onsdag den 20. november 2019

Foundation del 1


Til aftens sluttede første runde af Ottos Foundationhold hos Johanna.

Hold da op, hvor han er vokset i forløbet, som startede 22. august, da han var lige godt 2 måneder. Nu er han godt 5 måneder, og ligner fysisk en voksen hund, som man kan se af aftenens foto, hvor han slapper af sammen med Max. Mentalt er han vokset gevaldigt. Han har lært at lære, han har lært at tænke sig om, regne ud, hvad han skal gøre for at få belønninger.

Hans træner har også lært en masse – og fået genopfrisket en masse færdigheder, som var gemt væk 😉

Jeg kan garantere, at jeg ikke har forceret Ottos træning, måske ligefrem tværtimod, og alligevel overrasker han mig gang på gang, ved at udvikle sig sikkert og roligt. Han laver de flotteste slalomer, moveon’er, rundt om stok, setup mv.

I dag arbejdede jeg bl.a. med tre øvelser, som jeg har haft lidt problemer med.

Huula, hvor Otto skal løbe ud i hulahopring og stå, men rigtigt gerne vil sætte sig. Vi har på forskellig vis arbejdet med at lave en opstilling, så han ikke sætter sig, og i dag kørte det for alvor. Baljen blev stillet, så jeg kunne kaste belønninger, når han kom ud i ringen, og hurtigt fandt ud af, at det ikke gav bonus at sætte sig, og sørme om vi ikke bestod challengen til sidst: afstand i meter i fremsendelsen + tiden hunden skulle stå i sekunder skulle være mindst 7, og han løb to meter og stod 3½ sekund 😊

I giv pote havde jeg hævet kriterierne for hurtigt (igen, igen).

Endelig en challenge, hvor hunden skulle gå to 8-taller om en stående hulahopring. Otto gik i stå samme sted hver gang, men med en mindre ændring af vinklen mellem ringen og mig, kunne han pludselig gå et fuldt 8-tal.

Det var sådan det fedeste ved det samlede forløb: De små detaljer, der gør forskellen mellem at stå i stampe, og udvikle sig. Otto og jeg har fået et fantastisk grundlag for vores videre udvikling og den der skal nok komme i ro og mag.

Tak til Johanna for verdensklasse undervisning, jeg håber at der kommer en del 2 😊

Ingen kommentarer:

Send en kommentar