Forandring fryder

Jeg er inde i en periode hvor jeg forsøger at lægge min træning om, herunder ændre på en række faste rutiner.

Drivkraften er, at jeg 1) elsker at træne og konkurrere med mine egne hunde og 2) elsker at undervise og træne andre med hunde. Men 2) har nok en i længere periode taget så meget plads, at det har været på bekostning af 1). Derudover har jeg haft en tendens til at træne meget stereotypt – eller pænere sagt: Jeg har ikke været tilstrækkeligt opmærksom på variationer i min egen træning.

Og så er jeg rigtigt dårlig til at abstrahere fra resultatmål, selvom jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg er det.

Den største forandring har været at starte på LP-hold hos Susanne Bach. Hun har virkelig fået mig til at ændre indfaldsvinkel til træningen, og selvom der kommer tilbagefald fra min side, så kan jeg også se det virker.

Det er tydeligt, at når vi arbejder forudsigeligt, så arbejder Max langsomt … korrekt, men langsomt, slet ikke, som jeg gerne vil se ham arbejde. Når jeg er uforudselig, kommer halen op, han er helt koncentreret og der er ingen lyd. Det var tydeligt i fremsendingen, hvor han luntede ud og var alt for pæn. Da der kom super, ekstern belønning på var der fuldt knald på. Og da vi lavede improviserede rallyforløb (uden skilte), så var der også fuldt fokus.

Lille Bjørn går på eliteholdet og han er godt nok blevet virkelig skøn at arbejde med. Bortset fra at han har noget med væggene i hallen, så arbejder han for fuld drøn hele timen. Han får naturligvis tilbudt vand undervejs, men det har han ikke lyst til. En passende blanding af pivelegetøj og godbidder fungerer fantastisk og halen kører hele tiden.

Fællesøvelserne er blevet meget skarpe og de fleste andre øvelser er også rigtigt gode. Fastholden af apport gjorde vi pæne fremskridt med i tirsdags, stillingsskiftet var ok og indkaldet lige i skabet.

Som variation trænede jeg forskellige momenter fra færdighedsprøverne. Hu hej, jeg havde da helt glemt at han kunne pole, bakke, cirkle, move on osv. Så jeg kom også til at tilmelde ham til prøven 18. maj, hvor jeg så stiller med alle tre hunde i FP1.

I går var det helt ekstraordinært ingen rallyhold, så Tina og jeg havde aftalt at mødes en time for at finpudse formen inden rallyprøverne lørdag. Jeg timede det simpelthen, 15 minutter til Max, 15 minutter til Megan, og så lidt opstilling, snak og oprydning. Så var den time gået

Refleksion: Der er ingen tvivl om at jeg synes det er sjovest at træne med Megan af alle tre hunde. Vi kender hinanden ud og ind, jeg har ikke længere ambitioner på hendes vegne, og hun arbejder så lækkert. Vi bliver ved med at gå til rallyprøver, hygger os gevaldigt med det, og hvis vi kan luske et par færdighedsprøver ind så er det bare en bonus. Ingen tvivl om at hun elsker at træne, så vi fortsætter så længe vi begge synes det er sjovt.

Lille Bjørn er i sit livs form. Han arbejder fantastisk hver gang vi er til træning; selvom der er mange detaljer som ikke er helt i plet, og som formentlig kan forbedres lidt, så afvejer jeg hele tiden balancen mellem at få præcision på plads kontra at få taget glæden ud af samarbejdet. I dag kan jeg gentage momenter mange gange, og bevarer glæden, men det er også tydeligt, når det er tid at stoppe.

Max er den jeg forventer mest af – og får mindst fra. Fordi det tit bliver en negativ spiral, hvor jeg synes han skulle vise noget mere, ikke gør det, og så bliver jeg irriteret. Øv til føreren.

I dag var der mulighed for at tage tidligt fri, så Kirsten og jeg fik én af vores alt for få biografture.

Det blev en klassisk model: Lidt vin på Villa Vino, film i Grand og let aftensmad på Lê-Lê street kitchen.

Filmen var Per Flys Monica Z, som havde premiere i dag. Det er film som den, der kan få mig til at genoptage min filmblog. Filmen handler om at ville nå stjernerne, have talentet til det, men mangle selvtilliden. Monica synger og agerer fantastisk, men har hele tiden behov for bekræftelse og så snart den udebliver går det skævt for hende. En meget flot fortalt film, lækkert fotograferet og Edda Magnason i titelrollen er en drøm.

"Sakta vi gå genom stan" bliver ved med at køre i mit hoved :-)