Freestyle 5. maj (foto: Jette Porter)
Jeg kunne godt mærke, at jeg følte mig lidt brugt efter forrige weekends arrangement i Roskilde. I mandags var der tre timers HTM-træning med Max, tirsdag undervisning af Spaniel-hold i rally, onsdag coachingsession og rallytræning med Megan, torsdag Bakken-arrangement, fredag og lørdag rally med Megan og Max i Viby. Det er vist meget godt at intet var planlagt i dag og heller ikke de to næste dage. Det kunne jo være at specielt Megan, men nok også Max følte sig lidt trætte, og kunne bruge et par træningsfri dage.
Så der var dømt tur til København med Kirsten, morgenkaffe på Europa og frokost på Bøf og Ost.
Eftermiddagen er bl.a. blevet brugt på en artikel til Hunden om Rallyjubilæumsarrangementet 30. april, en artikel om HTM-arrangementet på Bakken 5. maj og på at lave baner til Rallyprøven 14. maj i Lellinge.
Siden præmieoverrækkelsen i går har der virkelig også været tænkt en masse over verdenssituationen.
Lille Bjørn går jo fantastisk, jeg satser kraftigt på kvalifikation til ÅH, DM-kvalifikation er ganske tvivlsom, 95 point rækker kun til placering langt nede på reservelisten- Men der er en chance endnu :-) Vi fortsætter med ikke at træne!
Megan skal ikke pensioneres endnu. Det kan godt være, at vi ikke består prøverne, men så længe hun er glad ved at arbejde fortsætter vi, og jeg er i fuld gang med at arbejde med at indarbejde belønningssignal, fri signal og få flere øvelser på plads på rent håndsignal. Ambitionerne om at komme til DM og ÅH er skrinlagt, nu handler det kun om have det sjovt sammen uden mål.
Lidt mærkeligt at skrive, men det er jo sandt. Jeg har konkurreret med Megan i 12 år, jeg elsker at træne med hende (jeg tror det er gensidigt!), og vi bliver da véd, indtil videre. Jeg er sikker på, at jeg vil vide, når vi skal stoppe. Ellers er der helt sikkert nogen der vil minde mig om det.
Max og jeg arbejder med at styrke tilliden til hinanden. Der er hele tiden situationer, hvor vi kan arbejde med det, og min bevidsthed om det, vil forhåbentlig sikre, at det skrider fremad på en god måde. Resultatmål har jeg ikke ændret på for i år, så det at kvalificere sig til DM og ÅH i rally er bare en ren bonus – og selvfølgelig deltager vi, hvis vi kvalificerer os. Men fokus er på at styrke samarbejdet – helt tilsvarende naturligvis i FS og HTM.
Så er der mig selv. Jeg har haft individuelle samtaler med hundene i dag, som en ordentlig leder bør have. Og det var rigtigt interessant.
Den korte opsummering:
- Megan: Jeg synes, det går fint, du er god til at rose mig, du skal arbejde med de håndtegn, for jeg synes tit det er svært at forstå, hvad du vil have mig til. Jeg vil så gerne gøre det rigtigt, for så bliver du ekstra glad.
- Lille Bjørn. Jeg er bare fantastisk, det har jeg jo hele tiden vidst. Du skal lige lære mig at bakke ordentligt – det er ikke så nemt med mine korte ben og min stive ryg – og så kan jeg love, at vi bliver endnu større stjerner.
- Max. Jeg synes du var en fantastisk far i går, endelig fik jeg lov at løbe løs flere gange, og hold da op, hvor du hjalp mig godt, da vi gik banen. Hvis du fortsætter sådan, så vil jeg også hjælpe dig til, at vi er stjerner til DM og ÅH, som vist alligevel betyder noget for dig, selv om du prøver at lade som om, at det ikke gør …
Fotoet er taget af Jette Porter på Dyrehavsbakken i torsdags. Det er formidabelt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar