søndag den 17. januar 2016

Genopfriskning

Hundene i haven søndag eftermiddag

I går begyndte første runde af Rallyinstruktøruddannelsen i Sydkystens Hundeskole. Der har været tænkt og planlagt længe og nu er gennemførelsen i gang. Det føles godt at komme i gang –, og fornemmelsen efter dag 1, både ud fra de ni kursisters tilbagemeldinger og Anitas og min vurdering er, at det går godt. Vi har nået det vi godt ville med første modul, vi har et meget velmotiveret hold, som også har det godt indbyrdes, og hvad kan vi sige andet end, at vi glæder os til fortsættelsen, som allerede er 7. februar.

Forberedelsen har for mit vedkommende bl.a. været at gennemlæse rallyregler mv. og genopfriske og tilpasse en præsentation vedrørende grundlæggende indlæringsteori. Her bruger jeg bl.a. første del af dette klip:



Det er fra den Training workshop jeg deltog i den 19.-23. maj 2010 i Borlänge med Bob Baileys som instruktør og sikken en masse gode minder der dukkede op i forbindelse med gensynet og genlæsningen af mine blogindlæg fra den gang, det første ligger her.

Anita gennemgik alle begynderskiltene og fortalte om de momenter der indgår og indlæring af dem. Det var også lærerigt for mig, for der var et par detaljer, jeg ikke havde styr på – der er rigtigt mange detaljer at holde styr på i de rallyregler :-)

Det er også sjovt med skarpe kursister, der efterlyser helt specifikke retningslinjer, fx præcise regler for hvornår rallyskilte skal passeres højre om (vi havde ikke lige tænkt på venstre spiral i den forbindelse, men det kom vi til!) og hvordan 8-tal skal gennemføres (der ER ikke præcise regler, det er op til dommeren).

Jeg fik noteret nogle konkrete spørgsmål, som jeg skal have vendt i rallyudvalget – spændende, som der kan blive ved med at dukke finurlige detaljer op.

Præstø Havn søndag kl. 10.

Weekenden har udover Rallyinstruktøruddannelsen bl.a. omfatter besøg af Frasse og familie fra Sverige og hyggelig brunch på Cafe Mocca på Præst Havn for at fejre Lis, som netop har passeret de 65 år.

Nu står en hjemmeopgave til i morgen aften på planen: en championbane skal læres udenad. Det er nemmere end det lyder, men kræver lige (for mit vedkommende) nogle repetitioner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar