mandag den 28. maj 2018

Back to Basics version 27

Max kan godt være fræk 😊

Læringen fra i går var egentlig ganske enkel. At tage essensen af alt det, jeg har lært gennem tiden og koge det sammen til det fundamentale: kontakt med Max (og Lille Bjørn) og støttende hele tiden. Motivation frem for præcision. Glæde fremfor alt. Amanda sagde det meget præcist da jeg afleverede resultatbøgerne i går: Hun synes jeg har haft for meget fokus på at lytte til feedback efter prøverne fremfor at belønne hundene. Tjek!

Det er svært ikke at smile efter sådan en prøve!

Jeg havde pakket stol og rygsæk sammen inden præmieoverrækkelsen i går, og som man kan se af fotoet efter præmieoverrækkelsen var jeg ret glad 😊 Jeg fik sagt pænt farvel og tak, eftersnakkede lidt og tog hjem i højt humør. Hundene kom ud, præmierne blev båret ind og så skulle jeg lige hente printet af banen, som lå i rygsækken … Øh, som ikke var i bilen ☹

Efter lidt ringen og skriven endte det med at Amanda tog tilbage til prøvepladsen (4 minutters kørsel for hende!) og hentede den, og fik som bonus hilst på Gittes hvalp 😉 Det var lækkert, at det kunne klares så let, og jeg tager naturligvis ikke dette som udtryk for glemsomhed fra min side, men alene at jeg mentalt har været et helt andet sted!!! Hvilket måske kunne være en pænere måde at skrive glemsomhed på ...

Prøvekalenderen for juni er meget mere overskuelig end den for maj: Der er en HTM-prøve 2. juni, der er rallyprøver i Vejen 16.-17. juni, rally på Tuse Næs 24. juni og HTM-prøve 30. juni.

Drømmeprogram 2. juni

Den 2. juni afholder Hornsherred HTM Klub prøver i LAZI hallen. 2. juni skal vi til fødselsdag i Oxie og fejre Frasse og Sandra, så jeg var klar til at melde fra til prøven, hvis programmet ikke flaskede sig. Men naturligvis gik det hele op i en højere enhed: Start nr. 11 kl. 09:47 er Max som nr. 1 af 8 i HTM3. Start nr. 19 kl. 10:42 er Lille Bjørn som nr. 1 af 2 i HTM2.

Det er så perfekt! Jeg kan få lige den start, jeg ønsker mig med Max (som i går). God tid til at gøre klar til HTM2. Og vi kan tage afsted ved 11-tiden og dermed sagtens nå hjem inden vi skal til Sverige.

Dejligt ikke at skulle droppe en prøve, jeg har glædet mig rigtigt meget til. Det bliver Max’ debut med Englishman på dansk grund. Den 16. og 17. juni har Amanda og jeg for længst meldt til i championklasse (tæller til Årets Hund). Jeg har siden fået meldt begge hunde til i juniorklasse, da Mathilde alligevel skal op med Boogie. For at få den optimale prøveafvikling er vi endt med at have 3 ringe og jeg skal dømme ekspertklase lørdag og championklasse søndag. Jeg har været rigtig tro mod mine nye principper og meldt fra til championklasse begge dage.

Den 24. juni skal jeg ”bare” dømme.

Den 30. juni er en ganske særlig dag, da det er Sydkystens Hundeskoles første HTM-prøve, med mig som ansvarlig. Det er for længst besluttet, for at få dommerplanen til at gå op, at starte med HTM3 og HTM2, og dermed kan jeg også få et optimalt forløb med mine hunde, så jeg kan have fokus på det praktiske – og bare rolig, der er flere skrappe hjælpere, så det kommer til at køre glat!!!

Det var junis prøver! 2 x HTM2, 2 x HTM3 og 4 x rally juniorklasse. Det kan ikke være mere perfekt, det er jo præcis de områder jeg prioriterer.

Træningen den kommende uge bliver med fokus på motivation og HTM: I morgen inden Nose Work-træningen i Jersie og fredag morgen i hallen i Viby, begge gange med Anita og Osseau.

Og så til sidst et reklameindslag. En af mine yndlingsbloggere er Denise Fenzi, som i dag har offentliggjort indlægget Ring Stress, skrevet af Sue Yanoff. Jeg har læst det omhyggeligt og hun har helt sikkert tænkt på mig, da hun skrev det!!! Hun har sløret det ved at omdøbe Max til beaglen Ivy.

Men det er ikke til at skjule: Det er på uhyggeligt mange punkter en meget præcis udgave af mig og Max.

Kan varmt anbefales alle, der præsterer bedre til træning end til konkurrence.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar