onsdag den 19. december 2018

Medvind

Super motto!

Sikken en dejlig dag!

En skøn morgentur i det friske vejr.

Første aftale var hos psykologen i Skovlunde. Den korte udgave: ”Du har ikke brug for mig nu!”. Det var så åbenlyst, at jeg i forhold til for 14 dage siden (vores første aftale), var aldeles ustresset. Det var kun, når talen kom på arbejde, at der skete noget. Jeg har fået forbud mod at tjekke firmamail overhovedet før jeg møder den 7. januar, psykologens ordre og jeg gør, som jeg får besked på! Næste aftale er 16. januar, så har jeg været i gang en uges tid, så må vi se, hvad der er sket.


Næsten aftale umiddelbart efter var i Køge hos Tina aka Den fitte coach. Jeg fik igen et varieret program startende med lidt let opvarmning, et bredt udvalg af øvelser, til at styrke det ene og det andet, særlig gennemgang af de øvelser, som jeg skal træne hjemme, og til sidst en tur på airbiken, lidt intervaltræning, og pulsen kom godt i gang.



Hjemmeprogrammet har jeg fået, fordi næste træning først er 2. januar, så hver anden dag er der 5 specifikke øvelser som skal udføres 2 x 10 evt. 3 x10 gange hver. Jeg har fået formaninger om kun at træne hver anden dag.



Hjemme en hurtig frokost og så en dejlig tur med hundene, Lille Bjørn er helt med, når det er vejr som nu; sydpå på indersiden af Staunings Ø, over den fjerneste bro, og tilbage langs stien. En rask tur på 45 minutter, og to meget glade hunde.

Sidst på eftermiddagen gik turen til Sjællands Agilitycenter og Anja og Johannas juleafslutning. Det lyder ikke af meget, men det er et arrangement af næsten mytisk karakter.

Jeg havde tilmeldt Lille Bjørn og Max i rally, og Lille Bjørn i HTM seniorklasse. Det blev tre gode oplevelser, om end det ikke udløste de store point 😊 Men, som jeg havde lovet hundene i går, var en ordentlig fører!


Lille Bjørn var oppe som nr. 2 af 8 ci championklasse og han var godt nok frisk! For langt fremme både i venstre- og højreposition, sprang i utide og havde en fest. Vi endte med 80 point og sørme om det ikke rakte til en 3. vinder og en fin rosette!

Max var sidst oppe i klassen, meget fin opvarmning og jeg synes vi havde ok kontakt. Der var nogle ommere, og han var lidt fraværende indimellem, men ok på. Vi mistede bak væk fra fører, fordi jeg udførte den ved forrige skilt – ak ja, det er ulempen ved at lære banen udenad, så behøver man ikke kigge på skiltene, og det kan give bagslag 😉 – og så en håndfuld eller flere ommere og det løse. Amanda bemærkede bagefter, at Max ikke havde snuset, han var ikke usikker, som han plejer at være. Og indrømmet, det var ikke en nem bane, med musik og ikke så meget plads. Bestemt ok, 71 point og 5. vinder.

Lille Bjørn var kort tid efter oppe i HTM, og der var han også ret frisk. Første del af programmet gik fint, men den sidste del, fra P9 og overgangen til P3 osv. noget rod, og han ville slet ikke i P9 til sidst. Halen logrede og Lille Bjørn var meget tilfreds med belønningerne bagefter, og tja, det var hvad vi kunne præstere i dag. Jeg kunne også have valgt at belønne undervejs, men det tænkte jeg slet ikke på.

Som særlig bonus fik jeg to julegaver til hundene. En rigtig sød hilsen og noget legetøj fra Mathilde med tak for at hun må gå med Lille Bjørn og Max. Og tre julemænd fra Liv, som har bemærket, at hundene er glade for dem, og de to, vi har, vist ikke er til så meget mere 😊

Virkelig en dag med medvind på alle fronter!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar