fredag den 14. august 2015

Bornholm – dejlig genvisit

Fredag morgen

De sidste skridt før turen til Bornholm i dag var ikke optimale.

Det var meningen at Kirsten skulle have været med, men hun ombestemte sig. Det er ikke helt det samme at tage på sådan en tur alene.


Da turen gik hjemmefra slog jeg gps’en til, og den fortalte forventet ankomst til færgelejet i Ystad kl. 8:18, hvor sidste tjek ind var 8:20. Jeg havde åbenbart set forkert da jeg lagde planen så afsted kom vi med det samme.

Da vi landede i Sverige tjekkede jeg og jeg synes ikke ankomsttiden 8:15 svarede helt til de resterende kilometer, så jeg dobbelttjekkede. Jeg havde ikke valgt den rigtige adresse og pludselig hed det ankomst 7:57 og alt var ok.


Vi ankom, og indenfor 5 minutter var vi ombord og i pole position.

Jeg fik sendt mine negative tanker til min coach og var straks i gang med at klare hjernen. Så på turen over kørte jeg tre supervisualiseringer og fik en hyggelig snak med Henriette om at være prøveleder og om de nye LP-regler.

Så ved ankomsten var jeg i den rette stemning til en god dag på Bornholm som opladning til weekendens rallyprøver.

Første stop var ved Strandvejen, hvor vi gik ned til vandet og hundene fik løbet lidt løs.


Så gik turen til Snogebæk hvor jeg fik en Flødebolle softice og vi gik tur på Balka Strand.



Videre til Svaneke, hvor jeg fik frokost på Svaneke Bryghus og vi gik en tur ved Havnen.




Så nærmede klokken sig 14 og vi kunne tjekke ind på Hotel Ryttergaarden alias Green Solution House.


Vi var uden omkostninger blevet opgraderet til en lejlighed med to soveværelser og 4 sengepladser og trægulv. Super duper. Og en lille pose guffer til hundene.

Jeg havde været oppe siden 5 og trængte til en lille lur inden turen gik til Rønne og indkøb af cocktailpølser til i morgen.


Dernæst kørte vi til Sorte Hat, hvor Annette havde inviteret til hundetur, og vi var 10 hunde og 6 førere som gik en dejlig tur først til Safirsøen siden til stranden.

Masser af muligheder for løse hunde, og hvor er det skønt med Megan og Max, der bare går fint sammen med alle de fremmede hunde.

Tilbage til hotellet og først hundeaftensmad og så aftensmad til mig.


Jeg havde ret spontant booket på restauranten på Green Solution House, primært fordi det skulle være tæt på og jeg skulle kunne drikke lidt til.

Jeg fik først et mindre chok, jeg gik igennem restauranten, så at der var en stor buffet og masser af gæster – og tænkte: Paul, du er ikke kommet til Bornholm for at spise mad fra en buffet, ikke dagen før en vigtig prøve.

Heldigvis var det ikke restauranten. Dén var flot og spisekortet lovende og vinkortet (med vine fra Vinslottet i Greve) spændende.



Maden blev sprødstegt pighvar og Hopballe kylling og det var udsøgt.

Hvis jeg havde lidt mere oveskud til aften ville jeg skrive en blog om det sted, men det bliver en anden dag.

Den korte udgave er, at det er fremragende mad, udsøgte vine og meget flot betjening, En dejlig afslutning på en skøn dag 1 på Bornholm-

Planerne for i morgen er klar. En del af planen er at komme lidt senere, for rækkefølgen er B Ø E C. Ekspert banegennemgang cirka 11:30, det bliver varmt, og Megan går død i varmen, hvis vi er der for længe.

Så komme i god tid, men ikke for god, og en flaske vand over hende inden vi skal på banen, er to ekstra elementer i forhold til ”normale” prøver.

Jeg glæder mig til en skøn prøvedag i morgen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar