lørdag den 21. april 2018

An Englishman in Benløse


Foto: Anita

Jeg vågnede kl. 4, kunne ikke falde i søvn igen, og visualiserede Englishman og Dengang da jeg var lille et par gange hver og jeg havde mærket den fantastiske følelse efter gårsdagens reception, som inden jeg tog afsted til træning blev til blogindlægget Et minde for livet.

Jeg ankom derfor i høj stemning til træningen med Anita kl 9 i Benløse, hvor vi som sædvanlig startede med at afstemme planer. Jeg skulle arbejde med Max’ nye HTM-program, Anita med nye positioner med Osseau samt justeringer i starten af programmet og endelig skulle jeg have inspiration til starten af Lille Bjørns nye program (Paddington).

Max’ program til Englishman kan jeg rigtigt godt allerede. Det er gået virkelig mange gange på papiret og ikke mindst i hovedet. Men i dag var debut med den fulde udgave, først med julemand som agerede hund, og derefter med Max.

Det gik rigtigt godt! Jeg har virkelig musik, positioner og links inde under huden, Max er dejligt på, både fordi det er nyt, og der bare sker mere end i det gamle nummer. Anita og jeg fik talt om nogle positioner, der kunne ændres, timingen af links, og tempoet i nogle af positionerne. Det bliver bare dejligt at arbejde videre med det nummer og jeg glæder mig endnu mere til debuten 20. maj.

Lille Bjørn og jeg fik gået forskellige varianter af starten til Paddington-musikken. Der er masser af muligheder og jeg skal i første omgang have tænkt det første minut grundigt igennem; musikken passer os fantastisk, men er også krævende, der er mange steder, der kræver links, og så skal vi have lidt flere positioner med end i Dengang da jeg var lille.

Afhængig af hvordan det går med udviklingen af nummeret, kan der blive tale om debut den 20. maj, men ellers er planen at udvikle Paddington de kommende måneder, og så bevare Dengang da jeg var lille som det sikre valg til HTM2.

Jeg kørte hjem i endnu højere stemning end jeg ankom, efter 1½ times skøn træning, hvor vi virkelig på en god måde fik set på detaljer og helheder i vores respektive numre. En skøn start på lørdagen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar