lørdag den 31. januar 2015

Skønhed


"A thing of beauty is a joy for ever: Its loveliness increases; it will never Pass into nothingness” (Endymion, Book I, John Keats, 1795 - 1821)

I Åres blog citerede jeg Niels Steensens mest kendte ord: "Pulchra sunt, quae videntur,pulchriora quae sciuntur,longe pulcherrima quae ignorantur" (skønt er det, vi ser, skønnere det, vi forstår, men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme) og henviste til Øjeblikke.

Når jeg oplever noget smukt, kan der godt gå noget tid, inden jeg erkender, at det ER smukt; men så bliver det erkendt og jeg glæder mig over det: i øjeblikket, senere og nogle gange meget længe efter. Måske for evigt.

Der er musik, film, bøger, nogle gange bare brudstykker, som får mit hjerte til at banke hurtigere og de små hår til at rejse sig – fordi det bare er så skønt. Og som jeg kan genkalde mig efter mange år.

Selvom jeg af og til kommer lidt uden for hundeverdenen i denne blog, så er meningen at det skal være en hundeblog.

Men det er en vigtig erkendelse for mig, at hundeverdenen ikke bare handler om mine egne hunde og træning og konkurrencer med dem.

 Det handler mindst lige så meget om konteksten, herunder ikke mindst de mennesker som jeg er sammen med på den ene eller den anden måde.

Skønhed er fx
  • At gå en tur på stranden om morgen (det gør jeg hver dag) og mærke, at jeg er i live. I dag (se billede foroven) mærkede jeg bare uendeligheden
  • At opleve at noget fungerer, når man træner
  • At opnå et godt resultat og kunne dele det med nogen, som har bidraget til resultatet, fx en træningskammerat eller en træner
  • At en af hundene pludselig tilbyder noget adfærd, som jeg har trænet imod, men ikke troede jeg kunne opnå
  • At få positiv feedback helt uventet
  • At få en ægte tak, når man mindst venter det
  • At få et smil eller et kram – eller begge dele – og mærke, at det kommer fra hjertet
Jeg kunne fortsætte listen i et uendelige – håber jeg.

I bund og grund handler det om glæde sig over livet og have fokus på det positive.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar