mandag den 28. august 2017

Træning i Hønsehuset

Hundene på arealet bag ved Baltic Sea Glass

Det er vist ikke den mest spændende ferie for hundene. Der er ikke rigtig mulighed for at løbe løs. De er selvfølgelig med på alle turene, men kommer også i bilen, når vi spiser om aftenen, for når der ikke kan lukkes af og der er to små børn, bliver det ret bøvlet, hvis hundene også er der.

Morgenhimlen over Rønne
 
Jeg havde booket Hønsehuset 1 time til morgen, og det var ret lækkert at stå tidligt op, fodre hundene, gå en tur, færdiggøre blog om besøget på Kadeau i går og så gå køre til træning i den skønne hal.
Max med to dejlige stykker legetøj

Jeg havde ikke undersøgt om der var musikanlæg i hallen, men de var der, og så var det lige til at gå til træningen.

Motivation – jeg havde et læs friske skinkestykker med & to friske stykker legetøj & en 100 % konstruktiv tilgang. Det ene legetøj overlevede dagens træning, det andet ikke. Begge hunde var vilde med dem begge.

Max FS. Fuldt nummer to gange med musik og masser af godbidder og legetøj. Udover fokus på Max arbejdede jeg mest med mit eget bevægelsesmønster.

Max 6+. Vi arbejdede med startpositionen, og fik fuldt nummer to gange med musik og masser af belønning. Jeg havde glemt stokken men en tværpind til et spring fungerede fint.

Max rally. Vi arbejdede med sideskift, vendinger og bakninger.

Klar til at træne bak

Lille Bjørn HTM. Vi gik fuldt nummer med musik to gange, og arbejdede særskilt med starten (bakningen). Lille Bjørn er bare totalt tændt og arbejder med en energi, som jeg bliver gladere og gladere for. Han vil gerne arbejde lange stræk for en belønning, og legetøjet bringer ham yderligere op i gear. Fantastisk dejligt.

Lille Bjørn rally. Vi arbejdede med sideskift, bakning, fremsendinger til kegle og felt samt dobbeltspring

Max rally. Jeg sluttede med Max og samme rally som Lille Bjørn ovenfor.,

En times intensiv træning, masser af skønt hundearbejde, nogle ting der ikke fungerede, som der blev rettet op på, og god energi fra begge hunde, men allermest fra Lille Bjørn. En skøn måde at starte dagen på.

Visdom fra Gudhjem

Tilbage på hotellet fik jeg morgenmad med resten af familien. Kirsten og jeg startede dagens tur med at besøge Bente Hammer i Nyker, derfra tog vi til Baltic Sea Glass i Gudhjem, frokost med hele familien på røgeriet i Gudhjem, en softice i Snogebæk, en eftermiddagsøl på hotellet, og så fælles middag på vores værelse med diverse lækre fisk og skaldyr.

Programmerne for weekendens prøver i Vejen er kommet og det ser supergodt ud. Jeg starter med 2 x rallychampion lørdag, og så er der god tid inden FS med Max og derefter tre hunde inden Max og jeg skal op i 6+. Som Anita skrev: ”Afstand mellem fs og 6+ bliver slet ikke noget problem. Tvært i mod er det sikkert bare godt for Max, han skal bare være med til omklædningen og ikke holdes af andre så han bliver ked af det - så er han med garanti varmet godt op og helt klar!”

Søndag ligger championklasse sidst, der er præmieoverrækkelse derefter for alle klasser, og det passer jo helt perfekt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar