stillingsskiftet gav anledning til en god iagttagelse. Max dæmpede helt vildt da jeg brugte venstre hånd i afdækningen, reagerede nærmest som om jeg ville slå ham. Han dækker nu perfekt på verbal kommando … Lidt skæv plads i indkaldet. Søgningsdelen af næseprøven er flot, apporteringen arbejder vi særskilt med (han tog pinden halvvejs tilbage).

Dækken rejste han sig fra, men det blev også lidt underligt setup, fordi Kirsten og jeg stod og talte sammen; det skal vi selvfølgelig kunne uden at han rejser sig, men det er vi ikke klart til endnu.

Men bundlinje: Jeg føler mig i den grad klar til at tage Max ud i verden og arbejde med generalisering :-)

I eftermiddags gik turen så til Lokalcentret Kristiansminde. Jeg havde sammen med Megan og Lille Bjørn en aftale med Anita og Django, Susanne og Bastian, samt Charlotte og Spot og Laika, om at lave en hundeopvisning for beboerne. Det er vel efterhånden en tradition, vi var alle fire gengangere fra et tilsvarende arrangement sidste år. For os er det hyggelig træning, for beboerne er det dejlig og meningsfuld underholdning, og vi fik en masse gode og positive tilbagemeldinger. Det er virkelig værdsat af beboerne at se noget blandet hundearbejde – i dag rally, LP, agility, brugsarbejde og jagttræning – sat sammen, så der sker noget hele tiden i 45 minutter.

Og bagefter får hundene godbidder ad libitum af beboerne, så jeg måtte virkelig slæbe Megan og Lille Bjørn ud til bilen, for dem var dette paradis på jord :-)

Træningsmæssigt var det ganske udfordrende, for der var simpelthen så mange distraktioner, som var mere interessante for Megan end mine godbidder. Hun havde en fest, og jeg fik med mange smil kæmpet os igennem en svær championbane, som jeg selv havde sat op :-) Hun fik også lov at lave demo af springapport og næseprøve, og hold da op, hun havde bestemt ikke glemt disse øvelser, som vi aldrig træner længere.

Lille Bjørn synes også det var meget spændende og meget distraherende omgivelser, men vi fik da også arbejdet os igennem rallybanen med passende godbidder undervejs. Fællessitten holdt ikke mange sekunder, og han rejste sig da jeg gik tilbage i fællesdækken. Han lavede noget flot fri ved fod, Anita & Django og Susanne & Laika gik ved siden af hinanden/efter hinanden. Næseprøven gik også fint.

Hyggelig træning under anderledes rammer, nogle glade tilskuere som værdsatte vores opvisning Og en lang hyggelig eftersnak med Anita, Charlotte og Susanne.

Der blev taget en masse billeder, men det var tilskuerne der fotograferede os. Så her må I nøjes med et foto af vores jomfruhummere på grillen :-)

Ny fører ønskes

Fremsending til kegle (foto: Grafiko.dk)

Dansk Collie Klub afholdt LP- og rallyprøver ved Rishøj Hallen i Køge i dag, og det var som altid et flot arrangement. Der var to LP-ringe og en rallyring, og jeg havde valgt at tilmelde Megan i rally championklasse og Lille Bjørn i LP3.

Megan, som ellers har prøvet lidt af hver med mig som fører, oplevede vist en ny bundrekord i dårligt førerarbejde i dag :-( Vi stod lige uden for banen og ventede på at Frank skulle komme ud af teltet. Første skilt var start, næste skilt tulipan (en vending) og dernæst fristende otte-tal, som stod lige ved siden af startskiltet. Megan uden line på skulle naturligvis hen og snuse til en af madskålene, og jeg fik lidt højlydt fjernet hende igen – og så var vi klar til at gå på banen …. NOT.

Sjovt nok dæmpede Megan fra skilt et, og vi gik en rigtig dårlig bane, uden glæde. Vi fik 86 point og topper på lånt tid listen over Årets rallylydighedschampion , men der skal godt nok helt andre boller på suppen fra førerens side, hvis han skal få Megan til at arbejde med samme glæde som Lille Bjørn. Som man kan se på Camillas billede foroven er det bestemt ikke fordi Megan ikke vil arbejde!

Tak til de mange, som er kommet med gode råd om hvad jeg skal gøre for at få Megan til at performe. Hun er jo en skøn og lydig hund, og når føreren forstår det kan hun præstere fantastisk!

Lille Bjørn var for tredje og indtil videre sidste gang oppe i LP3. Jeg havde tilmeldt tre LP-prøver med tre forskellige dommere på tre uger, for at prøve LP3 af med ham. Og det er gået godt; men vi mangler et par øvelser der skal være lidt skarpere, og der er naturligvis en masse detaljer der skal arbejdes med. Så et par måneders prøvepause og målrettet træning står foran os. For først og fremmest er jeg blevet bekræftet i, at Lille Bjørn sagtens kan begå sig på højt niveau i LP.

Der var en der kom hen til mig på parkeringspladsen og fortalte hvordan hun havde nydt at se Lille Bjørns glæde, når han gik LP, og sådan ros kan bestemt godt få mig til at ranke ryggen :-)

De officielle kommentarer til dagens prøve kan læses her. Der er også videoklip fra dagens prøve, filmet af Susanne Bach. Status på de ti øvelser efter de tre prøver er:

• Fællesdæk – det var en af de øvelser, der ikke var på plads da vi gik i gang. Men sørme om Lille Bjørn ikke har fået 10 point de sidste to prøver
• Fællessit – var til gengæld regnet for en sikker øvelse, der har vi fået 0 de sidste to gange. I dag fulgte han med mig i starten …
• Fri ved fod – det er en af mine favoritøvelser (!), vi har fået 8, 8 og 7, og der er masser at træne, men ingen tvivl om at dette ikke bliver en hadeøvelse som det var med Megan :-)
• Stillingsskift – 6½, 8 og 8, og vi har ikke toppet endnu. Det er altså også en favoritøvelse, som jeg elsker at nørden med.
• Dirigeret apport – efter 7½ og 7 mistede vi øvelsen i dag. Lille Bjørn kunne ikke se apporten, og ledte lidt … Jeg skal bestemt arbejde med at opbygge sværhedsgraden i søget, så han véd at der ALTID er en apport. Dirigeringen fulgte han flot.
• Springapport – 8, 9, 8½, vi skal bare have afleveringen på plads …
• Stå, sid, dæk under gang – 8, 8½ og 8, i dag oveni købet med en mistet position. Men det er en sjov øvelse, som vi nok skal få mere ud af
• Indkald med stå – 3 x 0, det er vores hovedindsatsområde pt.
• Fremsending – 9½, 8½, 9. Der er altid noget at arbejde med, og i dag gik han på prøvelederens kommando i indkaldet …
• Næseprøve – 8, 9, 7½ - igen er det afslutningen (afleveringen) der halter

Summa summarum: 6 øvelser hvor vi har fået point alle tre gange, 2 øvelser der er kikset en gang, 1 øvelse der ikke er lykkedes to gange samt 1 øvelse der ikke er lykkedes. Vi går efter 1. præmierne efter sommeren!

Take your own medicine

Lille Bjørn slapper af inden LP-prøven i morgen ...

Jeg skrev i min blog i går bl.a. at jeg var ved at finpudse mine indlæg til DGI’s Agility Convention den 26. maj, og at fredagen stod til ingen hundetræning.

Jeg har fortsat finpudset i dag, og som, det ofte sker, når jeg skal ud og holde foredrag, bliver jeg mindet om, at det jeg vil fortælle andre måske også kan virke på mig selv …

Det betød at dagen i dag bl.a. kom til at indbefatte en række korte træningssessioner, med fokus på problemøvelser.

I stuen i morges trænede jeg fastholden af apport, det første skifte i stillingsskift og bakning med Lille Bjørn.

Mens Kirsten handlede trænede jeg med Lille Bjørn og Max i haven.

Med Lille Bjørn det første skifte i stillingsskift igen, indkald med stop samt stå, sid og dæk under gang. Ret godt alt sammen.

Med Max fri ved fod (hold op hvor er han god), LP1 stå (perfekt), LP1 spring (perfekt), LP1 stillingsskift tæt på perfekt, fastholden af apport (går bestemt fremad) og dæk, hold da op, der sker noget … nu kan jeg gå 10 meter væk, og han bliver bare liggende.

Da vi kom hjem fra frokost startede den nye strategi, at lege med Max, når jeg kommer hjem. Så Kirsten lukkede kun ham ud, jeg havde gemt mig, og da han fandt mig vild glæde og leg. Vi fik introduceret tennisbold som belønning (byttes med godbid på kommando), og vi fik lavet nogle indkald, til sidst med mig bag nogle buske. Super, og vild glæde hos hund og fører.

Og så glemte jeg naturligvis ikke Megan, som fik 5 minutter før spisetid med sideskift, højrehandling og bakning. En herlig dag næsten uden hundetræning :-)))))

Og så var det alligevel en rigtigt sørgelig dag. Christian overnattede hos os i nat, fordi hans gode ven Henrik skulle begraves i dag fra Solrød Strandkirke. Det er til at tude over, så det har vi også gjort, for som vist alle kan blive enige om – det er ikke meningen at de unge skal dø først. RIP Henrik. Selvom vi kun kendte dig perifert véd vi, at du var et dejligt menneske, som havde fortjent et langt, dejligt liv. Alle vores tanker går til din familie og din kæreste.

Planlægning

Dagny Servaes (Theonis) og Harry Liedtke (Ramphis), kilde

I mit arbejde som konsulent er fleksibilitet ét af nøgleordene. Så da der mandag morgen opstod en situation, som gjorde det naturligt at jeg lagde en ekstra indsats det kommende par uger, sagde jeg selvfølgelig ja tak til det. Det gjorde mandagen lidt turbulent, men LP-holdene mandag aften blev naturligvis ikke svigtet :-)

Tirsdag gik turen til Stockholm til et planlægningsmøde, og hjemturen var planlagt, så jeg kunne møde niece Anne på Il Senso, og få noget lækker italiensk mad, nogle skønne vine og dejligt selskab indtil vi skulle over på den anden side af gaden til Cinemateket.

Jeg havde inviteret til intet mindre end - citeret fra Cinematekets hjemmeside: ”Cinemateket præsenterer i samarbejde med Goethe-Instituttet en filmhistorisk skat: ”Das Weib des Pharao” fra 1921 af Ernst Lubitsch. Et af europæisk films mest opulente udstyrsstykker, og den vises med levende musik: tirsdag den 15. maj med rockduoen Howl Baby Howl (Jeppe Brix Sørensen og Silas Hagemann Tinglef) med musikalsk forstærkning.”

Handlingen lyder som var det en opera: Den etiopiske kong Samlak tilbyder den ægyptiske farao Amenes sin datter Makeda som hustru for at sikre fred mellem landene. Amenes forelsker sig i en af Makedas slaver Theonis. Theonis er forelsket i Ramphis, søn af lederen af byggeriet af Amenes pyramide. Etiopierne angriber ægypterne, masser af drama, og både Amenes, Theonis og Ramphis dør til sidst. Med live musik af Howl Baby Howl lige noget for en filmnørd :-) Der kommer en anmeldelse på min filmblog :-)

Onsdag stod den på hvalpehold og rally/LP i Osted.

Torsdag eftermiddag var vi 5 nørder der mødtes til træning i Jersie. Første runde fællessit gik helt i fisk, Lille Bjørn stod, da jeg vendte mig om, og jeg måtte tilbage på at klikke på 5 meter for overhovedet at belønne noget … Heldigvis tog vi senere en anden runde, hvor jeg fik belønnet først efter 20 sekunder, og så efter 30 sekunder.

Fællesdækken gik fint, jeg kom frem efter 30 sekunder i skjul, igen efter 2:30 og korrekt afslutning.

Fremsendingen derefter gik også lidt op i hat og briller. Han løb cirka 7 meter og begyndte at snuse, og jeg måtte ind på 5 meter for at få en ordentlig fremsendelse. Efter lidt mere rod fik vi afsluttet med et flot udløb på 15 meter. Hmmmm.

Stillingsskiftene gik fint, vi havde lidt problemer med sit og dæk under gang, men det var hver gang fordi han hang lidt, og når han havde kontakt, gik skiftene fint. Fri ved fod gik fint, fastholdelse af apporten udvikler sig pænt, og indkald med stop begynder også at ligne noget på 12-15 meter (der er et stykke til 25!!!).

Max var med, og det kunne desværre tydeligt høres. Jeg fik arbejdet lidt med kontakt til sidst, for han vil jo gerne, men vil ikke ”bare” se på, og vil meget gerne hilse på andre hunde og mennesker.

Da vi kom hjem gik jeg direkte ud i haven med ham og lavede den mest fantastiske træning: Masser af skarpe pladser, flotte stillingsskift, en næsten fuld LP1 stå, et LP1 spring og sit og bliv siddende.

En del af dagen er også blevet brugt på at finpudse mine indlæg til den 26. maj, hvor jeg har to indlæg à 2½ time om henholdsvis Underviserteknik og Motivation på DGI’s Agility Convention på Fjelsted Skovkro, se detaljer her.

Fredag står i pt. til ingen hundetræning ... Men lørdag er det Dansk Collie Klub der trækker med rallyprøver (Megan) og LP-prøver (Lille Bjørn) ved Rishøj Hallen i Køge, og søndag er vi fire nørder hvis hunde skal underholde på Kristiansminde.

Weekend i Måløv

Lille Bjørn i rally (foto: Annie Larsen)

Belgierklubben Kreds 3 havde i weekenden arrangeret et todages LP- og rallyarrangement, som de havde stor ære af! Det var velorganiseret, med præmieoverrækkelse efter hver klasse, og med masser af dygtige hunde. Vejret var ikke helt med os lørdag, hvor det blæste meget voldsomt og der også kom lidt byger indimellem. Søndag var der til gengæld det skønneste solskin. Så i gennemsnit gik det vist lige op.

Jeg var oppe med Megan i rally championklasse begge dage, Lille Bjørn var oppe i rally ekspert begge dage og LP3 søndag.

Det gik ikke godt med Megan. Hun var totalt fraværende under begge prøver, og under prøven i dag kunne jeg bare mærke, at det ikke var sjovt. Hun snusede konstant under hele prøven, alt foregik i slowmotion, og det var ikke et kønt syn. I går var det på samme niveau, der havde vi tre ommere, og i dag satte jeg så tempoet ned og prøvede at være tydeligere i mine signaler. Da jeg kom hjem sagde Kirsten: Hun er snart 9 år, hun gider ikke det pjat længere. Det må jeg tænke over, for jeg véd at Megan kan gå fantastisk, hvis jeg motiverer hende ordentligt. Vi fik 86 og 88 point, og som man kan se på den opdaterede liste for konkurrencen om Årets rallylydighedschampion rækker de point ingen vegne. Vi er kun placerede fordi vi har deltaget i flere konkurrencer end de andre …

Lille Bjørn er meget sjovere at arbejde med må jeg indrømme. I går fik vi 83 i rally (vi lavede bakken om uden at få den) og i dag 93 point (vi fik bakken i andet forsøg), kun 2 point fra titlen … Vi går nu i bakketræning, for det er den øvelse som skal sidde i skabet, hvis vi skal have den sidste pind. Conni gav mig lige nogle træningstips, og vi starter træningen i morgen.

Weekendens for mig vigtigste prøve var Lille Bjørns 2. LP3-prøve. Hans Ove Pedersen dømte, og de officielle resultater kan ses her.

• Dagen blev reddet allerede i første øvelse, fællesdæk. Lille Bjørn lå i alle fire minutter, ved siden af Berner Sennen Tristan, og vi fik 10 i øvelsen.
• Sitten, som ellers er en favoritøvelse, blev en mindre succes, da Lille Bjørn ret hurtigt lagde sig.
• Fri ved fod med Lille Bjørn elsker jeg. Der var lidt snus indimellem, men han arbejder for sagen, og vi fik 8 i dag.
• Stillingsskiftet: Vi tog det vigtige første skifte, der skulle ekstra kommandoer til i to skifter, men han rykkede ikke ret langt frem, og 8 for den også.
• Den dirigerede apportering var jeg ganske tilfreds med. Han fulgte dirigeringen flot, synes det var en underlig apport (det synes jeg også!), så skulle lige se den anden, men kom ind med den og smed den. 7.
• Springapportering. Jeg blev trukket for en ekstra bliv (den blev nu afgivet før mit klarsignal, men pyt med det) og en skæv plads. Lille Bjørn smed også apporten, så 9 var vist ikke for lidt :-)
• Stå, sit, dæk fik vi 8½ for. Lille Bjørn vendte sig i ståen (ups, det er anden gang), og jeg måtte bruge en ekstra kommando for at få ham med efter sitten.
• Indkald med stå er ikke på plads, og vi fik 0.
• Fremsending er en af favoritøvelserne, som der gik lidt ged i i dag. Lille Bjørn reagerede slet ikke på min første kommando. På anden kommando løb han flot ud mod feltet, og stillede sig lige udenfor. Den tillidsfulde fører holdt sin kæft, og bjørnen løb ud i feltet! 8½.
• Næseprøven fik vi 9 for. Lille Bjørn tog den rigtige smed den, snusede videre, og tog så den rigtige og kom ind med den og smed den.
• Og så 9½ i helhedsindtryk.

Jeg er meget meget tilfreds med dette. Lille Bjørn arbejdede virkelig godt, bortset fra fællessit var det cirka det bedste vi kan gå en LP3-prøve til dig, og når vi får arbejdet med indkaldet og får styr på afslutningerne i apportering og næseprøve, må der komme 1. præmier. Rallyprøven lå efter LP-prøven, og jeg havde fået rykket min placering, så der blev lidt tid til at puste ud. Mest for mig, for Lille Bjørn virkede helt upåvirket. Han er en sej lille fyr.

Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær

Steen Steensen Blichers novelle Hosekræmmeren begynder med de bevingede ord ”Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær”. Læsere der trofast har fulgt min blog kan måske huske denne fra december 2009, hvor jeg både kunne fortælle om Camilla, der var blevet mor, og at vi skulle til begravelse af en vores søns allerbedste venner. Det føles bare helt forkert når det er de unge, der dør først – det er ikke meningen med livet.
Og så blev det desværre igen det, der skete. Vores søn var i påsken i Indien sammen med en god ven, og havde en fantastisk ferie hos en fælles ven udstationeret i Indien. Sidste weekend kom den ufattelige besked, at vennen i Indien var død. For os bare en stor dreng først i 30’erne, for vores søn en god ven, for familien en søn, en storebror, og han havde en kæreste. Christian skal for anden gang bære kisten med en af sine gode venner, og det føles så forkert. Det er bare ikke til at fatte eller bære.
Sådan havde jeg det også, da jeg i dag hørte at Dil og Shantis Joythi ikke var mere. Joythi, som vi trænede sammen med for 14 dage siden, Joythi som blev DKLPCH for 13 dage siden. Joythi som mange af os hundefolk oplevede som en stresset hund, men dygtigt trænet af Dil opnåede nogle fantastiske resultater. Det føles ikke rigtigt, at Joythi ikke er mere, men naturligvis har Dil og Shanti truffet den rigtige beslutning, som de har beskrevet her.

Der var en gang for mange år siden, at jeg følte det mærkeligt, at jeg kunne græde mere over at min hund var død, end når et menneske jeg kendte var død. Der var heldigvis en klog person der kunne fortælle mig, at det var ganske naturligt – for vi omgås vores hunde på en helt anden måde end de fleste mennesker vi kender. Hundene er der ALTID, og er helt afhængige af os, og når de ikke er der mere er det naturligt at føle en helt anden form for sorg, end hvis selv en nærtstående person, som man ikke omgås daglig, dør.

Vi er mange hundevenner, der har grædt med Dil og Shanti i dag.

Min yndlingstræningsmakker

I dag havde jeg planlagt at jeg skulle til selvtræning hos Knud Djernes. Johanna er på ferie, men har arrangeret at hendes hold kan selvtræne, mens hun er væk, og naturligvis skulle jeg det.

Jeg har en kalender, som er tæt belagt med hundeaktiviteter i fritiden, typiske er der 5 dage om ugen med noget direkte hunderelateret: undervisning, træning, konkurrencer eller møder. Det trækker ret store veksler på hjemmefronten; og der sker intet katastrofalt ved at springe en planlagt træning over – så sådan blev det. Vi hentede lidt lækker mad og har hygget med den og noget god vin.
Hundetræning af egne hunde har været meget begrænset i denne uge.

Mandag trænede jeg fællesdæk med Anita før LP-holdene. Som supplement til andre strategier træner vi på Anitas forslag at Lille Bjørn bliver belønnet af en anden (= Anita), mens jeg er skjul. Dvs. det sker variabelt, jeg klikker og nogle gange er det Anita, andre gange mig, der belønner. Det fik vi taget godt hul på. Så trænede jeg lidt indkald med stop med favoritlegetøjet, og jeg har igen fået hævet kriteriet for hurtigt, så jeg skal fortsætte med at kaste legetøjet mere end jeg ikke skal i stop-bevægelsen. Efter LP-holdene fik jeg noget input fra Christina og Eva til Lille Bjørns bakning. Ovenstående er – ikke overraskende – vores tre fokusområder pt. :-)

Tirsdag var jeg nede på stranden og træne med Lille Bjørn. Christina mindede mig mandag om, hvor godt det er at træne stoppet i sandunderlag, og sørme, jeg fik nogle knaldflotte stop på 12 meter med legetøj og et mindst ligeså flot uden legetøj (der kom som belønning bagefter). Og, herfra er det bare at øge kriterierne, som jeg fik at vide for nylig af min yndlingstræningsmakker. Så arbejdede vi med det første skifte i stillingsskift og kun det. Fint. Og endelig positioner under gang på vej op fra stranden. Meget fint.

Onsdag i Osted havde Anita og jeg aftalt at mødes før vores to hold, for at fortsætte med træningen af Lille Bjørns dæk, og det gik mindre godt. Det styrtede ned, og selvom jeg havde sænket kriterierne, havde jeg ikke sænket dem nok. Det sker. Bagefter lavede han den mest fantastiske fremsending fra 20+ meter. Inden vi kørte hjem arbejdede vi lige med stillingsskift, men det våde underlag var ikke et hit, så igen måtte jeg sænke kriterierne.

I dag blev det så ikke til selvtræning hos Knud, men i stedet trænede jeg med Max i haven. Jeg synes han arbejder flot, men han er ikke en glad hund. Lille Bjørn dominerer ham, og det betyder bl.a. at Max dæmper, når der kommer legetøj frem, fordi han indendørs ikke må lege med det, når Lille Bjørn er der. Det er definitivt et problem, når jeg rigtigt gerne vil arbejde med begge hunde, så vi er virkelig i tænkeboksen. En løsning kunne være at Lille Bjørn boede et sted i nærheden, og jeg så tog ham med til træning, men det er jo ikke en måde at have hund på tænker jeg.

Hvorfor hedder denne blog ”Min yndlingstræningsmakker”? Ja, jeg kunne have kaldt den hundetræning, skulken fra hundetræning, Max Bjørneproblemer eller alt muligt andet. Jeg skrev en blog for tre år siden om Camilla, som min yndlingstræningsmakker. Vi træner stadig sammen, men der går længe imellem; men en dag får hun en LP-hund igen, og så sker der nok en masse igen.

Der er flere andre, jeg nyder at træne sammen med, men min yndlingstræningsmakker er uden tvivl Anita. Vi har kendt hinanden i 5 år, og trænet sammen på mange forskellige hold, og vi kender hinanden rigtigt godt træningsmæssigt. Herunder udfordringerne ved at arbejde med ”svære” hanhunde.

Det jeg specielt kan lide ved Anita er, at hun på en rigtig sød måde kan give noget meget direkte feedback. Nogen gange umiddelbart, andre gange når jeg kan se på hende, at jeg ikke har gjort rigtigt. Som da jeg i forbindelse med ovenstående mandagstræning blev spurgt om mine kriterier (puha, som at bliver krydsforhørt af sig selv!!!), og jeg kom med et bud. Lang pause. Hvorefter jeg måtte spørge, hvad Anita syntes. Og så kom det: ”Synes du ikke du skulle give ham en chance for at få en succes?”. Touché.

Anita og jeg er de to (af fem) der er tilbage fra Nørdklubbens første generalprøve (det var før den hed Nørdklubben). Og selvom jeg mener at der er mere nørdede hundepersoner end Anita og mig selv, så tror jeg nok at Anita og jeg i almindelige menneskers opfattelse er ganske nørdede.

Anita er den eneste, som jeg umiddelbart kan bede om at klikke mig i en øvelse, fordi hun kender mine kriterier. Og så er hun med i den lille skare, som jeg bare véd, har læst min blog, stort set inden den bliver offentliggjort. Og hun véd, at jeg har læst hendes, den seneste er her; og så er det nemt at gå direkte til de træningsmæssige udfordringer, når vi mødes.

Anita er lærer af profession, og jeg er stolt af at jeg fik lokket hende til Sydkystens Hundeskole som instruktør, for det er hun naturligvis også god til. Når der bliver lejlighed til det vil Max og jeg gå på et LP-hold hos hende :-)

Jeg glæder mig til masser af god træning sammen med Anita!

Weekend i Roskilde

En stor del af weekenden blev brugt på Dyrskuepladsen i Roskilde. Begge dage havde Sydkystens Hundeskole tilbudt at interesserede kunne prøve at gå lidt rally, og det var meget populært :-)

I dag søndag stod den også på rallyprøver. Resultaterne var beskedne, men hundearbejdet fantastisk! Forskellen skyldes føreren, hvilket jo desværre er den typiske forklaring …

Jeg tog Lille Bjørn ud inden banegennemgangen, fordi vi skulle op som nr. 4 ud af 22. Som start på banegennemgangen blev rækkefølgen ændret, fordi der var en del agility- og LP-folk som skulle tidligst muligt op, så vi endte som nr. 11 i startrækkefølgen.

Underlaget var naturligvis vildt interessant, og jeg måtte under opvarmningen arbejde en del med at få kontakt med Bjørnen. Og så lykkedes det mig at træde ham over poterne to gange da vi varemede op med bak. Flot førerarbejde.

Da vi skulle ind på banen kunne jeg stort set ikke få kontakt til ham. Så stod vi ved startskiltet, jeg havde kontakt, jeg meldte klar … og lille Bjørn var i sjælden grad på. Totalt opmærksom hele banen igennem, ingen gøen. Bakken måtte jeg lave om, og den gik heller ikke anden gang, og det kan jeg jo ikke fortænke Bjørnen i efter vores opvarmning, og så fik jeg også minus 10 for sit ved siden af, sit foran, højre om sit, fordi Lille Bjørn havde skiftet position foran (havde rettet sig op), hvilket jeg ikke bemærkede :-( Men kun to minus point derudover. Ikke dårligt at ende med 78 point på den måde.

Championklasse, Megan var første af fem hunde. Hun gik rigtigt godt, der var lidt hæng og snusen, og så en ommer: Ind foran og bakke tre hundelængder … da hun stod foran mig blafrede kantbåndet og hun vendte sig, jeg afventede at hun kiggede på mig – og hun satte sig i samme øjeblik. Jeg skulle naturligvis bare have givet bak-kommandoen. Ellers gik det nydeligt, og 90 point var ok.

Resultatmæssigt rakte det kun til en fjerdeplads, fordi der også var ekvipager med 91, 92 og 94 point. Prøven var den første, der tæller med til konkurrencen om årets rallylydighedschampion, stillingen kan ses her.

Ny energi!

Vi kom forbi et sted med denne skiltning ...

Onsdag har Anita og jeg er par hold i Osted. Det sidste hold er et blandet rally/LP-hold. Da der var fire af deltagerne på mandags LP-holdene i Solrød, der ikke kunne komme i mandags, blev de i stedet inviteret til Osted. Jeg havde aftalt at vi skulle afprøve en fællesdæk med Lille Bjørn efter den almindelige træning.

Inden første hold trænede jeg lidt fri ved fod, som jeg har forsømt noget – med det resultat at Lille Bjørn forventer, at han bliver bedt om at indtage en position … Det mønster er vi ved at bryde. Så arbejdede vi med stillingsskifter og sluttede med en perfekt dæk-stå på 13 meter. Springapporten var super, bortset fra at han ikke holdt apporten, men jeg havde givet ham slipkommandoen inden. Og så lavede vi den mest fantastiske fremsending på 20+ meter.

Så var han i bilen indtil fællesdækken. Jeg havde aftalt at han skulle ligge mellem Helles Tristan (Berner Sennen han) og Lailas Donna (collie tæve). Anita styrede slagets gang. Lille Bjørn rejste sig efter 1:30 (mit kriterium var 1:45), se det ligner et mønster. Han blev dækket af igen, og rejste sig igen efter 3:00 (da havde jeg været i skjul 1 minut), blev dækket af og vi afsluttede normalt. Mønstre skal brydes, så næste gang Anita og jeg træner sammen har vi aftalt at hun skal belønne ham mens jeg er i skjul.

Torsdag var der ikke noget hundetræning, men et fantastisk måltid på l’Education Nationale.

Torsdag aften skrev jeg til nørderne, om der var nogen der ville træne i Jersie fredag kl. 14, og Christina og Tempo mødte op. Vi fik 1½ times skøn træning, jeg nye indfaldsvinkler til nogle problemområder og Lille Bjørn en ny ven :-)

Inden Christina kom trænede jeg med Max. Fri ved fod, indkald, stå og dæk. Rigtigt godt alt sammen. Så trænede vi lidt rally – Max er nu tilmeldt sin første prøve, den 29. juni 2012 – men i det sekund Tempo dukkede op forsvandt al koncentration; der skal virkelig arbejdes med forstyrrelser. Så i morgen kommer Max alene med til Dyrskuepladsen i rally. Så kan vi træne blandt mange hunde …

Megan trænede jeg intensivt i 10 minutter, og når vi gør det på den måde er der godt nok fokus fra hendes side. En masse sideskift, bakning til højre, venstre og væk, fremsending til kegle, spin og twist, samt diverse højrehandling. Hun er lækker at arbejde med!!!

Så blev det Lille Bjørns tur. Efter lidt opvarmning gik vi i gang med fællesdækken. Christina og jeg havde aftalt en plan A (hun skulle klikke og belønne efter 1:15 og efter 3:00, jeg skulle bare blive i skjul), og så nogle forskellige alternativer planer. Det var ikke planlagt at Lille Bjørn skulle rejse sig efter 20 sekunder … Christina dækkede ham af igen. Lidt senere rejste han sig igen, det gjorde Tempo også, fordi der var en der absolut skulle lufte sin hund lige der hvor vores hunde lå :-( Vi afbrød showet og sluttede med en succes: 2:15 hvor jeg var synlig hele tiden. Og så fortalte jeg Christina om, hvad jeg fortæller kursister på fællesøvelsesholdene, og vi blev enige om, at en opgave til Lille Bjørn, når han ligger, måske ikke var så tosset.

Så arbejdede vi med dirigeret apport. Græsset var ikke nyslået, så jeg kunne dårligt se apporterne selv, men selvom Lille Bjørn drejede mod uret mod en venstreapport endte han med at løbe i den rigtige retning, og skulle kun have lidt hjælp af Christina for at finde apporten. Derfra gik det fint, og han smed apporten på min kommando. Så fik jeg lige et kursus af Christina i at lade hunden vælge godbid fra når den skal vælge mellem apport og godbid. Det arbejde vi videre med; det er afslutningen af tre øvelser (dirigeret apport, springapport og næseprøve), der påvirkes af dette.

Så skulle jeg lige udnytte at Christina havde lagt et felt. Og hvad skete? Lille Bjørn valgte feltet fra, og Christina og apporten til. Hold da op, jeg skal da virkelig arbejde med at være mere værd for ham!!!!

Endelig arbejde jeg lidt med bakning, jeg skal jo huske at vi også har nogle rallyprøver, der skal bestås!

Hjemme igen kunne jeg godt mærke, at Lille Bjørn gerne ville arbejde videre (det ville alle tre hunde gerne), og efter lidt pause gik jeg i gang med ham igen. Vi arbejdede med bakningen, og fik lidt input fra Kirsten (gladere stemme, ikke dreje kroppen).

Og så fandt jeg lige i gemmerne en lille massiv bold med snor i, som Lille Bjørn tændte helt på, og vi fik arbejdet med nogle superflotte stop i indkald. Lille Bjørn har nogle meget hurtige indkald, og jeg har gået og overvejet at træne et ”langsomt indkald”, som skulle bruges til at stoppe ham. Men som Anita sagde: Hvis du kan stoppe ham på den halve afstand, når han har fuldt fart på, så kan du også lære ham det på fuld afstand … Det er sådan noget jeg selv siger til kursister, og jeg havde ikke et godt modargument. Så nu går vi efter det!!

Og så arbejdede jeg med apporten, og sørme, efter 10 gentagelser holdt han fast i apporten og jeg kunne flytte rundt på den, og han slap først på min kommando. Det skal vi nok få på plads!!!

Der er masser af detaljer at arbejde med med alle hundene, og hvor er det hyggeligt!!!

Træning af tre hunde

For nogle år siden trænede jeg rigtigt rigtigt meget med Megan, og Lille Bjørn var mest vedhæng, selvom han også blev trænet seriøst. Men gradvis er vægten tippet over til lille Bjørns fordel.

Da Max kom til blev han trænet intensivt i starten, men nu er der kommet bedre balance i tingene. Et groft gæt er at jeg bruger 60 % af træningstiden på Lille Bjørn, 30 % på Max og 10 % på Megan. Jeg ville gerne bruge endnu mere tid på Max, men Lille Bjørn skal jeg også arbejde med. Det er ikke nemmere med 3 hunde …

Min træningsblog minder mig om, hvis jeg forsømmer den ene eller den anden hund, og i går var det så Megans tur til at komme med.

Hun hjalp med at stille op inden mine LP-hold i Jersie, og så fik vi trænet lidt rally: sideskift, spin og twist, bakning til højre og venstre og bagud, samt lidt plads/højreplads, ind foran og bagud. Man kan nå rigtigt meget på 10 minutters velplanlagt træning!

I dag havde jeg planlagt et ”fuldt LP1 program” med Max hjemme. Det gik fantastisk – han arbejder virkelig godt uden forstyrrelser, og som jeg belærer mine kursister om, er det jo forudsætningen for at tage øvelserne uden for hjemmets trygge grænser. Tandvisning var perfekt. Lineføringen var uden line, men helt tilfredsstillende. Ståen begynder at ligne noget, flot og skarp stå, 6 meter 8 sekunder – og han bliver stående perfekt da jeg går tilbage - perfekt spring, han holder positionerne i stillingsskift, men skulle have ekstra sit, flot indkald, næseprøve søg arbejder vi ikke med – fastholden og gå rundt med er fokusområder, dæk – nu på 10 skridt og 10 sekunder, det er store fremskridt!

Max er uden tvivl den mest lovende hund jeg har arbejdet med – undskyld Megan og Lille Bjørn – og jeg er så glad for at jeg tager det stille og roligt med ham, så han i et passende tempo kan udvikle sig. Jeg overvejer stadig hvornår han skal debutere i en officiel konkurrence, lige nu er rally 3. juni 2012 en god kandidat, men det er ikke endeligt besluttet. I morgen kommer Lille Bjørn med til Osted, han skal træne lidt inden hvalpeholdet og LP/rallyholdet, og så har jeg en aftale med flere fra det sidste hold, at de gerne vil blive lidt længere så Lille Bjørn kan træne fællesdæk sammen med dem, bl.a. en Berner han …

Konklusion: Selvom hundene ikke bliver trænet lige meget, så er der ingen der bliver snydt!