lørdag den 24. november 2018

Fremtiden


Efter årets sidste officielle prøve – Nose Work prøven 8. november – har jeg spekuleret en del over fremtiden. Både for hundene og for mig selv.

Jeg er lige blevet 66 år, jeg har fuldtidsarbejde, jeg kan mærke at det er ved at være for meget, jeg har fået nej til en seniorordning, og jeg må tage sagen i egen hånd, inden det bare bliver for meget. Jeg har kunnet mærke begyndende stress, og jeg har bestemt ikke tænkt mig at gå ned på grund af stress.

Det gode er, at jeg er opmærksom på det, og at jeg kan mærke nogenlunde præcis, i hvilke situationer stressen bliver tydelig for mig selv (og sikkert også for andre), og kan kontrollere det, til en vis grad. Det ekstra gode er, at jeg er i en situation, hvor jeg kan sige op, hvis der ikke dukker andre muligheder op.

Hvis jeg ser bort fra det arbejdsmæssige er der masser af spændende planer, ikke mindst på rallyfronten: Introduktion af ny skilte i Danmark, det første NM i Danmark til oktober 2019, planer for det første EM og et VM i en ikke meget fjern horisont. Det er meget meget spændende.


Lille Bjørn er 11 år og 8 måneder. Jeg er meget opsat på at arbejde med det nye HTM-program (Paddington med kuffert). Som man kunne læse i mit blogindlæg i går, er vi gået i gang med at arbejde med kufferten, men jeg ved også, at der går lang tid, inden vi har noget, der ligner et færdigt nummer – jeg har på et tidspunkt nævnt Samsø oktober 2019 som måldato.

Jeg hader at skrive det, jeg diskuterede det med Christina til Årets Hund, jeg synes jo bare Lille Bjørn er ældre, hun sagde, at han var gammel, og det er jo sandt. Hørelsen er næsten væk, synet er ikke hvad det har været, han bliver hurtigere træt – men hans arbejdsiver er enorm, og han er stadig skarp til at lære nyt.

Men oktober 2019, det er LANGT væk, så jeg er nødt til at sætte nogle delmål. Jeg har tilmeldt ham i seniorklasse til Johanna & Anjas juleafslutning 19.12, og planen er at det skal være Paddington med Kuffert version 0.1.

Jeg skrev her til aften med Anita om det, hun har tilmeldt Osseau til HTM-prøven 8.12 på Garbogaard, og jeg fik lokket mig selv. Hvorfor ikke glemme, at jeg har betragtet seniorklasse som en lidt for sjov klasse, og så tilmelde Lille Bjørn i den, og med HTM-nummeret fra Mørkøv (sidste gang i HTM2)? Som sagt så gjort. Jeg elsker at gå HTM med Lille Bjørn, og det er da en fantastisk mulighed for at gå mit yndlingsprogram med ham.

Som man måske har bemærket, skrev jeg i går, at jeg havde trænet lidt rally med Lille Bjørn, og det er der selvfølgelig grunde til. For det første er det sjovt, for det andet er han tilmeldt til juleafslutningen 19.12, og for det tredje kunne det være sjovt at have ham med til Sverige, når Max skal forsøge at få den svenske rally championtitel.


Max, ja hvad med Max?

Det allervigtigste med ham er motivation og samarbejde, og det har naturligvis også topfokus.

Rally betyder stadig ret meget for mig, og vi fortsætter træningen. Vi er tilmeldt en håndfuld konkurrencer i Danmark, og jeg vil bestemt også fortsætte i Sverige, hvor vi fra årsskiftet kan starte i Mästarklass.

Nose Work har hele tiden været noget sådan ved sjov ved siden af. Men på trods af den begrænsede træning, kan jeg godt mærke, at Max udvikler sig enormt i denne disciplin, og det er fantastisk miljøtræning at arbejde med NW i alle mulige sammenhænge. Jeg synes faktisk også det er rigtigt sjovt, og vi fortsætter helt sikkert med NW. Vi mangler de sidste marginaler til prøverne, men vi skal nok få den 1. præmie!

HTM har jeg jo valgt at pensionere ham fra (= sætte på pause) indtil videre. Jeg håber så meget at vi vender tilbage, for jeg elsker HTM, og hvis jeg får Max med mig, så bliver vi stjerner!!!

Jeg har valgt at tilmelde ham i FS1 den 8.12. Hvorfor FS1? Fordi jeg kan! Han har ”kun” 18 Q point, og jeg har sådan brug for at prøve at gå op med ham til en konkurrence, hvor der intet pres er på os på nogen måde. Jeg har genset vores sidste udgave af When I’m 64, og det var ikke kønt. Vi kan gøre det meget bedre i dag tror jeg. Der kan komme lidt øget sværhedsgrad gennem nogle momenter, vi har trænet på Johannas trickshold.

Og – bare mellem os – så synes jeg det kunne være sjovt at prøve kræfter med FS2 med Max.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar