søndag den 23. april 2017

300 rallyprøver


I dag gik turen til Ølstykke, hvor Lille Bjørn og Max var tilmeldt DKK Kreds 1’s rallyprøver med Pia Hansen-Schwartz som dommer.


Jeg havde timet morgenturen perfekt, så vi løb ind i nogle af weekendmorgenhundevennerne på stranden, så alle hundene fik løbet løs og leget. Det er specielt for Max det perfekt oplæg til en prøve.

Jeg kom til Ølstykke lidt over 8, så der var god tid til at gå rundt på arealet med hundene inden banegennemgange kl. 9. Max var nr. 2 og Lille Bjørn nr. 7 ud af 8 i championklasse.

Banen var lang, med god plads bortset fra en tricky sekvens med to spring i vinkel, hund snur rundt og 1-2 skridt bakke ved siden af fører som skilt 2-4 og med ganske kort afstand imellem. En perfekt bane for begge mine hunde, synes jeg.

Max varmede jeg længere op end jeg plejer jf. læringen fra i går, og med sekvenser af øvelser før der kom belønning. Og øv, alligevel fik vi en dum start og skulle lave skilt 1 om – igen dæk under gang – men derefter gik det fint. Han var virkelig godt på og i passager var han præcis dér, hvor jeg godt vil have ham, han virkede rigtigt glad. Jeg løb ud og legede med ham, og Amanda fik feedbacken, som var 1 ommer og 4 x 1 = 93 point.

Derefter blev Lille Bjørn varmet op og han gik virkeligt skønt. Vi havde en ommer ved spring ro spring, fordi springet, som var en af sektionerne i de hvide spring (han skal ikke springe mere end 15 cm), ikke lignede et spring, så han løb over til det andet spring, som lignede et spring :-) Derudover var der en anden ommer (har glemt, hvad det var), og ellers masser af superflot arbejde. Hans bakke ved siden af og bakke væk fra fører var superflotte, springvand, venstre synkron og højre synkron brillante, og det var bare lækkert at gå med ham. Der var nogle bjæf af glæde og det kostede 3 point for overdreven gøen, og en enkelt 1’er, så vi endte med 90 point.

Jeg kan kun sige, at jeg var ualmindeligt tilfreds med begge hundene. De arbejdede supergodt og de små detaljer, der ikke virkede, det var bare ærgerligt.

Pointene rakte til en 4. vinder for Lille Bjørn og en 2. vinder for Max.

En weekend med 6 rallyprøver, alle gennemført på rigtigt fornuftigt niveau og med godkendte og opefter point. En Lille Bjørn, som er så fokuseret og glad på banen, at det gør helt ondt, for hulen, hvor er han bare en fornøjelse at gå med.

Og Max, som selvom han ikke er helt glad ved omgivelserne, alligevel gør sit allerbedste hver eneste gang. Jeg véd godt, at den afgørende forskel er min egen attitude, jeg gør simpelthen det, som jeg er coachet og hjernevasket til: tænker kun på hundene, at støtte dem, at holde fokus på det næste, der skal ske (næste bold) – jeg har nogle korte splitsekunder under weekendens 6 prøver tænkt på point, og lynhurtigt fortrængt det igen, fordi det ville ødelægge mit fokus, hvis jeg ikke gjorde det.

I går pralede jeg med Lille Bjørns 10 første resultater i championklasse.

I dag kan jeg passende prale med Max. Han har været til 12 rallyprøver i år, og bortset fra en enkelt, hvor han forlod ringen, har han gået supergodt som det kan ses:


Med weekendens to rosetter har han øget månedens høst: Max har fået 1 i HTM, 1 i FS, 2 i Nose Work og 4 i rally. Og selvom det er sekundært i forhold til det at gå en fed bane, så hænger de to ting naturligvis sammen. Fede oplevelser med hundene på banen bonner ofte ud i gode placeringer.

Så jeg vil godt konkludere, at jeg naturligvis vil fortsætte det arbejde, jeg gør mentalt, for det ser bestemt ud til at virke!

Jeg skal da også lige forklare overskriften. Lille Bjørns prøve i dag var min officielle rallyprøve nr. 300, over en periode på næsten 10 år. Det kan der siges en masse om, men jeg vil i denne sammenhæng nøjes med denne statistik, der viser fordelingen på hunde og dommere:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar