Blog om aktiviteter med mine hunde Max og Otto, begge border terriers. Der er mange indlæg om Megan, engelsk springer spaniel, som døde 7. juni 2017 og Lille Bjørn, Norwich terrier, som døde 28. januar 2020. Begge efter et langt, aktivt liv.
fredag den 28. juli 2017
Om at holde prøver
Jeg synes det er sjovt at have ansvaret for at arrangere og gennemføre prøver. Der må være nogle centre i hjernen, der bliver påvirket og signalerer, at det er fedt, og det har de helt ret i …. eller hvordan man nu siger.
I Sydkystens Hundeskole har vi talt om prøver i 2018 og er enige om, at en dobbelt rallyprøve i februar og en dobbelt rallyprøve 31. december er ved at være traditioner, og dem skal man holde fast i. Der er booket hal og dommere, og ansøgningerne er sendt til DKK.
Vi holder i weekenden dels den traditionelle landskamp mod Sverige i rally herunder en officiel rallyprøve med over 80 ekvipager, dels en dobbelt rallyprøve.
Sidste år holdt vi Hundedagene 2016 i juni. Næste sommer prøver vi noget nyt.
Vi har det glimrende princip i Sydkystens Hundeskole, at vi kan lave lige hvad vi vil, bare det er hunderelateret, bare der er én, der tager ansvar for det, og bare det mindst løber rundt økonomisk.
Så jeg har fået ok for at arbejde med en HTM-prøve, som er planlagt til 4. august 2018.
Det er noget helt nyt for os med en HTM-prøve. Jeg har deltaget i en del, og jeg har fået god hjælp fra flere forskellige i forbindelse med mine sonderinger af, hvad det egentlig kræver ar at afholde en sådan prøve.
Men nu er det besluttet. Vi har fundet en dato, vi har fundet en hal, der er lagt et budget, jeg er i gang med at invitere dommere, og når det sidste er på plads, kan jeg søge DKK om afholdelse af prøven.
Der er ting, vi vil forsøge at gøre anderledes end ”normalt”, for at gøre prøverne til en endnu bedre oplevelse for deltagerne. Fx vil vi have en betalt sekretær, der står for indskrivning, registrering af resultater mv, vi vil have en betalt DJ, som styrer alt det med musikken, og vi vil have præmieoverrækkelse efter færdighedsprøver, efter HTM, efter FS og til sidst.
Vi vil også på andre områder gøre tingene anderledes, så de gode erfaringer vi har fra afvikling af rallyprøver overføres til HTM-prøven.
Det er ganske nyt at planlægge en prøve over et år i forvejen, men det føles godt, og det bliver sjovt at afprøve.
Lige nu er fokus på weekendens arrangement. Max og jeg var i Roskilde i dag og stille præmierne, for at være sikre på, at jeg kunne have plads til alt det andet i bilen. Vi tjekkede at udstyret var klar. Og vi testede vinderpodiet.
Vi trænede lidt på arealet – ingen harer og fuld kontakt fra Max.
Jeg har handlet det sidste – noget så vigtigt som mad og slik til dommere og hjælpere.
Vi er helt klar til i morgen, og ser frem til en dejlig dag med god stemning og en masse flot hundearbejde.
Kirsten og jeg nød nogle fantastiske jomfruhummere til aften og fik champagne til – en skøn start på weekenden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar