Kaffe gemt i kuffert (Foto: Carina Enevoldsen)
Træningsmæssigt har den sidste uge været ret stille. Bortset fra lidt træning med Max af Match to Sample og Nosework er det faktisk ikke blevet til noget hjemmetræning. Hundene arbejder fint når vi træner, og jeg tror alle parter har haft godt en rolig periode.
Jeg skal til at skærpe træningen på nogle områder frem til de første prøver. Jeg havde faktisk glemt at jeg havde tilmeldt Max til rally 22. marts, men vi træner de nye rallyskilte indimellem, så det bliver ikke dem, der bliver problemet.
Tirsdagens træning hos Susanne gik fint med begge hundene.
Med Max var fokus på kontakten i starten af fri ved fod, hurtige klik/godbid klik/godbid for at fastholde fokus, temposkift, uforudsigelighed. Hårdt arbejde og en meget mere opmærksom hund.
Med stillingsskiftene, som er ved at være ret skarpe, eksperimenterer vi med hastigheden mellem signalerne og antal skifter mellem belønninger, igen uforudsigelighed.
Endelig havde vi fokus på indkald med stå, hvor stoppet er flot, men vi godt vil have mere fokus mod mig i stoppet og mere knald i indløbet.
Rigtig god træning, god energi, ikke så meget lyd og han arbejdede rigtigt godt når vi skulle, selvom snuden var totalt i tæppet indimellem (løbsk tæve fra mandag).
Det eneste jeg savner på holdet er noget rigtig fællesøvelse, hvor specielt starterne er et af mine problemer med Max, men det er fair nok at Susanne klart har meldt ud, at hun ikke vil bruge tid på dem.
På Eliteholdet var der fokus på dirigeret apportering, og vi specialtrænede fremsending til kegle. Jeg havde også fokus på at fastholde apport, og det bliver altså ret godt efterhånden. Indimellem arbejdede vi med fællessit (med meget forstyrrelse), stillingsskift, positioner og et enkelt superindkald.
En meget glad og meget arbejdsivrig Bjørn, så er træning bare en fornøjelse.
Hjemmetræningen har alene bestået i lidt videre træning af Match to Sample og Nosework Det har specielt været vedholdenheden der manglede, men det er gået fremad efterhånden som han blev mere fortrolig med øvelserne. Og på anden (og sidste) træningsrunde i går arbejdede han virkelig flot.
Vi arbejdede med alle tre dele.
Kaffefinding: Vi startede med kaffe i sok, så i æske, og så blandt flere æsker. Derefter i én kuffert af 5 på stole, det blev svært, så vi flyttede dem på gulvet, først sok i lidt åben kuffert, derefter lukket. Flot søg og god energi. Til sidst – efter næsten 1½ time - lavede vi tre flotte søg, på gulv åben, på gulv lukket og på stol lukket!!
Match to sample (Foto: Carina Enevoldsen)
Match to sample: Opvarmningen var at vise en genstand med anden af samme slags foran: Kig og markér i et flow. Det gik fint, men jeg skal huske at belønne hans startposition, så er det nemmere at arbejde med øvelsen. Og passe på at han ikke går selv. Og så kom der flow: Jeg skiftede mellem to forskellige genstande (kig og markér), og så det svære: to genstande foran mig, vise en (kig), om bag ryg og så "marker" med hjælp, det så lovende ud.
Endelig anisfinding: Først ét glas, så ét blandt 3 og så ét blandt 6. Så blev vatpinden med duften sat i "reoler" inde hos naboen, flot søg, højt og tydelig markering to forskellige steder. Endelig sat ind i væggen i selve træningshallen, også tydelig markering.
Ingen tvivl om at Max synes det er sjovt at arbejde med næsen.
I Sydkystens Hundeskole lancerede vi søndags Hundedagene 2014. Der er kommet rigtigt mange tilmeldinger allerede, så det skal nok blive en succes. Johanna og jeg arrangerede Hundedagene 2013 sammen, men efter aftale med Johanna tager Sydkystens Hundeskole nu over. Det er ret tidskrævende, og det vil være synd at sige at der er de store penge i det. Vi har i år koncentreret os om at få danske instruktører, og vi har fået samlet en håndfuld kapaciteter.
Lørdagen kommer til at stå i rallyens tegn, idet jeg skal deltage i DKK’s årlige rallydommermøde, hvor fokus er på bedømmelse af de nye rallyskilte. Meget spændende. Jeg skal følges med Ditte, Lone og Anita der over, så det bliver 100 % hundesnak hele dagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar