Fredag faldt det formelle på plads og jeg er fra 1. juni i år fastansat i Nets. Nets og jeg har en lang forhistorie sammen. Jeg havde min første konsulentopgave hos dengang PBS i 1991 og har været der flere gange siden, senest de sidste 4 år med opgaver for BBS, Merchant Solutions og Nets. Begge parter går ind i samarbejdet med åbne øjne :-)
Lørdag stod den så på rallyprøver i hallen på Gjeddesdal Gods. Jeg citerer mit indlæg fra Facebook i går:
”Både Max og Megan var til rallyprøve i dag til Sydkystens Hundeskoles sidste indendørs prøve i hallen på Gjeddesdal Gods. Conni dømte og banerne var meget fine, faktisk perfekte baner for begge mine hunde. De gik begge rigtigt godt, og alligevel fik vi ikke rigtigt pointmæssigt udbytte. Max fik 85 point hvor de 13 point blev mistet på synkron højre om (ommer der ikke lykkedes), som er en af hans normalt helt skarpe øvelser.
Hvad skete der? Hans fokus var et andet sted, bla bla bla, ærgerligt. Men han gik som en drøm, der var - bortset fra lige i den øvelse - fuldt fokus, og ærespladsen (dæk foran) var med minimal lyd.
Megan i championklasse, også totalt på, og hun gik superflot og vi mistede den samme øvelse … (endte med 86 point).
Den dårlige undskyldning er, at der inden for ganske begrænset plads skulle udføres cirkel om fører, springvand og synkron højre om. Og hvis der ikke er ekstra god plads kan en gammel, langsom hund som Megan altså ikke komme på plads. Det er som skrevet den dårlige undskyldning, for selvfølgelig kunne hun på en god dag have klaret det.
Men jeg vidste at jeg gik for stærkt, jeg blev revet med fordi vi fik sådan et godt flow i første del af banen, og jeg plejer ALDRIG at lave vendingerne så hurtigt.
Bundlinjen: Det er førerens skyld igen igen!”
Jeg ville have været meget gladere uden de to 10’ere, men de arbejder rigtigt flot begge hunde og så må jeg bare tage mig endnu mere sammen.
Jeg havde indimellem selv fornøjelsen at skulle dømme finalerne i den gennemgående konkurrence for vores 7 indendørs prøver Sydkystens Hundeskoles Rally CUP 2014.
Sydkystens Hundeskole har igen fået fantastisk tilbagemeldinger efter prøverne. Conni havde lavet nogle dejligt hurtige baner, så vi var noget foran tidsplanen undervejs. Der var præmieoverrækkelse umiddelbart efter hver klasse takket være det som altid supereffektive sekretærbord (Christina og Merete) og den store præmieorganisator (Tina). Der var som altid præmier til alle, ekstra præmier til top 3 (udover naturligvis rosetter), og ekstra flotte rosetter og specialpræmier til de 5 i CUP’en.
I dag havde jeg rallyintroduktionskursus for nogle spanielfolk, der intet kendte til rally på forhånd, det var en dejlig oplevelse. Der skulle arbejdes lidt med kontakt, som der skal med alle hunde i nye omgivelser, men der var i øvrigt flot samarbejde og god forståelse for øvelserne. De har nogle specifikke øvelser der skal trænes, men jeg tror de er godt rustet til prøven 3. maj!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar