torsdag den 23. oktober 2014

Hundedage


Vejret er ved at være lidt surt til udendørstræning, så det er en nydelse at kunne tage af sted til træning i hallen. I denne uge er det blevet til tre aftener.

Tirsdag LP-træning hos Susanne med Lille Bjørn. Han var totalt oplagt hele timen og specielt var hans fri ved fod fantastisk – han var for langt fremme noget af tiden af bar begejstring. Fremsending med forhindringer tog han med ophøjet ro og stor energi – feltet er bare en favoritøvelse.

I går var jeg i hallen næsten 5½ time, dels med enetime i rally, dels med to rally- og et LP-hold.

I dag var det Max’ tur, dels noget selvtræning – ren luksus, kun Christina og Tempo ud over os – dels på LP-hold hos Johanna. Jeg fik nogle nye ideer til at arbejde med fællesdæk og vi specialtrænede igen dirigeret apport. Max kan virkelig fokusere længere tid ad gangen, så fri ved fod var også en fornøjelse.

Vi har nu en længere periode uden konkurrencer, først 29.-30. november skal jeg op igen, til gengæld bliver det så 6 rallyprøver og 1 LP-prøve på de to dage.

Ugens store afklaring var, at Sydkystens Hundeskole igen holder Hundedagene næste år. 2015 udgaven finder sted 25.-28. juni 2015 på Feddet Camping ved Faxe, der bliver masser af kurser i LP, rally og spor. Søndag bliver der rallylandskamp mod Sverige, som har revanche til gode. Begge parter er indstillet på, at der bliver kamp til stregen, det bliver en sjov, hyggelig og spændende dag.

Det er endnu ikke muligt at melde sig til kurser eller landskamp, men planlægningen er i fuld gang, de første aftaler er på plads. Vi er sikre på det bliver nogle fantastiske Hundedage 2015.

Billedet foroven er fra Hundedagene 2014, hvor vi havde en særlig aftale med vejrguderne, så vi stort set ingen regn fik. Vi har lavet den samme aftale for 2015.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar