Blog om aktiviteter med mine hunde Max og Otto, begge border terriers. Der er mange indlæg om Megan, engelsk springer spaniel, som døde 7. juni 2017 og Lille Bjørn, Norwich terrier, som døde 28. januar 2020. Begge efter et langt, aktivt liv.
fredag den 4. december 2015
Klargøring og oprydning
Jeg har været så fristet af Kim Larsens Dengang da jeg var lille som Max’ Freestyle music (se blog), men det endte med Beatles’ When I’m 64.
Men Kim Larsens sang blev ved at rumstere og i onsdags spillede den non-stop, da jeg kørte på arbejde. Jeg visualiserede et HTM1-program med Lille Bjørn.
Ideen blev sendt til Anita og sørme om jeg ikke fik et flot oplæg tilbage til et fuldt program!!!
Det skal afprøves på mandag, hvor jeg har sammen med Anita har den første selvtræning i meget lang tid.
I går holdt vi DKK Rallyudvalgsmøde på Fyn, jeg fulgtes med Lonni, som heldigvis kørte. Jeg havde netop fået fjernet en tand, og bedøvelse og nogle piller var nok ikke det bedste brændstof til turen.
Naturligvis gik turen med en masse hundesnak og –sladder.
Rallyudvalget er totalt effektivt, og på 1½ time kom vi igennem en pæn dagsorden og gik over til middagen, som for mit vedkommende var to bægre yoghurt og vand. De andres wienerschnitzler så godt nok lækre ud!
På vejen hjem kom vi lige forbi DKK, jeg skulle prøve noget tøj, og jeg benyttede lejligheden til at købe en rallyresultatbog til Megan.
Som man kan se af fotoet har jeg fået ryddet op i hundenes mapper, en masse præmiebånd ryger ud og en masse præmiekuponer ligger klar til anvendelse.
Megans gamle resultatbog, som har fulgt os i snart 8½ år - og bl.a. overlevet at blive tabt ved en prøve i silende regnvejr og at blive fundet af arrangørerne og lagt til tørre og returneret til mig - har kun plads til 3 prøver til, så Megan bliver den første af mine hunde, der får en grå rallybog.
I næste uge har jeg en enkelt selvtræningstime på Garbogaard med Lille Bjørn inden vi slutter hans LP-karriere af med en prøve samme sted den 14. december.
Jeg så godt, at der blev opslået to prøver 28.-29. december i Herringløse Agilitycenter, men jeg kunne mærke, at jeg ikke havde lyst til at melde til. 2016 bliver måske det første år siden 2006, hvor jeg ikke skal til en LP-prøve.
Det føles godt at have det på plads, og kunne fokusere helhjertet på rally, HTM og FS.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar