onsdag den 22. juni 2016

Motivation er alt (6)


Tirsdagens rallytræning i Søborg blev aflyst ud på eftermiddagen. Jeg havde længe inden besluttet, at det var Megan og Lille Bjørn, der skulle med, men de sagde nu ikke noget til at blive ”snydt” :-) Vi havde en hyggelig hjemmeaften og jeg fik klaret en masse administrative hængepartier.

Da jeg kom hjem i eftermiddags gik turen ned til stranden med fyrtårnet skjult i en pose (Max havde nu regnet det ud), og selv om det primære formål var at lege med hans favoritlegetøj i vand, havde jeg det sekundære formål at fange den attitude, som jeg ønsker, at han har, når vi laver alt muligt andet. Vi legede måske 15 minutter og jeg er sikker på at han kunne have fortsat med samme intensitet længe endnu, men også her prøver jeg at stoppe på toppen.

Han gør vildt, fordi han synes det er sjovt at lege, og der er ingen regler ud over at jeg kaster fyrtårnet ud i vandet mens vi går langs stranden, han løber/svømmer ud og henter det, jeg tager det, nogen gang efter lidt leg, og så gentager det sig. Der er ingen kommandoer, ingen korrektioner – kun lidt pegen, hvis han ikke er på vej ind, fordi han ikke kan se fyrtårnet – jeg signaler at det er kastet.

Da vi var færdige kom fyrtårnet i en plasticpose og vi gik op, og han fik godbidder for at følge mig, ikke et fri ved fod følge, men han var bare med og fuldstændigt fokuseret på mig - kommer der mere? Hjemme igen fik han en stump okseøre, og han havde haft en fantastisk halv time sammen med mig sammenlagt.

Er der noget af dette, som ikke kan overføres direkte til opvarmning, gennemførelse og belønning bagefter i en konkurrencesituation? Jeg kan ikke se noget, der skulle stå i vejen for det. Jeg har forskellige ting, jeg skal arbejde med i den sammenhæng, og så bliver de prøvet af i weekenden til rally, FS, HTM og 6+.

Et af målene er, at få den attitude og den forventning, som kan ses på billedet ovenfor. Det var på stranden lige før fyrtårnet kom frem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar