Blog om aktiviteter med mine hunde Max og Otto, begge border terriers. Der er mange indlæg om Megan, engelsk springer spaniel, som døde 7. juni 2017 og Lille Bjørn, Norwich terrier, som døde 28. januar 2020. Begge efter et langt, aktivt liv.
onsdag den 20. marts 2019
Hold dig til det, du har planlagt
Rallykonkurrencetræningsholdet hos Amanda er uovertruffen. Hver eneste gang kommer jeg hjem med en masse god læring, og meget at tænke over.
I dag rigtigt meget at tænke over.
Jeg havde arbejdet mentalt med træningen, som om det var en konkurrence,, jeg skulle til – hvilket jo også er en del af konceptet. På trods af alle mine gode intentioner agerede jeg ikke, som jeg havde planlagt. Det bragte mig ud af balance, at det var en bane med nye skilte, og jeg reagerede helt forkert, da vi lavet en øvelse forkert først på banen. Jeg var simpelthen for anspændt, og mentalt slet ikke klar – det var meget tydeligt at se, og Amanda kunne tydeligt høre det, da jeg fik feedback og kommenterede den. Jeg havde også valgt, lige inden vi gik på banen, ikke at følge den bane, som jeg havde planlagt, men for tre skiltes vedkommende lave den ”nye” i stedet for den ”gamle” udgave. Hvorfor? Spurgte Amanda. Øh, svarede jeg. Og så gav Amanda mig titlen på blogindlægget
I den individuelle runde gik jeg banen igen, og sørme om jeg ikke fik gentaget nogle af fejlene, og igen var jeg for anspændt og i det forkerte konkurrencemode.
Der var heldigvis tid tilbage, så jeg tog mig sammen og så gik vi banen ordentligt. Jeg slappede af fra start, jeg nød at Max var skønt på, jeg smilede, jeg gav de rigtige kommandoer - og vi gik en fantastisk bane!!!
Jeg skal lige nævne, at Amanda bemærkede – og det gjorde jeg da også selv – at Max var flyvende, meget opmærksom og meget præcis, han er blevet meget mere frisk og måske også lidt fræk på det sidste (tak for det!), og den eneste forskel på de tre baner var førerens stemning.
Amanda og jeg fik talt om en hel masse bagefter, jeg oplevede det som en coachingsession i absolut topklasse, ganske uventet og overordentligt givende.
Hvad kan man forlange mere af en træningsaften? En Max, der ydede sit allerbedste hele aftenen, selvom hans fører ikke var helt skarp det meste af tiden. En masse anvendeligt feedback, som i bund og grund handlede om, at gøre det jeg havde planlagt (og visualiseret masser af gange), i stedet for at lave spontane ændringer. Og en coachingsession, med nogle meget skarpe iagttagelser og meget skønne tilbagemeldinger om, hvordan jeg kan arbejde med noget af min adfærd. Tak for det hele Amanda!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar