Sig det højt!

Camilla skrev til mig tirsdag aften ”har tid til træning i morgen hvis det skulle være”. Så vi mødtes i Osted i går 17.30, og have noget tid til træning inden Anitas og mit sommerhold startede 18.30.

Jeg havde Lille Bjørn med og havde kun bedt om to ting: Camilla skulle se vores fremsending og dirigeret apport. Camilla kender jo i sagens natur mig og min træning ret godt, men det er et stykke tid siden hun har set mig træne, så der kom nogle rigtigt gode spørgsmål og iagttagelser. Det er rigtigt godt at blive tvunget til at sige højt, hvad det er man gør … eller tror man gør. Det er derfor jeg selv tit udfordrer kursister ved at spørge på forhånd, hvad det er de vil klikke for – eller hvorfor de ikke klikkede for det hunden lige gjorde.

Og i går oplevede jeg det så igen igen.

Første fremsending. Jeg havde line på Lille Bjørn, viste feltet, gjorde klar, sendte (ups, var det på Camillas værsgo??), han løb lidt skævt, Lille Bjørn så faktisk ud som om han var på vej hen mod en blå kegle (sjovt i øvrigt som de står alle vegne nu!), men han rettede op og endte ude i feltet. Belønning for det (kaninskind). Hvorfor belønning: Fordi mit kriterie var at han kom ud i første forsøg.

Anden fremsending. Jeg gik ud til det andet sted uden at give line på, gjorde klar, sendte og han stoppede 5-6 meter ude. Hmmm. Kommentar fra Camilla: Hvorfor havde jeg ikke vist feltet som ved første fremsending. Svar: Fordi det ikke var et nyt felt. Replik fra Camilla: Måske var det en idé med samme ritual (med linen) ved HVER fremsending. Paul indeni: Hmmm, det lyder rigtigt.

Jeg lavede nogle småting med Lille Bjørn og gjorde klar til:

Tredje fremsending: Jeg havde line på Lille Bjørn, viste feltet, gjorde klar, sendte, han løb lige ud, stop, dæk, gå rundt om, 5-6 vendinger og belønning med kaninskind.

Og så en generel kommentar fra Camilla: Hvilke konsekvenser har det for Lille Bjørn, når han ikke løber ud første gang, fx fordi han belønner sig selv ved at snuse eller tisse? Den er røget op i min tænkehat.

Så en fuld dirigeret apport, hvor jeg ville se, hvad der skete. Græsset var ikke nyslået, så Lille Bjørn kunne bestemt ikke se apporten i græsset (det kunne jeg for den sags heller ikke). Udgangen til kegle var en anelse rodet, fordi Lille Bjørn snusede undervejs, ok stop, og så til dirigeringen … Lille Bjørn drejede den rigtige vej, løb næsten vinkelret væk fra mig, han så bestemt ud som om han fulgte Camillas fært til højre (det var en højreapport), samlede op og lavede en perfekt afslutning. Det var bare lækkert!! For det første at han drejede rigtigt. For det andet at han ikke var i tvivl om at der var en apport, og at han på en intelligent (synes jeg) måde fandt den rigtige og derfra udførte resten af øvelsen til ug.

Jeg skal have set lidt mere på apportering i højt græs. Jeg kan jo vælge at den "forkerte" apport ikke lægges, så jeg er sikker på at Lille Bjørn kun kan finde den rigtige. Jeg skal også være sikker på at han på en hensigtsmæssig måde finder apporten, det skal jo ikke blive til en søgeøvelse. Men det kan være svært når apporten ligger under græshøjde.

Fremskridt og øget stabilitet (forhåbentlig) kombineret med nye spørgsmål og mere at tænke over - det er hundetræning i en nøddeskal.