10+

Mandag morgen

Der sker en hel masse i disse dage og heldigvis er det meste positivt.

Jeg har netop fejret ét års jubilæum i Nets. Jeg er i gang med flere spændende projekter. Jeg er som assessor i gang med at vurdere tre projektledere. Der er masser at se til på den arbejdsmæssige front, og det er jeg meget glad for.

På hundefronten sker der også en hel masse. I Sydkystens Hundeskole er vi i gang med at planlægge Hundedagene 2015, som løber af stablen 25.-28. maj 2015. Der er ret rigtigt flot program, og der er stadig ledige pladser.

Sydkystens Hundeskole er blevet godt 5½ år. Vi har et rigtigt godt navn i markedet, nogle dygtige instruktører og kapacitet til at arrangere LP-prøver, rallyprøver og Hundedagene ved siden af et bredt udbud af hold.

Camilla, som var en af vores første instruktører, men stoppede for flere år side, har netop annonceret at hun starter for sig selv og det skal nok blive en succes. Jeg blev helt nostalgisk og i denne blog kan man læse om Sydkystens Hundeskole dengang og Camillas første hold er nævnt. Det er kun 5 år siden, men virker som om det er meget længere.

Som nævnt holder jeg pause fra undervisning efter Hundedagene, for lige nu er det træning af egne hunde, jeg vil fokusere endnu mere på. Og ikke mindst træning af mig selv.

Noget af det fantastiske véd den menneskelige hukommelse er at den kan huske det positive bedre end det negative. Efter den famøse nedsmeltning gik jeg prøven med Lille Bjørn, hvor min coach havde givet mig nogle meget skarpe opgaver.

Jeg kunne og kan give en meget detaljeret gennemgang af mine følelser og hvordan jeg håndterede dem. Hvor jeg mærkede følelserne. Specielt tredje kommando i stillingsskift og reaktionen på den tabte apport. Jeg mærkede seriøst intet negativt, jeg tænkte kun på at belønne (lige plads) og den næste øvelse (positioner, som lykkedes).

Men tænk, da jeg skulle fortælle om modsætningen i forhold til ”Nedsmeltnings-prøven”, kunne jeg pludselig ikke huske detaljerne, de var ikke vigtige længere!

Den anden del af Nyborg-dagen var min egen negative opfattelse af, hvordan jeg håndterede Max’ rallyprøve. Min ærgrelse over at jeg ikke blev opmærksom på det egentlige problem. Nu må jeg komme videre, der er ikke mere at gøre. Jeg har bare forbud mod at tale om den prøve.

Jeg har fået stor ros for at jeg er kommet langt allerede. Men jeg vil videre. Jeg skal fra at vide, hvordan jeg håndterer fejl, videre til at skabe sikkerhed. Hvis den og den situation opstår, vil jeg gøre sådan og sådan, skal erstattes af at jeg gør sådan og sådan for at skabe succes/det ønskede.

Hvordan vil jeg fx håndtere prøven den 5. juni, debuten i HTM med Max? Hvad vil jeg fx gøre, når jeg kommer frem? Mit umiddelbare svar handlede meget om Max: Lufte Max, Max i bur, opvarmning af Max.

Men Max er jo kun halvdelen af os, vi skal være et par til prøve, så 50 % af forberedelsen skal handle om mig selv. Det er opgaven til på fredag, at vide hvordan jeg vil gøre selv og hvad jeg vil gøre med Max, hele vejen. Det skal være noget specifikt med henblik på …

Status på hvor jeg er henne nu mentalt:

1. Feedback – jeg har fået meget fin feedback om det arbejde jeg allerede har gjort med mig selv. Jeg tænker konstruktive tanker, håndterer problemstillingerne godt.
2. Forberedelse/ritual. Jeg skal i højere grad tænke en prøve som en helhed, hvor det at gå til FP2 eller HTM1 kun er en del. Når vi tager afsted skal Max tænke: I dag er det HTM vi skal til, fordi far gør sådan og sådan.
3. Stop whining. Jeg har bebrejdet mig selv nok vedr. Max og rally i Nyborg, kom videre. Næste gang vil jeg naturligvis afbryde, så vi Max tænke at jeg er en god fører.
4. Glæde. Jeg er totalt begejstret og glad, når jeg fortæller om min udvikling. Når jeg fx fortæller om den fantastiske prøve i Nyborg - fordi jeg gjorde, som jeg gjorde og var ligeglad med point. Når jeg fortæller om glæden over at skulle debutere i HTM. Osv.
5. Bevidst. Jeg er meget bevidst om, hvordan jeg håndterer de opgaver jeg får, og hvordan jeg agerer i de forskellige situationer og de tilbagemeldinger jeg får fra min coach.
6. Klar. Jeg føler mig i den grad klar til at gå til HTM, jeg har aldrig følt mig så klar tidligere. Jeg kan forklare præcis hvorfor.
7. Samarbejde. At gå til prøve er ikke noget jeg gør med Max, det er noget vi gør sammen, jeg vil have at vi skal være et team sammen.

Så opgaven på fredag er klar. Jeg skal have tænkt over alt fra ankomst til HTM er slut. Det er rigtigt sundt. Jeg skal ikke bare komme og lade tilfældet råde. Jeg skal være helt bevidst om, hvad jeg gør og mine reaktioner undervejs både i FP og HTM (ligesom i Nyborg). Jeg skal være ligeglad med (point)resultatet og tænke på, hvordan jeg kommer positivt videre hele vejen. Så Max og jeg sammen oplever en dejlig prøve.

Jeg har virkelig tænkt meget over min opgave til fredag. Og det helt oplagte, som jeg først kom i tanker om på morgenturen i dag, var følgende: Jeg skal lige op til opvarmningen inden vi skal ind og under opvarmningen, tænke på ting, der kan gøre mig glad. Jeg har en mail-folder der hedder doping, med mails som har gjort mig glad. Jeg har en mental folder med fantastiske øjeblikke, som kan få mig til at smile og få varme i hjertet øjeblikkelig. Når jeg har taget den doping vil jeg ikke være til at skyde igennem, når jeg løber på banen, og Max vil kunne mærke det 110 %.

Jeg er blevet spurgt om jeg er nervøs inden fredagens prøve (nej, det er jeg ikke) og hvor meget jeg glæder mig. På en skala fra 1-10 på et glædesbarometer glæder jeg mig 10+.