mandag den 9. oktober 2017

Klar til Samsø og en ny start

Et herligt minde fra for to år siden

Charlotte Frigast kontaktede mig i går aftes. Jeg havde skrevet til hende tidligere på dagen om Lille Bjørns halten, og så fik jeg sørme en tid kl. 8:30 i dag, superflot af Charlotte! Det var en skøn tur, for en gangs skyld modsat myldretidstrafikken, mosekonen bryggede på livet løs da vi ankom, solen skinnede og vi fik en udendørs gennemgang af Lille Bjørn til fuglekvidren.

Der var lidt med lænden, som blev maseret godt, og ellers var diagnosen klar, der er en lille bitte revne i en klo på venstre bagben, lidt som en sten i skoen. Det er derfor Rimadyl ingen effekt har. Når han gik på hårdt underlagt haltede han, på græs var der intet at se. Der er ordineret vask i sæbevand, ophold på græs og sand, og så skulle han gerne være frisk igen meget hurtigt.

Start på aftentur

Aftenturen var kun med Max, i den flotteste solnedgang, ganske lyst da vi tog afsted og næsten mørkt, da vi kom hjem.

Dagens minde var ovenstående foto fra for to år siden, hvor Max og jeg (sammen med Anita og Osseau), havde en fantastisk dag i Hangar 17.

Der er sket temmelig meget på de to år på HTM-fronten, og jeg sidder til aften og gør nogen af de sidste forberedelser til lørdagens HTM-prøver på Samsø.

Louises Bamse er landet :-)

Mit program for dagen er:
  • Katalog nr. 12 Debut i HTM3 med Max. Jeg har til aften indarbejdet 6 sekunder baglæns efter de første 19 sekunder, så USB ‘en er klar. Påklædningen bliver tjekket i morgen. Jeg skal også tjekke bord, stol, dug og foto til bordet.
  • Katalog nr. 24 Debut i HTM1 med Lille Bjørn. USB ‘en er gjort klar til aften. Kostumet er ikke helt på plads, men næsten. Det bliver lidt Kim Larsen-agtigt …
  • Katalog nr. 29 6+ med Louise, Billie og Max. Kostumet bliver tjekket i morgen, herunder den røde butterfly. Og jeg skal huske blanke sko (jeg snød i Viborg, men Louise opdagede det …). Louise har musikken med og jeg har backuppen.
  • Katalog nr. 34-37 DJ for Sandkasseklassen. Det kræver ingen forberedelse :-)
  • Katalog nr. 44 Træningsklassen med Max. Det bliver uden kostume, men naturligvis med rekvisitter.
Det bliver helt afslappende bare at skulle gå til 4 rallyprøver søndag, hvor der ikke skal klædes om og sådan noget :-)

Træningen kan jeg ikke påstå fylder meget. Med Lille Bjørn siger det sig selv, men vi klarer nummeret på rutinen, og jeg visualiserer det dagligt. HTM3 er også primært visualisering, og til torsdagens træning hos Johanna regner jeg med at arbejde mig gennem programmet med Max i fornuftige bidder.

Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme til Samsø igen. Da Christian var lille (uha, så er vi tilbage i 1980’erne) gik alle sommerferierne til Samsø. I hundesammenhæng har jeg været på Samsø en del gange efterhånden. Jeg tjekkede lige min blog og fik genlæst flere indlæg om Samsø. Bl.a. dette fra sidste år, og det tilsvarende arrangement på Samsø. Der står bl.a. følgende: ”Vi fik også talt en del om prioritering og hvor indsatsen skal lægges. Selvfølgelig vil jeg gerne have HTM2-titlen, og den går jeg efter. Men jeg må erkende, at den træning, det har krævet, har fået mig til seriøst at overveje, om det giver mening at satse på HTM3. Svaret er: nej.”

Så giver det jo god mening at debutere i HTM3 året efter på Samsø. Og, efter at have rodet i et mentalt sort hul lidt tid, at være bevidst om, at dette er starten på en ny, spændende periode i Max’ og mit hundeliv. Ligesom at skulle debutere i championklasse i rally (med kærlig hilsen til Amanda ;-))

Ingen kommentarer:

Send en kommentar