mandag den 18. august 2014

Weekend på Bornholm

 
Weekenden blev tilbragt på Bornholm, hvor jeg var inviteret til sat dømme på DKK Kreds 8’s rallyprøve søndag og fik mulighed for at kombinere det at Lille Bjørn kunne komme op i i LP3 søndag morgen.

LP- og rallyprøverne blev afholdt i forbindelse med DKK’s internationale udstilling i Rønne, et meget stort arrangement, så den første udfordring da vi ankom lørdag ved 12-tiden var at finde en parkeringsplads. Det lykkedes dog og så gik turen til det fjerneste sted på Rønne Stadion Nord, hvor de to LP-ringe og rallyringen var placeret.

Efter at have hilst på, set noget LP og aftalt det praktiske vedrørende lørdag aften og søndag gik turen til Snogebæk, hvor jeg fik en rundtenom med saltstegt sild på Snogebæk Røgeri. Derefter gik Lille Bjørn og jeg ned til Balka Strand, hvor Lille Bjørn fik nogle dejlige ture i vandet. Dernæst skulle jeg naturligvis have en softice hos Kjærstrup Chokolade.

Så blev det tid til indtjekning på Danhostel Boderne og turens negative overraskelse: Jeg måtte ikke have hund på værelset. Jeg har siden studeret deres hjemmeside, og den er godt nok ikke særlig imponerende i forhold til min situation. Jeg havde været inde på deres hjemmeside, booket online (stort link øverst på alle siderne), læst betingelserne (intet om hunde) og troede alt var vel. De har en speciel side på hjemmesiden om hunde, hvor der står at man ikke kan booke online hvis man kommer med hund. Det havde været kundeorienteret at skrive det i forbindelse med den åbenlyse indgang (Book online) eller i betingelserne, men nej. Så Lille Bjørn måtte sove i bilen. Surt show og rigtig dårlig oplevelse.

Jeg var ude at spise på Selmas i Rønne inviteret af Kreds 8, og det var som altid meget hyggeligt, og med masser af hundesnak.

Boderne Strand lørdag aften
 
Aftenturen gik til Boderne Strand, hvor vi kunne gå helt alene, Lille Bjørn og jeg.

Boderne Strand søndag morgen
 
Morgentur foregik samme sted, igen på en menneske- og hundetom strand.

Vi kom tidligt til Rønne Stadion Nord og dommerkortet ´gjorde underværker, jeg fik lov at køre ind og parkere ret tæt på rallybanen..

Truende skyer over rallybanen
 
Bornholm levede ikke helt op til tilnavnet Solskinsøen. Selvom jeg ihærdigt fortalte, at de truende skyer og de smådryp der kom, ikke ville udvikle sig, blev det til en del regn og jeg var nødt til skifte til regntøj inden fællesøvelserne gik i gang. Lille Bjørn tog det i stiv pote og fik 10 i begge fællesøvelser.

Så stilnede det af og jeg lagde regntøjet inden Lille Bjørn og jeg skulle op som de første i LP3.

Det blev desværre ikke den mest mindeværdige prøve. De officielle resultater kan ses her. Der gik voldsomt snus i fri ved fod, og i værste passage måtte jeg give tre ekstra kommandoer før han reagerede og han var 6 meter bag mig. Klart 0.

Stillingsskift, som jeg har kørt kampagne på, kan han lave superflot på 15 meter til træning, og i går: ingen reaktion på de første 8 kommandoer (2 skifter) og jeg måtte afbryde øvelsen. Jeg havde omhyggeligt fulgt planen med belønning lige inden vi løb hende til startstedet, direkte klar kommando og så i gang. Æv.

I den dirigerede apport stoppede han halvvejs mod apporten, måtte have to ekstra kommandoer og han smed i afslutningen. 5.

Springapporten: Han løb udenom springet tilbage :-(

Positionerne var superflotte, men han hang lidt 8½.

Indkaldet fik vi 10 for, hold op et stop og sikken en flot afslutning.

Indkaldet: Han løb mod kantbåndet blev stoppet og dirigeret og endte i feltet på 4 kommandoer, 1 for meget. Vi afsluttede i øvrigt øvelsen superflot.

Næseprøve: Et blændende søg, men en ekstra kommando i starten og manglende afslutning kostede, så vi fik 7½.

142½ og ingen præmiering, og ikke rigtigt noget at sætte fingeren på. Han arbejdede godt, fik 3 10-taller, men som en skrev til mig: Han arbejder fantastisk når han er koncentreret og ellers er han væk.

Derefter fik turen til rallyringen, hvor Ditte havde stillet championbanen op. Det var en lille prøve med i alt 23 deltagere og en masse flotte resultater. I championklasse var der 8 højrehandlingskilte bl.a. cirkel rundt om fører fra højre side, og resultaterne var fra 88 til 93 point, superflot. Ane fik en flaske vin som specialpræmie, hun var ekvipage nr. 100 jeg dømte i championklasse. Ekspertklassen resulterede i 2 nye champion, der kom en RØM og to RBM’er, heraf vinderen, en border terrier.

Pga. udstilling og LP var der mange forskellige hjælpere til at tage tid og holde øje med æresplads, og det fungerede fantastisk.

DKK Kreds 8 havde som altid stor ære af arrangementet, de er dygtige, entusiastiske, hjælpsomme, gæstfrie – det er altid en ekstra fornøjelse at være dommer, når de står for arrangementet. Særlig tak til Ditte, som var den store arrangør og koordinator af rallyen og også nåede at gå op med tre hunde i rally – og også nåede LP ved siden af.

Hjemturen blev ganske blæsende, 2 meter højre bølger og opfordring fra kaptajnen til at sidde ned under hele turen. Der var en del, der blev søsyge, men Bjørnen og jeg klarede turen i fin stil.

Vi var lige kommet i land da telefonen ringede og jeg fik en lang snak med Susanne om prøven og strategi for den videre træning, det var lige det jeg havde brug for. Vi fik talt de forskellige momenter igennem og talt om, hvordan vi får arbejdet med antisnus.

Det regnede og blæste hele vejen hjem, men heldigvis forløb turen uden problemer.

Selvom jeg kunne have ønsket mig lidt flere point i LP3 må den korte sammenfatning være: Det har været en dejlig weekend på Bornholm.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar