onsdag den 8. august 2018

Ferie dag 6 – sundhedstjek, forrygende træning og topkvalificeret feedback


Max ville heller ikke have mad til morgen, men virkede i øvrigt ok. Men det var alligevel rart at det årlige tjek hos dyrlægen lå i dag, så han kunne blive undersøgt kvalificeret.

Der var heldigvis intet at komme efter hverken hos ham eller Lille Bjørn. De var begge vældigt oplagte hos dyrlægen, og Max havde bestemt ikke noget imod godbidderne.

Vi blev enige om at tage hans adfærd som en reaktion på varmen, og se tiden an.


Max deltager i konkurrencetræningsholdet hos Amanda onsdag aften, og jeg havde som plan B aftalt at komme med Lille Bjørn i stedet, men det blev der heldigvis ikke brug for.

Da jeg til aften begyndte at gøre klar til træningen var Max omkring mig hele tiden, som han plejer, og alt var som det skulle være da vi kom frem.

Amanda havde til prøvedelen stillet sin ekspertbane fra Garbogaard op, og den lå mentalt lige til højrebenet for mig, den var meget nem at lære udenad, og jeg gjorde hurtigt Max klar (vi skulle starte som nr. 1).

 
Der var en bane uden skilte, og jeg tog de fem første skilte på den rigtige bane (stå, stå under gang gå rundt om, synkron højre, stå gå fra, indkald) på den.


Så var vi klar, jeg tog linen af uden for ringen, godbid, ind på banen, plads, godbid, klarsignal og så i gang. Jeg belønnede undervejs, og vi gik en ret fremragende bane, hvor jeg havde den rigtige fornemmelse 98 % af tiden.

Amandas feedback var virkelig god. Hun havde hæftet sig ved de 2 % (rigtigt godt set!!), det var begynderskiltet sidestep til højre, hvor jeg havde været lidt anderledes, og vi fik talt om hvad der skete lige før og under den øvelse (jeg tænkte forkert, kan jeg huske, hvis han hænger så får vi ikke øvelsen …). Vi fik også talt om de to situationer hvor han gik/var lige ved at gå i snus, og hvordan jeg håndterede det (en støttende plads/højre lidt før havde været perfekt).

I den individuelle tid blev vi enige om
  1. den samme bane, bare med lidt ændret setup, for (mit ønske) at bringe mig lidt ud af comfort-zonen (sideskift mellem start og stå).
  2. den samme bane som først, men med Amanda som forstyrrelse af mig.
  3. tale om hvad der var sket.
Banen med det ekstra sideskift kan beskrives kort: FANTASTISK. Jeg var virkelig en god fører, og Max var bare så fokuseret, at det gjorde det helt ondt. Vi var i boblen!!!

Med Amanda som forstyrrer af mig, blev der lidt distraktion, men ikke ret meget. Jeg var bare så fokuseret på Max, og selv om han synes Amanda var lidt underlig ind imellem, så vendte han lynhurtigt tilbage hver gang, han kom til at kigge på hende. Endnu en fantastisk oplevelse på banen.

Den sidste tid brugte vi på at tale om, hvad der svar sket, og hvad jeg skal gøre for at skabe præcis den samme følelse til konkurrencer. Jeg noterede følgende konklusioner:
  • Lære banen udenad hver gang (det giver ekstra marginaler at kunne den udenad i forhold til ”bare” at kunne den ret godt).
  • Holde 110 % fokus på Max under opvarmning og til prøven. Det giver boblen!
  • Huske at vi er der sammen for at få en fed oplevelse, ikke for at vinde.
  • Huske de støttende kommandoer, fx i vendingerne, hvor Max kan få anledning til noget snus/tjek af opgivelser, men ikke hvis han får hjælp af en kommando lige efter vendingen.
  • Huske tonefaldet. Amanda sagde det var så tydeligt at mit glade YES, når en øvelse gik godt, slog direkte ned i Max!!!
Det er et virkelig skønt hold, og Amanda har skabt præcis de rigtige rammer, så vi alle får mulighed for at gå under konkurrencelignende forhold, få meget kvalificeret feedback og arbejde videre i den individuelle tid med præcis vores egne problemstillinger.

Det er en af de allerbedste træningstimer jeg har været til, og jeg skal hilse fra Max og sige, at han er enig med mig 😊

Ingen kommentarer:

Send en kommentar