søndag den 5. maj 2019

En dejlig søndag, og dejlige minder



Dagen i dag har for mig været indbegrebet af en dejlig dag. Der er ikke sket noget ekstraordinært, det har næsten ”bare” været business as usual, og det gør det bare endnu bedre at skrive om en helt almindelig dejlig dag 😊

Jeg må indrømme at jeg var lidt træt i aftes, så jeg sov lidt længere til morgen (ingen af hundene protesterede!), og havde som stort set hver dag en skøn tur med hundene, ned til å udløbet og tilbage igen.
 

På vejen plejer jeg at tage et billede af badebro/solopgang, i dag blev det først på tilbagevejen, fordi der stod en morgenbader på badebroen på udvejen.


Lige efter at jeg havde taget fotoet mødte jeg Bølle, Athena og mor, hundene blev sluppet og hyggede sig sammen. Lige efter kom tre andre hundevenner, og så var der syv hunde der hyggede sig.

Havebænk samles :-)

Derefter gik turen til Oxie, vi havde en havebænk og diverse madvarer mv. med, og havde nogle hyggelige timer i det svenske. Frasse og Leo hjalp til med at samle bænken, og Christian blev også tilkaldt, fordi der manglede et hul.

Leah hos farfar og Leo følger interesseret med :-)

Vi fik en lækker forret (laks, spidskål mv.) som Kirsten havde gjort klar hjemmefra, og derefter grillede pølser, kotelet og kylling med tomatsalat til. Leah ville være med til det hele, og hold da op hvor er hun dejlig og nysgerrig 😊

Kirsten og jeg var på legepladsen med Frasse og Leo, og imens blev der gjort klar til en dejlig kage og kaffe inden turen gik hjem.

Kirsten gik en kort tur med Lille Bjørn, jeg en længere med Max, og vi var heldige: Max og jeg hørte gøgen!!!

Vi nød et glas af en Bio Bio Bubbles (kan anbefales!) inden en ret let aftensmad.
Kirsten fik en ostemad, jeg stykke rugbrød med resten af kødet fra gårsdagens Côte de Bœuf. Nå ja, og så et glas Etna Rosso Martinella 2016.

Aftenen er sat af til at diverse rallyaktiviteter, bl.a. skal jeg rette de sidste skriftlige opgavebesvarelser i denne runde af Rallyinstruktøruddannelsen.

Det er bestemt en dag efter min smag!!!

Så er der minderne.

For præcis 10 år siden ankom Mette og jeg til Borlänge, hvor vi skulle deltage i en 5 dages Discrimination/Introductory workshop arrangeret af House of Learning med Bob Bailey

For historien var, at jeg sammen med bl.a. Mette havde gennemført Klikkerinstruktøruddannelsen hos Hund & Træning, havde hørt om Bob Baileys kurser, og blev enige om, at det ville vi prøve.

Det blev starten på et forløb med i alt 5 kurser og en øjenåbner af rang i forhold til min opfattelse af dyretræning.

På første runde, som altså startede for præcis 10 år siden i morgen, var jeg så svineheldig at danne par med Johanna, det gjorde bestemt ikke kurset ringere 😉

Jeg havde været på kurser før, og mange efter det nævnte forløb, men for mig vil det altid være det ultimative kursusforløb – jeg er meget tilfreds med at jeg dengang, som selvstændig med eget firma, valgte at prioritere præcis det forløb.

PS: Dette er mit blogindlæg nr. 1.995. Nr. 2.000 skal være specielt :-) Har du ideer, så send dem til mig pr. mail. Der er en lille præmie til bedste forslag :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar