lørdag den 22. juni 2019

Vejen og nærmeste omegn, en dejlig dag

Den skønneste morgen

Jeg stod op kl. 4, 1½ time før normalt, fordi Max og jeg skulle til Vejen. Morgenturen var i det skønneste vejr, solen var på vej op, hundene løb løs, og det var bare så smukt.

Turen til Vejen var helt uproblematisk, vi var fremme 7:40, kunne holde lige ved rallyringene.

Christina var også næsten lige kommet, og så kunne jeg få lejlighed til at give hende DKKs gave, som tak for hendes store arbejde med at videofilme alle de danske rallyøvelser.

Min nordiske bane blev hurtigt stillet op, men der dukkede forskellige ting op, som jeg skulle tage mig af, og fik ikke rigtigt gjort det sidste færdigt.

Det opdagede jeg så under banegennemgangen (det blev til én i stedet for to, pga. en del afbud), og sammen med deltagerne fik vi den sidste del af banen helt på plads 😉

Nordisk bane

Banen var i øvrigt med højrestart og med højrehandling af 13 skilte. De sidste 7 var sideskifter!

Vinderne (fra højre) af nordisk

Niveauet var meget højere end i Roskilde, der er nogen der har trænet, og top 3 havde 98, 96 og 94, virkelig flot.

Mens jeg dømte nordisk havde Mathilde været oppe med Max i juniorklasse, de fik 90 point, hvilket rakte til en 4. plads.

Foto: Charlotte Bøgvad

Lige inden præmieoverrækkelsen for øvet klasse fik jeg mulighed for at sige tak til Pia Johnsen, som i dag dømte sine sidste prøver for DKK, da hun stopper som rallydommer. Hun har været med fra før rally blev en officiel sport i Danmark og har gjort en betydelig indsatsbåde i DcH- og DKK-regi.

Foto: Lone Rahbek

Dagens sidste klasse var championklasse med Majken Sørensen som dommer, det var første gang jeg skulle op hos hende. Der var i alt 21 deltagere i klassen, og den forløb ret usædvanligt. Max og jeg var oppe som nr. 2, og efter en lidt træg start gik han superflot. Vi fik en ommer (dobbeltspring ro), og 12 1’ere for snus, langsomme reaktioner mv. e 85 point rakte til en 7de plads og dermed vores første point il Årets Hund! Christina og Tempo vandt med for dem beskedne 92 point, og i alt 10 ekvipager blev IB’et (flere selvvalgt).

Banen passede Max og mig fint, jeg synes den var ret fed, men det var nok en fordel at være blandt de første, for det blev noget lunere mens prøven fandt sted.

Derefter gik turen til Sportshotel Vejen, som var helt fyldt, og der var ikke reserveret værelse til mig. Det blev dog hurtigt klaret, jeg måtte i stedet tage til Scandic i Kolding. Efter en hurtig douche gik turen til Fredericia, hvor jeg skulle spise på Ti Trin Ned. Jeg gik en runde i området med Max inden han kom tilbage i bilen, som var parkeret i skyggen,


Det første der skete, da jeg kom ind på restauranten var at indehaveren Mette Hvarre Gassner spurgte, om jeg ikke villa have Max ind i et rum, hvor der stod lidt forskelligt ufarligt og hvor der var køligt. Mon ikke! Jeg hentede Max, en seng og en vandskål og vand, og så blev Max indlogeret og jeg kunne med god samvittighed nyde Vores gastronomiske rødder, bestående af champagne og snacks, tre slags brød, tre retter samt et glas hvidvin og et glas rødvin.

 
 

Et genialt aftenmåltid, Ti Trin Ned er ikke for ingeting en Michelin-restaurant.

Bagefter gik turen tilbage til Scandic, en kort aftentur, vi er to der er trætte, og vi skal tidligt i seng og være friske til en ny dag i Vejen.

En dejlig dag med masser af gode oplevelser, og en Max ingen gjorde sit allerbedste.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar