Øjeblikke

Kirsten og Frasse

Anita og jeg havde aftalt at træne sammen i hallen til morgen. Jeg bestemte mig i sidste øjeblik for at tage Megan og Max med. Megan træner jeg meget lidt med, og da hendes grundfærdigheder bestemt er i orden, er det mest et spørgsmål om at jeg er præcis med mine kommandoer, ikke mindst håndtegnene. Så kan hun bare det hele. Jeg skal øve mig i at gå lidt langsommere med hende, for hun er ikke så hurtig længere, og det er vel ok når man nærmer sig de 11½ år :-)

Max var i oversnuse humør, så vores fri ved fod blev en noget rodet affære. Vi arbejdede lidt med dirigeret apport à la Johanna (jeps, Max gjorde alt rigtigt), stillingsskift på ren verbal (fint hvis der ikke er pres på) og at give en opgave i fællesdæk. Og så fandt jeg ud af at jeg nok skal arbejde med introduktion af ekstern belønning hjemmefra, for det var alt for meget i dag.

Anita og jeg kender hinanden rigtigt godt, så der er en masse ting vi ikke behøver at forklare, når vi træner sammen. Og når der så bliver introduceret nye teknikker, så bliver der spurgt inde til detaljer og kriterier. Dejlig måde at træne på, som jeg nyder hver eneste gang.

Derefter gik turen til Malmø, hvor vi havde en hyggelig eftermiddag med Sandra, Christian og Frasse. Dagens store drama var en brandalarm, hvor Emporia blev evakueret, men heldigvis blev alarmen hurtigt afblæst, så vi kunne komme ind igen.

Hvorfor hedder denne blog Øjeblikke? Jeg tænkte på et specielt øjeblik, da jeg skrev overskriften, men det øjeblik fik mig til at tænke på flere andre øjeblikke …

Hvis jeg fokuserer på prøver, så har jeg i år været oppe 36 gange i rally og 10 gange i LP, og der er planlagt yderligere 6 rally og 1 LP.

De rigtigt gode øjeblikke har nogen gange med selve prøverne at gøre.

• Det at forlade ringen efter Max’ rallyprøve 4.10 og føle, at vi havde brugt al energien begge to på at yde vores bedste.
• LP-prøven på Samsø, hvor jeg et par gange under fri ved foden bare kunne mærke: Sådan skal det føles, når man går RIGTIG fri ved fod.
• Mange øjeblikke med Lille Bjørn til LP-prøver, når hans logrende hale bare fortæller mig, at vi har det fantastisk sammen.
• Megan når hun er lige ud for mig i den perfekt pladsposition og jeg tænker; Vi er de bedste i verden.

Og det allerbedste øjeblik i år i hundesammenhæng … jeg vil ikke fortælle hvor det var, men det smil, jeg blev mødt med og det kram jeg fik, det glemmer jeg aldrig.