tirsdag den 25. september 2012

Glæde

Det er vigtigt at have noget at glæde sig over. Det gælder i alle mulige forhold i livet.

Når jeg træner hund, er det selve det at træne, der giver mig glæden. At se små og større fremskridt, at opleve en logrende hund der tænker, så det knager, for at forstå, hvad jeg vil have den til. Og den vilde jubel, når en detalje, vi har kæmpet med pludselig lykkes.

Jeg har så meget at glædes over med alle 4 hunde.

Gamle Otto er over 14½, men han trives i bedste velgående, spiser med god appetit, og når han ikke har line på og vi går ned til stranden, løber han rundt som var han en hvalp igen. Han har aldrig fejlet noget af betydning. Det kan jeg bare blive glad af.

Megan på godt 9 år er også sund og rask. Efter en masse træning af føreren er det lykkedes Megan og mig at opnå noget relativt stabilt i rally championklasse, og det hygger vi os gevaldigt med. Så længe fysikken kan holde (hos os begge!!), fortsætter vi med det. Og så havde Megan jo en flot gen-generalprøve i LP3 i søndags. Vi skal bestemt ikke tilbage i LP-ringen bortset fra 11. november i år, men det gjorde mig da rigtigt glad, at vi kunne gå op og få en tredje præmie uden overhovedet at have trænet LP i over 2 år.

Lille Bjørn. Meget kan man sige om ham, men der er blevet lagt mærke til ham! Den glæde det giver mig at kunne gennemføre en LP-prøve med ham er ubeskrivelig. Han er så tændt og arbejdsivrig, at det næsten ikke er til at forstå. Vi mangler lige det sidste i at få 1. præmier i LP3, men naturligvis kommer de. Og så giver det lidt bonusglæde, at mange sikkert ikke har troet på at det kunne lade sig gøre med en Norwich terrier. :-)

Max er der bestemt også blevet lagt mærke til. Jeg vil meget meget længe bevare glæden over at han fik to DM-titler for terriere for godt 14 dage siden. Hans fokus og arbejdsiver er fantastisk, når vi træner, og han reagerer uhyggeligt præcist på mine signaler. Og får dermed afsløret en masse af de signaler, jeg ikke troede jeg afgav …

Hans ry - som hunden, der spurter ud af prøveringen - kan heller ikke holdes skjult længere. Træningskammerater har set det til træning, Og nu har jeg oplevet det til fire på hinanden følgende prøver (LP1, LP2, generalprøve LP2 og rallyøvet).

Selvfølgelig er det et problem, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at det kan løses, og jeg er bare så glad for at arbejde med en hund med et drive, som ingen af mine hunde før ham har haft. Jeg har fået alt hvad jeg har ønsket, og også noget jeg ikke havde, og sådan er virkeligheden jo.

Jeg skal have en enetime om en uge kun med fokus på stikke af-problemet, jeg har fået flere tilbud om træning under indhegnede forhold, og jeg er sikker på at unge Max (han er kun 15 måneder) pludselig bliver voksen og at vi får et forrygende samarbejde.

Det er meget svært ikke at være vildt glad for fire så skønne hunde.

2 kommentarer:

  1. Tak Vicky. Jeg var ellers på vej i seng, men pludselig kom jeg til at tænke på, HVOR meget glæde alle hundene giver mig hver eneste dag, og så måtte jeg lige skrive det :-)

    SvarSlet