mandag den 11. september 2017

Sort hul, sej Bjørn, Max motivation

Foto: Anita

Noget af det gode ved at være i et sort hul, er at være bevidst om, hvordan man kan komme op igen.

Jeg var i et sort hul i forhold til træningen med Max, og skrev en kort status til mig selv om, hvordan det er at træne og konkurrere med Lille Bjørn, og ditto med Max. Den blev delt med tre personer, og vupti kom der nogle konstruktive forslag tilbage, et af dem ret vidtgående. Og alle rådene bliver overvejet nøje den kommende tid.

Til aften var der Nose Work hold hos Merete, denne gang i Solrød Centret. Igen havde Anita og jeg aftalt at træne HTM/FS inden, og vi havde valgt det fine område ud for Aktivitetscentret og overfor Netto, ikke så meget trafik, men dog alligevel en del forstyrrelser. Dagens rækkefølge blev Osseau i FS, Lille Bjørn i HTM, Osseau i HTM og så Max.

Lille Bjørns program gik vi to gange, og hans elskede julemand var fantastisk belønning, godt suppleret af godbidder. Lille Bjørn var virkelig eminent, flot på og meget præcis. Hans fører fik godt input til den videre træning. Lille Bjørn er virkelig blevet skrap til at bakke – vi har også trænet det meget i forbindelse med rally – så nu skal jeg til at belønne fremad igen, for at han holder positionen. I løbedelen kom han ikke helt med og da jeg slog ud med armene (en del af koreografien) skete der også noget uventet; Anita foreslog jeg gav ham en plads kommando for at støtte de to steder – nå ja, det var nok meget smart ;-)

I afslutningen skal jeg lige være lidt mere skarp på, at jeg skal dreje to gange om mig selv, så kan Lille Bjørn få tid til at gå stille rundt og ind i setup. Og det var cirka det. Lille Bjørn arbejdede så skønt.


Inden Max kom ud af bilen diskuterede jeg træningsstrategi med Anita og det endte med at jeg til Dengang da jeg var lille arbejdede med masser af belønning undervejs, godbidder kastet, ind i positionen lige efter og så fortsætte. En strålende omgang. Og jeg kunne bare kigge på Anita bagefter og sige: Ja, her kan man så spørge, hvad problemet er?


Max arbejdede topfokuseret og med masser af energi. Vi tog nogle korte rallyforløb og samme resultat. Endelig arbejdede vi med touch af stok, men her blev han hurtigt dæmpet, jeg skal helt separat opbygge værdi i den stok. Vi sluttede derfor med noget mere sjovt for ham, og det gik forrygende, og jeg er sikker på at han giver mig fine karakterer for min førerindsats i dag.

Så skulle Lille Bjørn arbejde med næsen, og det var superluksus. Vi var kun 3 ekvipager i dag, og det var nogle spændende søg. Et langt forløb med 8 gemmer langs mur op mod banelegement. 4 gemmer omkring buret til cykler. Og 2 henholdsvis 3 gemmer i indendørs området på perronen.

Jeg startede med cykelburet, Lille Bjørn arbejdede fint, men det var lidt svært når godbidderne faldt ned (vi arbejder stadig med parring) og ikke lige var til at få fat i igen, men jeg var hurtig til at belønne ved kilden.

Det lange søg arbejdede han suverænt flot på. Det er en helt anden, meget mere grundig stil end Max’, og det eneste sted, der var lidt rod, var det fordi hans fører skulle kommentere noget og Lille Bjørn gik i lydighedsmode. Vi havde vinden i ryggen, så han skulle forbi gemmerne for at fange færten, og det gjorde han virkelig flot.

Derefter tog Anita og jeg elevatoren op på perronen – det var bestemt ikke noget for hverken Django eller Lille Bjørn at tage trappen – og det blev nogle superflotte søg. Selvom et tog kom ind, netop da vi arbejdede med det ene søg, og der kom en del mennesker igennem området, arbejdede hundene videre. Totalt blæret arbejde af begge de gamle drenge.

Til sidst arbejdede vi med ren fært (uden parring), og i konkurrence med chips og andet godt der flød, fik Lille Bjørn lavet nogle fine markeringer.

Jeg kan kun sige, at jeg er meget tilfreds med begge hundene efter den skønne aftentræning og jeg har mindet mig selv om, at den følelse jeg havde med Max til aften, skal jeg have HVER GANG vi træner. Så stråler han :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar