torsdag den 15. november 2012

Genopbygning og luksus


Vores genbos husrenoveringsprojekt er i fuld gang. I denne tid behøver jeg ikke stille vækkeuret, for kl. 6:15 er der fuld gang i nedrivningen, og det går ikke stille af sig. Men det ser imponerende ud. Der bliver kun lidt af fundamentet stående tilbage og dermed er det teknisk set ikke et nybyggeri. Vi synes det hus, som bliver revet ned er fornemt, men det nye bliver helt sikkert endnu flottere.

Jeg kom til at tænke på, at det måske er præcis det samme jeg har gang i i forhold til Max. I går havde jeg første træningstime efter store LP-dag i søndags. Jeg var så heldig at de øvrige deltagere på Anitas LP-hold havde meldt afbud, så Max og jeg fik en enetime – ren luksus. Jeg skiver træningslog efter hver træning (og konkurrence), og det gjorde jeg naturligvis også i går. Ét af punkterne er ”Helhedsindtryk”. Jeg håber at Anita tilgiver mig, at jeg citerer fra i går, hvor jeg bare skrev: ” Fantastisk. Anita er bare skidegod!”.

Hun kender mig bare SÅ godt. Og selv om hun ikke siger det, så véd jeg godt at hun tænker, at jeg kunne finde på at forcere træningen med Max, når det lige går så godt. Så hun præsenterer nogle forslag til at træne forskellige momenter, jeg smiler, og så gør vi som Anita foreslår. Og jeg sørger for lige en enkelt gang i løbet af træningen at sige, at jeg nok skal sige hvis jeg ikke er enig … og det har jeg ikke haft brug for endnu :-)

En kort opsummering af dagens øvelser:
  • Fællesdæk: helt korte sekvenser (15, 40, 60 sekunder), spredt ud over timen, med massive variable forstærkninger undervejs. Øvelsen er en hadeøvelse for Max (han piber meget hurtigt) og skal ombygges til en favoritøvelse
  • Fællessit: ganske kort tid på kort afstand, så vi får opbygget dette som en positiv øvelse fra start modsat fællesdæk
  • Fri ved fod, korte pas, Anita klikkede, en masse point, men der skal arbejdes specielt med vendinger
  • Dirigeret apport: introduktion til dirigering (med targets). Uha, det var svært, og Max begyndte at pibe fordi det var for svært …
  • Springapport: Meget flot med træapport – han tog lige en elefant mellem springet og opsamlingen, det så blæret ud! Metalapport har vi kort introduceret de sidste to dage, og det var megasvært i hallen.
  • Indkald: Et fantastisk LP1-indkald over 25 meter.
  • Fremsending: Fantastiske udløb, til sidst fra 20 meter. Ingen tvivl om at han elsker den øvelse. At dække i feltet er svært, når man er forstærket meget for at stå,
Vi skal bare tage det roligt, og opbygge øvelserne fornuftigt. Jeg har spurgt Border Collie Klubben om mine to pladser til LP-prøven 25.11 kunne gå til andre, men det var ikke muligt, så derfor skal Max op i LP2 og Lille Bjørn i LP3. Jeg vil trods alt ikke afskrive 680 kr. Men det bliver bestemt en prøve, hvor jeg kan tillade mig den luksus at komme uden overhovedet at have resultatforventninger.

Vi blev også fristen af vinmenuen ...

Og så skal jeg da lige nævne, at Kirsten og jeg i går indløste min fødselsdagsgave fra hundene, en 4-retters menu på Restaurant Oubæk: Kammuslinger med soya/ingefær sauce, Svamperavioli, Boeuf bérnaise og Æblekage. Jeg regner med at skrive en blog om det besøg i weekenden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar