Sådan lyder det ikke normalt, når vi træner lydighed i Sydkystens Hundeskole :-) Men i går lød det sådan under allersidste øvelse …
Jeg har tre LP-hold i træk mandag aften; de spænder fra relativt urutinerede ekvipager, der har et stykke til den første LP-prøve, lidt mere øvede - der bare skal have det sidste skub før de debuterer i LP1 -, over en del på LP2/LP3-niveau, og på stjerneholdet, der er aftenens sidste hold, skrappe LP3’er samt et par Elitehunde.
Jeg havde ladet kantbånd mv. ligge fra generalprøven om søndagen, og da deltagerne kom fortalte jeg, at jeg gerne ville se færdige øvelser i prøvelignende situationer. Man kunne straks se nogle bekymrede miner, men da vi kom i gang var der ikke så meget slinger: flotte øvelser, hvor man virkelig kunne se, at der er arbejdet med de enkelte detaljer.
På det andet hold var der nogle afbud, så der var kun to deltagere, med meget energiske hanhunde, som førerne virkelig måtte arbejde hårdt med at få kontakt til. I det prøvelignende setup kunne vi konstatere, at der bestemt er detaljer, der skal finpudses, bl.a. at hundene skal ignorere mine dirigeringer.
Og det blev også et af temaerne på stjerneholdet. I fællesøvelserne arbejdes der kontrolleret med forstyrrelser. Der kommer bolde og apporter trillende ind, prøvelederen (mig) går rundt og svinger med legetøj og siger underlige lyde. Og hundene kigger underligt efter mig og meget langt efter bolde og apporter, men de bliver sørme (naturligvis!) liggende eller siddende. Største udfordring var at nogen hunde reagerede på andre end førerens kommando, og specielt en lavede nogle superflotte smækdækker på min dækkommando. Så føreren valgte som aftenens allersidste øvelse ”dæk”. I samfulde 4 minutter stod jeg og dirigerede de tre sidste ekvipager, med den pågældende i midten, og der kom mange underlige kommandoer fra mig, herunder byger af dæk, dæk, dæk og sørme også et dæk for satan. Til sidst var alle immune overfor min stemme :-) Jeg er sikker på at vi tester igen næste mandag …
I dag havde jeg fornøjelsen at besøge en familie i Skodsborg som har en Norwich terrier tæve på 10 år (Tiger) og en tæve på 4½ måned (Løve), sidstnævnte er efter en halvsøster til Lille Bjørn (de har samme far).
Vi gik en herlig tur i en nærliggende hundeskov, mens vi talte om træning af diverse hverdagslydighed. Jeg kom direkte fra arbejde og havde derfor ikke Lille Bjørn med – til børnenes store skuffelse – men jeg har lovet at have ham med næste gang vi ses. Tiger var godt nok helt betaget af mig (jeg startede efter aftale med moderen med at betinge begge hunde på klikkeren), der var fuldt fokus på mig hele vejen, og hun havde været nem at lokke med hjem :-) Uha, hun kunne være nået langt i LP …
Sikken et sprog....og så fra en Kinøjserdreng..:-)
SvarSlet