Delvis fordi jeg skal til prøve på søndag, men mest fordi jeg bare savner at træne – tog Max og jeg til hallen for at træne sidst på eftermiddagen.
Jeg havde planlagt at vi skulle træne cirka en fuld LP3 ekskl. fællesøvelser, samt lidt rally og så lidt ”sjov” indimellem.
Godbidder og forskelligt favoritlegetøj var på plads, der var ingen forstyrrelser og det gik … ikke.
Bortset fra springapporten gik det meste pænt, men heller ikke mere end det. Flot indkald, flotte positioner, nydelige stillingsskift. Vi ville sikkert få pæne point for dem, men det var uden rigtig energi.
Fremsending og næseprøve, igen nydelige øvelser, men han luntede ud til feltet og næseprøven fik nogle ekstra tyg. Han synes ikke det er fedt.
Fri ved fod lidt ukoncentreret men ok. Dirigeret apport ok (eneste kriterium var at han gik) begge gange.
Og så springapporten. Vores favoritøvelse troede jeg engang, men det synes Max bestemt ikke længere. Det hvide spring/metalapporten (eller kombinationen) vil han bare ikke, så vi arbejdede en masse med sjove apporter og spring i massevis … Og det sluttede med en nogenlunde glad hund.
Jeg skriver ikke blog for at pynte på virkeligheden. Den rene og skære sandhed var at jeg syntes Max arbejdede, fordi han forventede at jeg ville have det, ikke fordi han selv syntes det var fedt. Det er slet ikke sådan jeg vil have han skal agere. Han skal være som Lille Bjørn, som synes det er evigt fedt at arbejde og logrer ivrigt igennem det hele. Eller Megan, som når hun først kommer i gang, vil arbejde virkelig intenst for at få belønninger.
Sådan er Max slet ikke, og bestemt ikke i øjeblikket.
Jeg mødte Lonni da jeg var ved at lukke hallen, da hun skulle træne lige efter mig. Og vi fik lige vendt situationen. Det føltes godt, for det havde jeg brug for. Det nager mig virkelig, og i dette øjeblik aner jeg ikke hvad jeg skal gøre ved det.
Kan en blog slutte på den måde?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar