Klar til 6 x championklasse i morgen
Den 11. februar i år debuterede Lille Bjørn i rally championklasse, og jeg benyttede anledningen til at gå op med alle tre hunde i championklasse til begge dagens prøver. I morgen gør jeg det igen. Alle tre er tilmeldt begge prøver i Sjællands Agilitycenter i Ringsted, hvor forholdene er ret perfekte for mig i den situation. Jeg prøvede det i forbindelse med juleafslutningen sidste år: jeg skulle bruge en hundeholder til banegennemgangen og under prøven, for det var op med en hund, belønne, varme op, og så på den igen, tre gange i alt.
I morgen ligger den første prøve fra morgenstunden, den anden prøve ligger sidst, så jeg tager hjem ind imellem, hallen ligger under en ½ times kørsel fra mig, så det passer mig rigtigt godt at kunne være hjemme fremfor at vente i/udenfor hallen.
Det er meget længe siden jeg sidst har trænet med Megan, så til træningen i morges i Jersie med Anita havde jeg Max og Megan med. Jeg kom i øvrigt til at tænke på, at det er over 10 år siden Megan og jeg startede vores LP-træning på et hold i Jersie, og vi har brugt rigtigt mange timer sammen dér. Vi har masser af erfaring og rutine, når vi går i ringen!
Det var virkelig en fornøjelse at arbejde med begge hunde. Max gik efter ganske kort opvarmning et fuldt FS-nummer (bildøren åben og fuld gas på CD-afspilleren!) og det føltes vildt godt. Anita kunne fortælle, at det er åbenlyst, at Max har det godt med nummeret. VI har også trænet forløbet nogen gange, så det er blevet en ret lækker kæde, med tricks han kan og hvor han er tæt på mig hele tiden. Det har taget over et år at komme dertil, men det har været vildt sjovt. Jeg glæder mig meget til at skulle op med det igen i Roskilde 30. april.
Med Megan trænede jeg fremsendinger til felt og kegle og så det løse. De få steder, hvor det ikke gik rigtigt første gang, var simpelthen på dårlig signalgivning fra mig. Nuancerne mellem skift side foran og hund rundt om fører er meget små, men hvis jeg har hånden i den rigtige højde i forhold til Megan, og fører den i det rette tempo, så gør hun det rigtigt hver gang.
Derefter trænede jeg lidt rally med Max og det var også bare en fornøjelse.
I eftermiddags cyklede Max og jeg en halv time, det er virkelig skøn mental afkobling.
Vi er helt klar til i morgen, og selvom der ikke er farver og form på hattene endnu, véd jeg præcis hvordan jeg skal have det indeni, inden hver af prøverne i morgen. Det er mig, der har valgt at stille op med tre hunde, vel vidende at de kunne blive lidt hektisk tidsmæssigt, og det anvender jeg naturligvis til min fordel – for jeg får ikke tid til at være andet end totalt fokuseret på hundene fra banegennemgangen er slut til alle tre hunde har været oppe :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar