torsdag den 8. juni 2017

Den sidste dag – og den første

Sidste foto af Megan

Selvfølgelig var det en trist dag i går, men da dagen var omme faldt jeg i søvn med en rigtig god fornemmelse, fordi jeg bare vidste, at jeg havde gjort det rigtige.

Beslutningen blev taget tirsdag, da jeg kom hjem fra arbejde. Kirsten havde talt med dyrlægen og vi gennemgik mulighederne og blev enige om, at det ikke gav mening at gøre mere, end vi allerede havde gjort, og at jeg skulle ringe onsdag morgen og aftale en tid.

Jeg skulle til Nose Work træning tirsdag aften med Max, og da vi skulle gå, stod Megan ligeså forventningsfuldt og spørgende – skal jeg med? – og hun blev så glad, da hun fik lov. Hun sprang selv op i bilen, og hun fik lov at tage den sidste del af træningen indtil det blev regnvejr.

Jeg ringede til Havdrup Dyreklinik onsdag morgen fra arbejde og fik en tid kl. 17. Jeg skrev til nogle ganske få om dette. Jeg troede jeg kunne fortsætte arbejdet, men kom til at græde med det samme og tog hjem.

Vi fik noget kaffe og morgenbrød med hundene omkring os, og Megan fik noget ud af at tigge :-)


Der kom et blomsterbud med den smukkeste buket og det mest fantastiske kort fra Christina og Tempo.

Christian ringede, jeg havde skrevet det til ham, og sagde at han da godt ville have sagt farvel. Så Megan og jeg kørte til København, og mødtes med Christian til en hyggelig snak og et farvel.

Jeg havde tænkt over, hvordan jeg skulle skrive ud om det om aftenen, og fik Anita til at vælge et foto og siden til at læse teksten, som jeg gjorde klar, fordi jeg ikke regnede med at kunne gøre det bagefter.

Da klokken var 16 gik Megan og jeg ned til stranden. Jeg regnede i hovedet og fandt ud af, at vi har gået ned til stranden mindst 5.000 gange sammen. Megan løb løs og jeg fik taget et sidste foto af hende, inden jeg slukkede telefonen.

16.30 kørte vi til Havdrup, det styrtede ned så vi ventede lidt i bilen indtil 5 minutter i, så steg vi ud, Megan tissede og vi gik ind.

Jeg lå sammen med Megan på tæppet da hun fik sovemidlet, kælede hende og gav hende godbidder. Vi var alene efter indsprøjtningen, benene eksede under hende indenfor 30 sekunder, og jeg kælede hende og sagde tak og kyssede hende.

Kirsten Køhler kom tilbage, gav den sidste indsprøjtning, og spurgte om jeg ville være alene med Megan. Det havde jeg ikke brug for, jeg havde jo sagt farvel, så Kirsten og jeg fik en god snak om at tage afsked på en værdig måde, og det var vi rørende enige om, at jeg havde gjort.

Megan kom til træning tirsdag, kunne gå tur, og selv springe op i bilen. Nogle tydelige træthedstegn og intet der gjorde, at det ville give mening at forlænge hendes liv. Når det skulle være, kunne det ikke være et bedre tidspunkt.

Megan skal kremeres, som alle vores andre hunde på nær den første (Terry), ingen urne, intet smykke, hun skal bare være i vores hjerter.

Jeg tog hjem og vi åbnede en flaske champagne, og jeg fortalte i detaljer Kirsten om hele forløbet, og vi var enige om, at det ikke kunne have været bedre.

Inden aftenmaden lagde jeg blogindlægget Farvel Megan ud, og første da blev telefonen tændt igen. Vi fik aftensmad – lammeculotte med ratatouille & Coppolas Director’s Cut Zinfandel 2013  – et skønt måltid med en fantastisk vin.

Det betød meget for os, at Megans sidste dag ikke blev alt for sørgelig, så noget god mad og noget god vin og gode minder, det var ikke dumt.

Hold da op hvor er det væltet ind med reaktioner på bloggen. Det er, mens dette skrives, vist over 5.800 gange, hvilket jeg ikke fatter, men de mange personlige kommentarer og hilsner, har virkelig glædet Kirsten og ikke mindst mig. Vi siger tusind tak for dem alle.

Det var dejligt at blive mindet om, hvor mange mennesker i hundeverdenen der kendte Megan og mig som par og satte pris på os. Og har set, at vi havde det skønt sammen og at hun var aktiv til det sidste. Som Mia skrev: ”Samtidig glæder det mig på dine vegne at vide, at I hyggede jer med nose work i går aftes, inden regnen brød løs”. At få en besked ”Jeg vil blot sige til dig – at du og din søde Megan gennem årene har været stor inspiration for mig – tak for det.”.

At få denne og lignende beskeder ”Megan har haft et skønt langt hundeliv hos jer. Jeres sidste kærlighedserklæring og respekt viste I hende i dag.” eller ”Megan var en ener, og den smukkeste tøs”.

At komme til at grine midt i det sørgelige med denne fra Johanna: ”En af min favorit M oplevelser er: Foundation træning: Jager hun katte? Og væk var hun :-) En fantastisk sjæl med den bedste humor. Jeg har været meget privilegeret at kende hende.”

Og så denne fra Jill: ”Det gør mig så ondt for jer, jeg ved, at Megan var helt speciel. I kan trøste jer med, at ingen hund kunne have haft et bedre liv. Der skal ikke bare et godt grundmateriale til at skabe en fantastisk hund, men også nogle helt særlige ejere.”

* * *

I dag er første dag uden Megan. Det var meget underligt, at der ikke var nogen Megan, der skulle nusses, lukkes ud, have mad eller gå tur.

Første foto uden Megan

Godmorgen billedet var også mærkeligt, der manglede Megan.

På arbejdet kom en kollega hen, gav et kram og sagde, at jeg var en stjerne.

Dag 1 efter Megan er gået fint, lidt tårer indimellem, men sådan skal det være.

Coachingsessionen i morgen kommer også til at handle om Megan, for hun indgik jo i mine planer – og nu skal jeg dele en helt anden oplevelse, som virkelig har betydet meget for mig … det er jo også derfor, jeg skriver om den nu.

Søndag er rallydag i Vejen, og første gang jeg skal møde en masse af de dejlige mennesker, som har tænkt på Megan, Kirsten og mig de sidste dage. Der kommer nok et par tårer til, men mest af alt bliver det en dag med gode oplevelser med de levende hund, og uden tvivl også en del gode minder om Megan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar