onsdag den 6. november 2019

Rally, Foundation, 9. november og Tidsvender

I går havde jeg fornøjelsen at undervise et kursus for Johanna om nordisk klasse. Det var, når jeg selv skal sige det, perfekt timet, lige efter NM, og mens kommende NM og VM er i støbeskeen. Vi kom omkring cirka ”alt” i forbindelse med nordisk klasse, fik gennemgået bedømmelsesregler og ikke mindst forskellene i forhold til dansk rally, og alle deltagere med hunde skulle gå to baner, bl.a. finalebanen fra NM. Jeg håber at mange af deltagerne får lyst til at prøve kræfter med nordisk klasse, når kvalifikationsprøverne til landsholdet 2020 går i gang til foråret.

I dag havde jeg tredje og sidste aftale med Mathilde og Mette inden Årets Hund i rally på lørdag. Jeg havde opbygget en ”normal” begynderbane, som Mathilde skulle gå først med Lille Bjørn, derefter med Max.

Lille Bjørn ville ikke rigtigt sætte sig, og dækken var heller ikke det store hit, men det blev bedre og bedre, og jeg er helt sikker på at Mathilde har helt styr på, hvordan de kommer til at gå bedst muligt på lørdag.

Max var lidt støjende i første omgang, men efter et par gange på banen var der ro på. Mathilde fik nørdet med nogle detaljer, og den sidste bane var blændende.

Vi fik talt om opvarmning mv. på lørdag. Der er ingen tvivl om at Max skal varmes godt op, så der er lagt en plan for det lørdag morgen.

Uanset hvordan det går lørdag er jeg vildt stolt af Mathildes superprofessionelle tilgang til at arbejde med Lille Bjørn og Max, og det er åbenlyst at begge er vilde med hende, og det er gengældt 😊

Forberedelserne har været helt i top, og Mathilde er så godt forberedt, som det er muligt. Der er kun tilbage at ønske held og lykke! Jeg tog direkte hjem og byttede Lille Bjørn og Max ud med Otto, og kørte til Ringsted for at deltage i 6. runde af Johannas Foundation hold.

Dagens nye øvelser var Hop/spring (fra setup springe over førers hænder) og Hoola (fremsending til Hulahopring). Derudover arbejdede vi med de fleste af de ”gamle” øvelser. Jeg havde glemt Max’ halsbånd, men fik lov at låne Boogies (tak!) og glemte i forvirringen at få Max’ legetøj med ind, så belønningen med godbidder blev lidt ensidig (og kedelig i længden). Da jeg desuden fik trænet stort set uden pause, var det måske ikke mærkeligt, at han gik lidt død til sidst … Masser af energi, masser af tænkning og gode fremskridt. Føreren skal lære at nære sig, ikke noget nyt 😉

9. november har jeg for længe siden planlagt i detaljer. Årets Hund i rally har været i kalenderen i over et år, og jeg skal være prøveleder. Det har længe været sikkert, at Lille Bjørn og Max var kvalificerede i juniorklasse, og jeg har kæmpet for at komme med i championklasse. Jeg endte som nr. 20 på kvalifikationslisten, og da kun top-15 inviteres i championklasse anså jeg løbet for kørt.

Der kom en invitation til Max og mig om at optræde som hvid hund i FS2 (vi var reserve, men der kom et afbud), og den oplevelse ville jeg naturligvis ikke gå glip af, ved det første DM i HTM/FS – som afholdes samme dag som ÅH i rally - så det er der taget højde for planlægningen.

Pga. nogle afbud rykkede Max og jeg op som 1. reserve i championklassen, og jeg havde også planlagt med, at det kunne nås at gå i championklasse. Der er kun 30 minutter fra hallen i Lille Skensved til Sjællands Agility Center.


I dag skete det så – der kom et afbud, og vi fik invitationen og svarede ja tak med det samme. Omhyggelig planlægning, og meget kan lade sig gøre.

Jeg lærte et nyt begreb, og fik afsløret at jeg er tæt på total-ignorant indenfor Harry Potters univers. Mia skrev, at jeg nærmest fik brug for en Tidsvender på dagen, og jeg var nødt til at slå det op. Men jeg håber det kan lade sig gøre uden 😉

Kunne jeg have valgt noget fra? Ja, men det er ikke faldet mig ind. At være med til DM i HTM/FS, selvom det kun er for en kort bemærkning, er en ære og det er stort for mig. Jeg véd helt sikkert, at jeg ville ærgre mig over det, hvis jeg ikke deltog, når jeg havde fået muligheden.

Rally championklasse. Det er min klasse, Max og jeg har kæmpet for at komme i finalen, og det bliver fedt bare at være med.

Det er femte år mine hunde skal til ÅH-finale. I 2015 var det Max i ekspertklasse og Megan i championklasse. I 2016 Lille Bjørn i ekspertklasse, Megan og Max i championklasse. I 2017 Lille Bjørn og Max i championklasse. Og sidste år Lille Bjørn og Max i juniorklasse.

Så Max har været med alle gangene 😊

Jeg har fået flere rigtigt dejlige henvendelser om dagen, med oprigtige bekymringer om, hvorvidt det bliver for stressende for mig. Jeg kan love, at jeg uanset hvad der sker, vil gøre mit yderste for at holde hovedet koldt og være den allerbedste fører for Max. Jeg er helt bevidst om, at han er totalt ligeglad med om det hedder leg i haven, DM i FS eller ÅH i rally, han ønsker bare at vi har det sjovt sammen. Det skal vi nok få!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar