onsdag den 30. september 2015

Bjørnen på banen


Pga. sin skadespause har Lille Bjørn ikke trænet mere end nogle få minutter i ganske lang tid. Da han skal til LP-prøve både lørdag og søndag var det på tide at træne igen, og til aften havde jeg aftalt at mødes med Charlotte & Laika i en for mig ny hal i Køge, og træne en lille time.

Det kan siges kort: Lille Bjørn var en stjerne. Halen kørte stort set fra start til slut, masser af glæde og flotte øvelser, nøj hvor har jeg savnet at træne med ham.

Vi manglede en anelse præcision i fri ved foden, men den blev mere end opvejet af en fantastisk motivation. Jeg gik lidt hurtigere end jeg plejer med ham, fordi han tydeligt gik meget bedre end han har gjort til de sidste prøver, og han var enkelte gange sågar for langt fremme. Det var bare så lækkert at gå med ham.

Stillingsskiftene: alle blev taget på første kommando, der var lidt fremrykken i ståerne, med ekstern belønning bag ham sad de i skabet.

Springapport, han holdt apporten og var næsten snorlige i plads.

Dirigeret apport, to gange højre. Den første gang gik han til venstre med jeg fik stoppet ham og dirigeret til den rette. Anden gang var der ingen slinger.

Positioner under gang: 3 superskarpe positioner.

Indkald, 1 gang og et superskarpt stop.

Fremsending, allerførste øvelse, og han løb ud i raketfart. Vi havde den også som allersidste øvelse, hvor nogle ret støjende udstillingshunde var kommet i hallen, og jeg bevidst sendt ham ned mod dem. Han skulle have tre ekstra kommandoer, men han gjorde det og vi havde en fest.

Så var der næseprøven. Første gang gjorde jeg det med de nye hunde ret tæt på, og det gik ikke, han tog den pind der lå længst væk fra dem. Så rykkede vi væk fra dem, og han lavede en superøvelse, og holdt i afslutningen.

Belønningerne – meget lækkert lammekød – lå på et bord ved indgangen, og sikken nogle gode løbeture vi fik, og så var skildpadden også populær.

Jeg har haft mange skønne træningstimer på det sidste, men det var altså noget særligt denne aften, men den mest velmotiverede bjørn i verden. Og så skal jeg huske at rose føreren, han gjorde det virkelig godt i dag, konstruktive korrektioner og virkelig god belønningsstrategi.

Jeg havde overvejet at tage Lille Bjørn med til Ringsted i morgen, men har besluttet at han bare er klar til weekendens prøver. Den gode karma fra i aften er lagret i min bevidsthed og kommer med til Køge på lørdag og Ølstykke på søndag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar